En mindedag for forfulgte kristne kan være en god idé

I år har de sat fokus på fænomenet martyrer. Det er vanskeligt at opgøre det præcise antal af kristne martyrer. I deres statistik opererer man ikke med enkelte martyrer, men med "martyr-situationer", der er karakteriseret ved, at en mængde martyrier finder sted på et bestemt tidspunkt. Og definitionen på en martyr er "en Kristus-troende, der på grund af fjendskab for tidligt mister livet i vidnesbyrdets situation".
Opgjort således kommer Johnson og Barrett frem til, at der i ti-året 2000-2010 har været en million kristne martyrer, det vil sige i gennemsnit 100.000 om året. Det er rent faktisk et fald i forhold til tidligere tiår.
Før 1989 var det navnlig Sovjetunionen og Østblokken, der bidrog til statistikken. I halvfemserne havde vi folkemordet i Rwanda og forfølgelsen af de kristne i Sudan. I dag findes der stadig mange eksempler på martyrsituationer i Afrika (Congo DRC).
De kristnes situation i kommunistiske lande som Vietnam, Laos og Kina giver også anledning til bekymring. Men ellers er fokus flyttet til de kristnes vilkår i muslimske lande.
De spektakulære drab, hvor ordensfolk eller højt profilerede gejstlige og missionærer bliver mål for terror, som vi har set det i Algeriet, Tyrkiet, Irak og andre steder, er kun toppen af isbjerget. Alle steder, hvor shariaens bestemmelser vedrørende straf for frafald fra islam er indført, er kristne frataget den basale beskyttelse, som religionsfriheden burde give.
I kirkens første tid var "martyrernes blod kirkens såsæd". Dette kan der stadig ses eksempler på. Men der er lige så mange tilfælde af, at forfølgelse og martyrium har ført til de kristnes udslettelse. Holdningen til martyriet varierer inden for de forskellige kirkeretninger.

Både hos katolikker og ortodokse dyrkes martyrerne, og man beder til dem i forventning om beskyttelse. Alt det gjorde reformatorerne op med. Martyrerne kan ihukommes for, at vi kan efterligne deres tro og gode gerninger, som det hedder i Confession Augustana (artikel 21).
Men derudover var man skeptisk over for martyriet. Det skulle i hvert fald ikke opsøges, men man kunne komme i situationer, hvor evangeliets sandhed står på spil; og så skal man selvfølgelig stå fast, som Luther gjorde det på Rigsdagen i Worms, hvorefter han blev dømt fredløs. Men ellers skulle den kristne finde sit kors i tjenesten for næsten i hverdagen.
Hvis OSCE og katolikken Massimo Introvigne er i gang med på ny at indføre offentlige katolske martyrdage, bør forslaget ikke nyde fremme, men hvis man kan finde en form, hvor man sætter fokus på de hundredtusinder af forfulgte kristne og samtidig skærper opmærksomheden for den krænkelse af religionsfriheden, der finder sted, når mennesker nægtes retten til at skifte tro, kan det måske være en meget god idé.

Viggo Mortensen er teologiprofessor ved Aarhus Universitet