"RUTH, JEG KOMMER IKKE hjem mere."
Det er fredag eftermiddag, og jeg står midt i fredagstravlheden foran Irma. Jeg prøver at forstå. Jeg kan se min mors hjem for mit indre øje, lugte det, fornemme det, ved, at sådan har min mor det også.
Men nu må hun altså indse, at kampen mod kræften er ved at slutte. Mor og vi har længe vidst, at mor var alvorligt kræftsyg, alligevel er det nu, det bliver alvor.
Det er kun få uger siden, vi kontaktede Hospice Sjælland, og lige her på gaden foran Irma kan jeg tydeligt genkalde mig beskeden om, at der kan være op til en måneds ventetid.
Mor ligger atter på Herlev Hospital, men er nu flyttet fra den afdeling, hun har været tilknyttet under det foregående års utallige indlæggelser, "tilbage" til gynækologisk afdeling, som formelt er hendes stamafdeling. Behandlingen er indstillet, nu ventes der bare på, at det hele slutter.
Da vi træder ind ad døren på hospitalsstuen, er håbløshed det ord, som først falder mig ind, og dernæst får jeg tanken, at dette er en menneskelig "skrotplads". Mor karter rundt i sengen, som er rodet og krøllet, hun kan ikke finde ro, hun kan ikke samle sig om en samtale, og hun er ulykkelig og forpint.
Alt det, som man ved et almindeligt sengeleje i et privat hjem forbinder med omsorg og pleje er fraværende.
Her er ikke tid til sengebadning, og vask indebærer udlevering af et vaskefad og en vaskeklud og besked om, at der er travlhed. Er der behov for et glas koldt isvand, skal der ringes gentagne gange, og middagsmaden er kedelig standard.
Her er ingen, der har tid at ryste en pude eller tørre panden af med en opvredet vaskeklud. Den hårdt prøvede ældre ægtefælle, som selv trænger omsorg og pleje, sidder ret op og ned på en stiv stol. Skal deres sidste dage sammen være sådan? Håbløsheden fylder rummet og fortrænger alt andet.
Lørdag formiddag ringes der fra hospice, og et lys tændes i håbløsheden. De har en plads mandag formiddag, og de kan til mors udelte glæde fortælle, at der også er bestilt frisør, et stort ønske fra den døende. Det er værdigt at se ordentlig ud - også i de sidste dage af et menneskeliv.
Weekenden slæber sig af sted, og vi frygter alle, at mor ikke når til mandag, og at denne triste stue skal blive hendes sidste opholdssted.
Mandag kører vi mod Hospice Sjælland. En sygeplejerske ser straks, hvor udmattet den medfølgende ægtefælle er. "Du skal da medindlægges, skal du ikke?", spørges der. Mor bliver undersøgt af stedets læge, som lover snarlig bedring i forhold til velbefindende. Jeg kører hjem for at hente lidt tøj og toiletsager, og da jeg vender tilbage, sidder patienten op i sengen med sit eget tøj på.
På sengebordet står duftende varm te i et rigtigt tekrus, og en lille tallerken med bittesmå, delikate stykker smørrebrød står ved siden af. Den øvrige fremmødte familie hygger sig på stuen. Jeg tror ikke mine egne øjne. Nu oplever jeg, at palliativ pleje også er et medicinsk speciale, men hvorfor kender de ikke til det på Herlev Hospital?
I FOLDEREN, der fortæller om livet på Hospice Sjælland, står der, at der er fokus på det, der gør livet værd at leve. Denne tilgang til livets sidste tid gør hele forskellen, men det er alligevel svært at fatte, at vi inden for det offentlige system kan opleve så stor forskel.
Her er duftende nystrøget og knitrende rent sengetøj. Her er isvand, smoothies, delikatesser og fristerier. Her er en egen lille stue med plads til billeder på væggene fra det liv, som snart skal slutte, men som stadig leves, og plads til, at de nærmeste kan være og leve og ikke bare stå og se på en seng.
Den lille stue blev rammen om 10 dages levet liv. Her blev spillet kort og læst avis, spist McDonald's og tegnet farvel med farmor-/mormor-tegninger fra familiens yngste. Når familiens drenge drillede hinanden og skændtes på skrømt, lå mor i sin seng og smilede stille, for nu var livet omkring hende, som når det var bedst. Rummet var fyldt af de stemmer og lyde, som for hende var indbegrebet af liv og indhold.
For den medfølgende ægtefælle blev disse sidste 10 dage på sin egen forunderlige vis en rekreation. Han var nu døgnet rundt, hvor han skulle være, nemlig ved mors side. Han behøvede ikke at frygte, at noget stødte til, netop som han var gået. Han kunne hvile til middag og sove sin nattesøvn på sovesofaen på stuen. Der blev ro på.
Hver dag i de sidste 10 dage havde stadig sin plan. Jacuzzibad, frisørbesøg, samtaler, gudstjeneste, gode og berigende afskedsstunder med nære pårørende, breve fra nære venner og ro til at læse dem.
Personalet på hospice havde faglighed og forstand og indsigt i denne særlige livsfase og forstod på fineste vis både at medicinere, aflaste, skærme og samtidig at skabe anledninger og give rum til de sidste og vigtige samtaler mellem den døende og hendes nærmeste. Dygtig og kvalificeret palliativ pleje, men også en holdning til livet i livets sidste fase gjorde den sidste tid til en tid, vi husker på med taknemmelighed.
DET DANSKE sundhedssystem har stadigt stigende omkostninger. Stadigt nye og forbedrede behandlingsmuligheder udfordrer de økonomiske rammer. Når vi taler om behandling, er det, som om ingen vover at stille spørgsmål. Kan der gøres mere, skal der gøres mere, synes tankegangen at være.
Men er øget levetid alene et kvalitetskriterium? vover jeg at spørge. I min mors tilfælde ville udgifterne til det sidste, opslidende kemoforløb, som ingen reelt havde tro på effekten af, måske have været anvendt bedre til "omsorgskroner". De mange øgede udgifter stiller krav om besparelser andre steder, og den basale omsorg, menneskelighed og værdighed er under massivt pres.
Hospice er en oase i dette landskab, og det er min klare overbevisning, at den indsats, som ydes her, ikke alene kommer de døende til gavn, men også bibringer de døendes pårørende en afsked, som gør det muligt at leve livet videre uden den afdøde.
Men er dette alene en ydelse, som et hospice kan levere, eller kan vi lære af hospice og ligeledes tilbyde værdig og kvalificeret palliativ pleje på hospitalerne ?
Det kræver, at patienten ikke betragtes som opgivet og sat til side, når behandlingen med henblik på livsforlængelse er ophørt. Det kræver, at den døende, som på hospice, overgår til en fagligt kvalificeret pleje, der handler om at sikre så værdig og fredfyldt en livsafslutning som muligt ud fra den tankegang, at vi lever, indtil vi dør.
Og det kræver fagligt kvalificeret personale, som er uddannet til og kan og vil følges med mennesker på livets sidste vandring, både hvad angår medicinsk behandling og kvalificeret plejeomsorg
At forlange at de hårdt pressede sygeplejersker på den ene stue skal leve med i at lytte efter hjertelyd hos en forventningsfuld kommende mor og samtidig på den anden stue lindre og støtte en døende kvinde er uværdigt og fagligt ukvalificeret.
Mor kom ikke mere hjem på den vante adresse, men hun fik et hjem og et liv sine sidste 10 dage. Tak for det.
Ruth Juul,
Drosselvej 6, Taastrup