louise graa christensen |
24. februar 2011
Eksperter udtaler sig i stigende grad ud over, hvad deres titel kan bære, mener eksperter. De presses blandt andet af medierne, lyder det
Debatten om, hvad eksperter må udtale sig om, er igen på dagsordenen. Udviklingsminister Søren Pind (V) har netop beskyldt professor i offentlig ret ved CBS Claus Haagen Jensen for at være "manisk presseliderlig" og uvidenskabelig.
Peter Kurrild-Klitgaard, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet, vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men mener, at Søren Pind substantielt set har en pointe.
"Jeg ser det som et stigende problem, at mange forskere vælger at optræde i medierne med eksperthatten på, selvom de ikke nødvendigvis har forsket i det, de bliver spurgt om. Både det løntilskud, man kan få, hvis man formidler sin viden til medierne, og opmærksomheden, der følger med, er noget, som får folk til at glemme at lægge bånd på sig selv," siger han.
Han peger samtidig på, at medierne bærer en stor del af ansvaret ved at presse forskerne til at svare på ting, der ligger uden for deres egentlige forskningsområde.
Han bakkes op af filolog og samfundsdebattør David Gress, der ligeledes oplever, at grænsen for, hvad eksperter bruger deres titel til at udtale sig om, bliver mere og mere udvandet.
"Når der angives en titel, der peger på, at folk har specialviden på et område, får den pågældendes udtalelse ofte mere vægt, end den fortjener. For der kan ofte være tale om udtalelser, der er båret af private interesser eller fordomme," siger han.
Han mener, at der foregår en opgejling journalister og forskere imellem. For journalisterne vil gerne have skarpe udtalelser, og forskerne bliver fristet til at medvirke.
"Når journalister ringer, er det som regel for at få skarpe udtalelser. Hvis man bare siger noget neutralt, er det tørt og kedeligt, og så ringer journalisten videre."
Gress understreger, at debatten skal være fri, men mener, at forskere skal tænke sig grundigere om, før de udtaler sig.
Tim Knudsen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, mener ikke, at eksperter, der taler over evne, er et udbredt problem, men peger på, at man ifølge universitetsloven har pligt til at deltage i formidlingen af forskning.
"Spørgsmålet er, hvor langt det krav så rækker, for hvad forstår man præcist ved forskning? Det er klart, at der er nogle gråzoner. I de fleste tilfælde sidder man ikke og forsker i netop det område, man bliver ringet op omkring, men samtidig kender man måske til anden forskning på området og ved dermed mere om det end menigmand. I sådanne tilfælde ser jeg ikke noget problem i, at man udtaler sig," siger han.
I medierne ser han nogle gange udtalelser fra kolleger, som, han mener, ligger i en gråzone mellem faglige og mere politiske vurderinger, uden at den pågældende forsker eller journalist får understreget, hvad der er hvad. Men på den anden side kan mangel på præcision næppe helt undgås, for medierne arbejder hurtigt, og der er sjældent tid til mange timers grublen, påpeger han.
"Med årene lærer man at være mere og mere forsigtig over for journalister, men samfundet har langt mindre nytte af forskere, hvis vi bare sidder med vores forskning i et elfenbenstårn. Vi har efter min opfattelse også en moralsk forpligtelse til at bidrage med de ting, vi mener, vi er kvalificerede til at udtale os om. Selvfølgelig med risiko for, at der begås fejl, som i givet fald må rettes," siger Tim Knudsen.
graa@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad