Få nadveren ud af fangenskabet i højmessen

Ligesom dåbens sakramente er nadveren for alle kristne. Modsat dåben kan og bør nadveren gentages. Hvor mange gange? "Så ofte, som I drikker det". Hvor ofte er det? Hvem skal inviteres med? Skulle vi hellere opstille gratis nadverautomater på gadehjørnerne, så mennesker kunne betjene sig selv ad libitum. Ville det ikke være i Kristi ånd - eller i hvert fald i servicekirkens?

Status er i dag under alle omstændigheder den, at hvor dåben er blevet verdsliggjort som en slags rettighed for alle, er nadveren blevet kirkeliggjort som en ugentligt gentaget handling for de faste kirkegængere, mens de allerfleste døbte sjældent og for flertallets vedkommende aldrig modtager nadveren.

Under statskirkens kirketugt var nadverens modtagelse betinget af forudgående skriftemål. Enhver kristen skulle gå til skrifte og til alters mindst én og helst nogle gange årligt. Det var en tvangsagtig ordning. Men flertallet kom faktisk til alters mindst en gang om året op til cirka år 1800.

Endnu fra begyndelsen af 1800-tallet kan man i Københavns Domkirkes kommunionsbøger følge med i, hvordan familien Kierkegaard først fulgtes til alters, mens Søren Kierkegaard siden kom alene. De gik ofte til de særlige altergangstjenester om fredagen, hvor Søren Kierkegaard i øvrigt også holdt en række af sine opbyggelige taler. Endnu på familien Kierkegaards tid var altergangen lige så vigtig for de deltagende familier, som de kirkelige handlinger er for folkekirkens medlemmer i dag. Bagefter sagde man "Til lykke med sakramentet" til hinanden!

Det er ofte påstået, at det var vækkelserne, der ødelagde altergangen i Danmark, fordi de vakte myldrede til alters og tilmed lod forstå, at det var de uomvendte ikke gode nok til. Altergangstraditionen var imidlertid gået i forfald, lang tid før vækkelserne slog igennem. Det skete, i takt med at de borgerlige følger af at forsømme altergangen faldt væk. Ikke mindst Grundtvig argumenterede for, at nadveren måtte befries fra at være statens kontrolmekanisme. Men hvordan skulle man så motivere kirkens medlemmer til at komme til nadverens sakramente?

Svaret kom i det 20. århundredes restauration af gudstjenesten, der blev kronet med den gældende ordning fra 1992. Her forudsættes det for første gang, at der skal være nadver ved enhver højmesse søndag formiddag. Det var langsomt blevet skik i byerne op gennem århundredet. I min barndom på landet i Vestjylland var der kun sjældent altergang.