De Radikales integrationsordfører, Marianne Jelved, mener, at der er behov for øget patruljering i Middelhavet for at undgå, at asylsøgere fra Nordafrika kommer til Europa.
- Jacob Nielsen/Scanpix.
Henrik Hoffmann-Hansen |
23. februar 2011
Et bredt politisk flertal mener, at Danmark bør hjælpe Sydeuropa, hvis uroen i Nordafrika giver en ny flygtningebølge. Hjælpen skal dog kun bestå af penge og bistand til asylbehandling. Asylsøgerne skal ikke hertil
Med den voldsomme uro i store dele af Nordafrika kan Europa stå over for en ny flygtningebølge. Alene de seneste to uger er 6000 tunesere rejst til den lille italienske ø Lampedusa mellem Tunesien og Sicilien.
Libyens vaklende leder, Moammar Gaddafi, har ligefrem truet med, at han ikke som hidtil vil tage afviste asylsøgere retur fra EU, hvis unionen fortsat støtter oprørerne.
De sydeuropæiske lande, som først vil mærke flygtningepresset, appellerer om hjælp fra resten af Europa, og et bredt politisk flertal herhjemme er parat til at hjælpe – hvis det vel at mærke ikke indebærer, at asylsøgerne skal her til landet.
Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, mener, at der kan blive brug for, at resten af Europa udviser solidaritet med lande som Italien, Spanien, Grækenland og Malta den kommende tid.
"Jeg mener bare ikke, at det er en idé, at vi hiver folk herop for at behandle deres asylansøgninger. Vi kan ikke flyve tunesere rundt i hele Europa," siger han.
I stedet vil Socialdemokraterne sende flere penge og styrke det europæiske samarbejde om grænsekontrol – det såkaldte Frontex, som blev oprettet i 2004 for at forbedre kontrollen med de 25 Schengen-landes ydre grænser. Udgifterne til Frontex er i forvejen steget eksplosivt, siden det blev oprettet, og nærmer sig nu en milliard kroner årligt.
Både SF's integrationsordfører, Astrid Krag, og den radikale ordfører, Marianne Jelved, peger også på behovet for øget patruljering i Middelhavet – for at undgå, at asylsøgerne overhovedet sætter fødderne i Europa.
Men oprøret er en helt unik chance for at skaffe bedre forhold i Nordafrika, fremhæver Astrid Krag.
"Derfor er der også brug for, at vi sætter os sammen i EU og aftaler en nordafrikansk Marshall-hjælp," siger hun.
Den konservative udenrigs- og integrationsordfører, Naser Khader, mener, det er "alt for tidligt" at tale om nye flygtningestrømme fra Nordafrika. Bliver der behov for det, skal Danmark dog assistere de pressede lande i syd.
"Vi skal hjælpe dem på samme måde, som vi for nylig hjalp Grækenland med deres mange uafklarede asylansøgninger. Det kan for eksempel ske ved, at vi sender politifolk til at hjælpe med sagsbehandlingen dernede," siger Naser Khader.
Han understreger, ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde i går, at Europa ikke skal bøje sig for Gaddafis trusler om ikke at ville tage flygtninge retur fra EU. Desuden vil et muligt flygtningeboom være et midlertidigt problem, mener Naser Khader. På længere sigt kan demokratiseringen af Nordafrika føre til bedre levevilkår og dermed færre flygtninge.
Både Khader og Marianne Jelved peger på, at de fleste asylsøgere kommer af økonomiske grunde, og ikke fordi de er forfulgte. Derfor drejer det sig om at afvise de åbenlyst grundløse ansøgninger.
"Der er et økonomisk incitament til at emigrere, hvis man kan firedoble sin løn ved at gøre det. Rejser man fra et nordafrikansk land til Sydeuropa, kan man i nogle tilfælde 14-doble sin løn," påpeger Naser Khader.
hoffmann@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad