Den kedsom vinter …

Sneen dækker stadig mark og mose rundt om i landet, og man kan ikke fortænke en og anden villaejer og vicevært i efterhånden at glæde sig til, at den kedsom vinter går sin vej, så de slipper for at skovle sne og gruse fortovsfliser. For det kolde vejr har ganske rigtigt stået på længe. I hvert fald efter moderne standarder.

Men man kan altid finde en vinter, der er værre end den nuværende, og hvis man gerne vil trøste villaejeren og viceværten, kan man for eksempel fortælle dem om vinteren 1739-1740, der ikke var spor sjov. Bare sådan til sammenligning.

Den vinter var frosten nemlig så streng, at ikke alene Lille- og Storebælt, men efter sigende også Kattegat frøs til, og minusgraderne holdt sig så længe, at sneen lå alenhøj til langt ud på året. Ude på landet døde kreaturerne i massevis, og bønderne havde ikke noget at fodre dem med, fordi høsten i 1739 oven i købet var slået fejl, så nogle steder blev man nødt til at rive stråtagene ned for i det mindste at kunne putte et eller andet i munden på de stakkels køer og heste. Også vildtet gik det hårdt ud over. Rundtomkring fra de kongelige vildtbaner blev der meldt om mange hundrede ihjelfrosne kronhjorte, då- og rådyr, ligesom både vildsvin og harer bukkede under.

"Efter den strenge vinter 1740," skriver Steen Steensen Blicher i sit tidsskrift Diana, "blev således i hele Himmerland – i flere herreder – kun 1, skriver én hare tilbage."

Selv hvis nogle af beretningerne skulle smøre lidt tykt på, er der ingen tvivl om, at det har været barske vilkår at leve under, ikke mindst for det flertal af den danske befolkning, der boede på landet.