Muhammed Hussein Tantawi er ansvarlig for Egypten efter Mubaraks fald. Men han bliver kritiseret for at være reaktionær og for at have svigtet en modernisering af hæren
Rygter vil, at det var Muhammed Hussein Tantawi selv, der lod den faldne egyptiske præsident, Hosni Mubarak, forstå, at løbet var kørt efter 18 dages demonstrationer.
"Hvis du ikke går af nu, vil hæren sørge for, at du går," skulle den 75-årige general og forsvarsminister have sagt til Mubarak. Sådan satte han sig selv i spidsen for den gruppe, der nu er godt i gang med at forme Egyptens politiske fremtid. Muhammed Hussein Tantawi besidder rollen som chef for Egyptens Militære Råd, der i løbet af de næste seks måneder skal holde kontrollen med landet, indtil en ny forfatning bliver klargjort, og et valg kan udskrives.
Som general i landets vellidte hær nyder Muhammed Hussein Tantawi bred respekt. Ikke mindst for deltagelse i hele tre krige mod Israel. Men siden Mubaraks fald er nye rygter om, at Tantawi ser sig selv som mulig præsidentkandidat i noget, der bedst kan kaldes et militært regime, begyndt at svirre i Egypten.
Tvivlerne begrunder både den mistanke med Tantawis tidligere bedrifter og nogle af hans første tiltag som chef for Det Militære Råd.
I løbet af i tirsdags nedsatte Tantawi et kabinet, der skal være med til at skrive en ny forfatning. Her er en række nye ansigter, men også tre af Mubaraks vigtigste ministre. Et faktum, der allerede nu skaber uro blandt dem, der frygter, at den militære ledelse har skjulte planer om at erstatte Mubaraks styre med en fra egne rækker. En anden årsag til mistroen over for Tantawi er det brev, han i begyndelsen af denne uge sendte til Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, hvori Tantawi udtrykker et ønske om at bevare samarbejdet mellem Egypten og det yemenitiske styre. Det skridt vækker ubehag i brede kredse i Egypten, fordi det yemenitiske styre selv i øjeblikket er udsat for omfattende protester fra lokalbefolkningen, nøjagtig på samme måde som Mubarak før sit fald.
En række af de seneste dokumenter, der er blevet offentliggjort af Wikileaks, er med til at styrke oppositionens kritik af Tantawi. I et dokument fra 2008 bliver Tantawi omtalt som "Mubaraks puddel" og kaldt for en "inkompetent forsvarsminister, der kun har nået sin post på grund af gode forbindelser til Mubarak". Men som samtidig har ladet militæret, direkte oversat, "ramme jorden".
I et andet dokument sår amerikanske diplomater stærk tvivl om Tantawis evne og villighed til at gennemføre reformer.
"Tantawi er modstander af politiske og økonomiske reformer, og han er villig til at bruge hæren til at holde Det Muslimske Broderskab nede", står der i dokumentet, der også omtaler, hvor frustreret den amerikanske hær har været over Tantawis reaktionære fokus på gammeldags krigsførelse i stedet for at opgradere hæren til at imødekomme nye udfordringer.
allan@k.dk