Frimenighederne kan forhåbentlig være kirke for nogle, der ikke føler sig rummet i folkekirken – ligesom folkekirken når andre, som frimenighederne og frikirkerne ikke får i tale.

For det andet mener jeg ikke, man skal glemme, at ikke mindst den grundtvigske gren af kirken gennem en del år har haft stort udbytte af at etablere sig i både frimenigheder og valgmenigheder – sideløbende med at den har eksisteret inden for den normale sognestruktur. Netop frimenighederne og valgmenighederne har været afgørende for udviklingen af den grundtvigske kirkelighed og har samtidig haft et tæt og frugtbart samspil med folkekirken.

I disse år dannes der ikke så mange grundtvigske valg- og frimenigheder mere – det er nu mere Luthersk Mission, Indre Mission og Dansk Oase, der bruger disse muligheder. Det kan dog meget vel tænkes, at de nye menigheder fortsat vil kunne få et konstruktivt samspil med folkekirken, hvilket i sidste ende kan berige begge parter.

DET BEHØVER IKKE være til skade for folkekirken, at nogle går ud og eksperimenterer med nye menighedsformer – måske kan nogle af de nye erfaringer senere bruges i den gamle organisation og være med til at udfordre denne til at tage nye skridt. Tilsvarende står de nye menigheder naturligvis i gæld til den folkekirke, de udspringer af.

For det tredje vil jeg gerne pege på, at der kan være situationer, hvor det kan være mest fornuftigt at gøre som Abraham og Lot. Deres hyrder begyndte at gå og træde hinanden over tæerne på grund af pladsmangel – og så delte de som bekendt landet (1. Mos. 13). Tilsvarende valgte også Paulus og Barnabas at rejse hver sin vej, da de ikke kunne blive enige om en fælles strategi (Ap.G. 15).

Der bruges i folkekirken generelt rigtig mange gode kræfter på at strides, argumentere og være uenige, og disse kræfter kunne efter min bedste overbevisning ofte bruges langt bedre på at bygge kirke.

Kan man ikke efter lange og svære diskussioner blive enige om en fælles vej frem, kan der til tider være en vis fornuft i, at man stille og roligt går lidt hver til sit og arbejder videre.

Kirkens mission er som bekendt: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Der er fortsat masser at tage fat på her. Endeløse interne stridigheder fremmer ikke generelt forståelsen for kirkens budskab om en kærlig Gud, om tilgivelse og forsoning og så videre.

SUMMA SUMMARUM: Der kan være flere gode grunde til at håbe, at flere frimenigheder i virkeligheden kun kommer til at berige dansk kirkeliv. Blot vi husker at holde fast i dialogen med hinanden og lære af hinanden. Jeg vil opfordre til, at vi gør det gode Gamaliel-princip gældende og giver det en ny chance: "For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud." (Ap.G. 5).

Thomas Fischer-Nielsen er frimenighedspræst i Vejle Frimenighed