Erik Bjerager |
25. februar 2011
Multikulturalismens død bør puste nyt liv i kristendommen
Inden for de seneste måneder har Europas tre stærkeste politiske ledere erklæret det multikulturelle samfund for dødt. Først var det Angela Merkel, der sidste efterår fastslog, at multi-kulti-troen på, at det er lykken at leve side om side, men med hver sin kultur, er blevet en total fiasko i Tyskland.
I begyndelsen af februar holdt Storbritanniens premierminister, David Cameron, så en opsigtsvækkende tale, hvori han fastslog, at den britiske hyldest til det multikulturelle samfund – multikulturalisme – har ført til, at indvandrere ikke føler sig hjemme, at samfundet er uden fælles vision, og at folk i det britiske samfund lever separate liv adskilt fra hinanden og fællesskabet. Senere tilføjede han i et avisinterview, at udviklingen har ført til, at landet er blevet til et arnested for udklækning af ekstremistiske muslimer.
I sidste uge kom Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, så på banen med en opfordring til sit eget regeringsbærende UMP-parti om at drøfte, hvilke grænser det franske samfund fremover skal sætte for islam.
At multikulturalismen for alvor er sat på dagsordenen, understregedes af, at Europa-rådet i sidste uge også meldte sig på banen med de samme anskuelser. En multikulturalisme, der tillader udviklingen af parallelle samfund, er en trussel mod de enkelte landes sikkerhed, lød det, og derfor har rådet nedsat et udvalg, der skal se på, hvordan Europa bedst ruster sig til udfordringen.
Bag de store ord drejer sagen sig i enkelthed om, hvordan det engang gennemkristne Europa skal håndtere islam og den muslimske indvandring. At acceptere dannelsen af parallelsamfund, som især Storbritan-nien har tilskyndet som en slags ideologi, kender man fra de gamle immigrantnationer USA, Australien, New Zealand og Canada. Men her har tænkningen været kombineret med den barske holdning til alle indvandrere: "Overlev selv eller gå til grunde". Det har tvunget alle til at tilpasse sig deres nye samfund på en helt anden positiv måde end for eksempel i Danmark, hvor det sociale sikkerhedsnet forhindrer, at også indvandrere synker til bunds.
I modsætning til det skræmmebillede, som regeringens politiske modstandere tegner herhjemme, er Danmark og dansk integrationspolitik imidlertid langt foran mange af de øvrige europæiske landes. Det problem, der længe har været peget på herhjemme, kommer nu for alvor på de andres dagsorden. Uden at blåstemple den danske integrationspolitik fra a til z er det med udviklingen i Europa fair at konkludere, at den alt i alt har været fremsynet.
De senere års store indsats for at begrænse den indvandring, der skaber kulturelle problemer, og arbejde for integrationen ved at afkræve indvandrere ikke bare økonomisk integration, men også en værdibetonet borgerskabsintegration, står i stigende grad som pejlemærke for, hvad en del af de øvrige europæiske lande kommer til at gøre nu.
Det paradoksale i situationen er dog, at Europas skizofrene forhold til sine egne kristne rødder i høj grad er med til at forhindre integrationen. Det var en menneskelig fejl, hed det, da EU ved årsskiftet udsendte en skolekalender med angivelse af alle andre religiøse højtider end de kristne. Men det ligner en tanke, når julekortene fra EU-systemet i december på dansk lød "Med de bedste ønsker". Julen var censureret bort.
Det uklare billede af, hvad det er for en europæisk kultur, indvandrere skal integreres i, gør det ikke nemmere for integrationen at lykkes. Man kan håbe, at et fuldtonet opgør med multikulturalismen også vil føre til større besindelse på kristendommen og dens kulturelle betydning. Sagt forenklet er der ikke for meget islam i Europa, men derimod for lidt kristendom.
Det er på tide, at der gøres op med den udvikling.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad