Den evige søgen efter svar

Astronomiens muse, Urania, afvejer to rivaliserende verdenssystemer, mens baroktidens svulstige engle svæver over hende. På den ene af vægtskålene er Solen placeret som centrum for universet, og Jorden er afbildet som en planet. På den anden vægtskål er Jorden netop det centrum, som Solen og Månen kredser omkring. Sidstnævnte vejer tungest. Ved Uranias fødder ligger den græske videnskabsmand Ptolemaios' kasserede verdenssystem.

Illustrationen er en del af G.B. Ricciolis værk "Almagestum Novum" fra 1651. Her bliver der sat ansigt på nogle af historiens lærde, der har forsøgt at overbevise menneskeheden om netop deres opfattelse af menneskets beskaffenhed og Jordens placering i universet. Værket, der er en af utallige verdensanskuelser, er derfor også et af mange svar på spørgsmål om, hvad vil det sige at være menneske, som udstillingen "Det Største og Det Mindste" på Det Kongelige Bibliotek i København stiller fra i dag. Her sætter Det Kongelige Bibliotek fokus på menneskets fascination af og begær efter at forklare verdens ubegribelige størrelser lige fra det store univers til den mindste partikel.

"I dag kan vi undres over den måde, som man dengang troede, at verden var skruet sammen på. Men hvem ved – om hundrede år er der måske andre, der ryster på hovedet af vores forståelse af universet," siger kurator og udstillingsarkitekt Christina Back, mens hun viser rundt i udstillingslokalet.

"Udstillingen udfordrer og iscenesætter den kulturarv, vi har på Det Kongelige Bibliotek. Derfor lader vi gamle og nye værker, videnskab og kultur møde hinanden. Ved at sætte de gamle værker ind i en stadig aktuel debat om menneskets placering i universet bliver kulturarven vakt til live," siger hun.