Det er på tide, at man lader ildsjæle være ildsjæle i stedet for at dynge dem til med bureaukrati. Sådan udtrykte Helle Jarlmose, der er generalsekretær i KFUK's Sociale Arbejde, sig i går i Kristeligt Dagblad, da hun og en række andre frivillige, selvejende og socialøkonomiske foreninger lancerede en ny kampagne rettet mod statens de facto-monopol på velfærdsområdet i Danmark.
Foreningerne forlanger med kampagnen nye og langt mere fair spilleregler for, hvem der kan tage sig af for eksempel børnehaver, plejehjem og hospice i fremtiden og på hvilke vilkår, for det bliver nemlig stadig sværere at få lov til at løse velfærdsopgaver, hvis man ikke er en offentlig institution.
Kampagnen er tankevækkende i et land som Danmark, der nu i 10 år har haft en borgerlig regering, som i skåltaler altid hylder og promoverer den frivillige og værdibaserede sektor som et stort plus for nationen.
Desværre er virkeligheden anno 20011 en helt anden i Grundtvigs eget fædreland med de mange og stolte traditioner for frisind, foreningsfrihed og andelsbevægelser, der alle blev bygget op nedefra uden indblanding fra statsmagten.
Sådan er det ikke længere, og de frivillige foreninger klager derfor nu over ikke mindst den kommunale inerti og bureaukratisering og de enormt ufleksible regler, der i den grad hæmmer foreningernes muligheder for at vokse og udvikle sig. De mange forordninger virker ganske enkelt kvælende.
Foreningerne er så hårdt ramt, at de i kampagnen efterlyser en helt ny velfærds-model, hvor hele området privatiseres, så foreningerne kan slippe fri af de kommunale og statslige kløer og agere langt mere frit og selvstændigt fremover.
Kravet er forståeligt, men også farligt, som professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet påpegede i gårsdagens avis. For en privatisering af området vil betyde, at velfærdssystemet bygges op på almindelige markedsvilkår, og her er det pris- og effektivitetshensyn, der styrer udviklingen. Det kan gå ud over mange andre hensyn. Men de mange foreninger har en god pointe. Der skal fremover gøres mere plads til ildsjælene. Reglerne skal forenkles, og friheden skal styrkes.