I DEN evangelisk-lutherske kirke ligger vægten som bekendt ikke på ydre æstetiske insignier, men på Ordets forkyndelse til tugt og trøst.

Det undrer mig, at der sættes fokus på præstekjolen, der trods alt er en mindre udgiftspost i folkekirkens store regnskab på omkring halvanden milliard kroner i 2011, i stedet for på udgiftstunge poster.

For eksempel opførelse af sognegårde møbleret med designermøbler til et tocifret millionbeløb. Eller omlægningen af kirkebøgerne til edb, det var en ministeriel beslutning, som betød ekstra udgifter for folkekirken på et trecifret millionbeløb og efterfølgende årlige udgifter til drift af folkekirkens it – 85 millioner bare i 2010.

Eller udgiften – ganske vist i noget mindre målestok – til stiftsårbøger og stiftsaviser til menighedsrådsmedlemmer og præster. Disse er det seneste årti blevet til udgivelser i grafisk og papirmæssig høj kvalitet og til skønsmæssigt minimum 300.000 kroner pr. stift.

Mon antallet af interesserede læsere af disse publikationer ville være mindre, hvis der blev sparet på grafikken og det glittede papir til gavn for folkekirkens belastede økonomi?

Præstekjolen er unik, enkel og fornem i forhold til andre kirkers præstedragt. Og det er efter min opfattelse helt ude af proportioner at skulle ofre den.

Folkekirken må naturligvis indrette sig efter tidens økonomiske vilkår, men det bør ikke ske uden perspektiv og udblik til de store og udgiftstunge poster, der belaster folkekirkens økonomi.

Hvorfor er det altid i småtingsafdelingen, der skal skæres mest? Selvom jeg har præstekjoler nok til min tid, så under jeg kommende kolleger, at præstekjolen også vil være fremtidens tjenestedragt.

Henning Hansen,

sognepræst,

Asmindrupvej 49,

Nørre Asminderup