Der er lang vej til et kunstværk

Som regel kan man være heldig at fange ham på en af sine mange ture til Danmark, men det lykkes ikke i denne omgang, så inter-viewet foregår pr. telefon. Ikke en ønskesituation, men det generer ikke Peter Brandes. Så længe emnet er ham relevant, taler han hen over afstande, telefonledninger og mangel på øjenkontakt.

Hvad betyder det for dig, når en idé ligger i kim?

"Jeg betragter det som noget yderst kostbart. Det er noget, der skal værnes om, som hvis det var et barn, der lå i kuvøse. Når en idé opstår, går jeg i en slags inkubationsperiode, hvor jeg giver mig selv lov til at koncentrere mig om de første tanker, jeg har, og hvor intet ydre må ødelægge det."

"En tysk filosof har engang sagt, at kunstværket helst skal være lynnedslaget og ikke tordenskraldet. Dermed mener han, at fra det øjeblik, hvor du er svanger med en idé, til den bliver udført, må der ikke gå for lang tid. Så er kun tordenskraldet tilbage. Derfor er det vigtigt at være så koncentreret som muligt, så konceptets styrke ikke forsvinder og ender med at blive en dødsmaske."

Det betyder, at Peter Brandes ikke tager telefonen, når den ringer, han rejser ikke, siger nej tak til middagsinvitationer og sørger i det hele taget for, at han ikke udsætter sig selv for alt for mange indtryk udefra.

"Jeg er på en eller anden måde en slags blæksprutte. Jeg elsker at suge indtryk til mig hele tiden. Litterært, billedmæssigt, politisk og filosofisk. Og derfor skal jeg passe på, at mit hoved ikke bliver en malstrøm, hvor det ender med at blive alting og ingenting."

For Peter Brandes er hans mange forstudier nærmest lige så vigtige som det endelige værk. En tanke, han mener er karakteristisk for vores tid. Han illustrerer med et eksempel fra dengang, hvor det tog en hel dag at tage et enkelt fotografi. Fotografen skulle selv lave pladen, stille kameraet på et stativ og lave andre forberedelser, inden der kunne tages et billede. I dag kan vi fotografere digitalt, som vi vil, og kan i princippet tage 8000 billeder på en dag, hvis det skulle være.

"På tv-billederne fra demonstrationerne i Egypten har vi set, hvordan mange af demonstranterne tog billeder på deres mobiltelefoner. Der er vel sagtens taget over en million billeder i den sidste uge af oprøret i Kairo."

"Verden i dag kan ikke samles i ét billede. Vi må betragte den som en lang, fragmenteret række af billeder. Sådan er det også inden for kunstens verden. Meget moderne kunst i de seneste 40-50 år har været svært forståelig for nogle. For billederne kan ikke ses som et enkelt billede fra kunstnerens side, men som en lang række billeder på vej til noget. Det er sådan set det, jeg prøver at vise med udstillingen."

Da Picasso begyndte at lave skulpturer, var der i offentligheden en vis undren over, at han nu også kastede sig over den udtryksform.

Men for Picasso selv var skulpturerne først og fremmest en plastisk model til de billeder, han sidenhen ville male. En slags skelet til noget, der var på vej. Han satte lys på dem, drejede dem og så dem fra alle vinkler for sidenhen at føre det over på et lærred.

På samme måde opfatter Peter Brandes sin grafik som et laboratorium og en genetisk bank fyldt med prototyper og genetiske grundmodeller, som han arbejder videre med og bruger i sin kunst. Det er herfra, han skaber billeder ved at prøve sig frem, trykker flere motiver oven i hinanden og gør alt, hvad han kan, for at slippe kontrollen over processen og lade tilfældigheden gøre sit arbejde. For hvis han tegner på et stykke papir, er hjernen kognitivt observerende og med til at styre, hvordan han fortsætter sin linje.

"Det er nok den udstilling, hvor jeg blotter mig mest. Og blotlægger mig selv og mine veje til kunstværket."

"Jeg har ellers ry for at være en munter og rar person, men når man kigger på udstillingen, så er lidelsen et fremherskende moment. Kristi lidelse på korset, lidelsen i Getsemane Have, lidelsen for de mennesker, der blev dræbt og brændt i koncentrationslejrene. Det er der jo umiddelbart ikke noget muntert over. Det er faktisk en dybt tragisk udstilling."

"Men den er tragisk på den måde, at den fører frem til en lutring og til renselse. Man kommer forhåbentlig lutret ud af det. Det er ikke en snagen i lidelsen og folks ulykker. Men jeg vil hellere have, at vi gøres opmærksomme på lidelsen, så vi ud af den kan lutres, end jeg vil lutres af noget, som er en pludren og sludren. Det er i og for sig også kristendommens budskab. Lidelsen er ikke forgæves, i det øjeblik du ser, at en anden person er sat til at overtage den lidelse for dig og giver så stor en kærlighed til et andet menneske, at han dør for din skyld. Så giver lidelsen pludselig en eller anden form for mening."

Hvor stor en rolle spiller kristendommen i din kunst?

"Den spiller helt sikkert en stor rolle. Det er den kommet til."

"Jeg er opdraget i den kristne tro af blandt andet min far, som var af jødisk oprindelse, men som lod sig døbe, da han var 36 år. Han kom til kristendommen med en meget stærk vilje, og det satte selvfølgelig også spor hos mig. Men som alle unge gør man oprør, så fra jeg blev konfirmeret, gik der mange år, før jeg begyndte at komme i kirken igen ud over ved de sædvanlige højtider."

"Det var vel først, da jeg begyndte at beskæftige mig med kunst. For 90 procent af den kunst, der er lavet gennem de sidste 2000 år, er kristen kunst. Det er først inden for de seneste 150 år, at kristendommen ikke spiller så stor en rolle i kunsten. Og i takt med at jeg via kunsten blev optaget af kristendommen igen, engagerede jeg mig også i den. Ikke kun fra et ikonografisk synspunkt, men også ud fra et filosofisk synspunkt og siden et religiøst og etisk synspunkt."

"Man kan også sige det sådan, at et hvilket som helst kunstværk fremstår stærkest ved at åbne underfulde muligheder til mangfoldige fortolkninger. Ikke mindst hvis udgangspunktet er Kristus og hans gerninger. Dermed mener jeg, at i det øjeblik kunsten bliver mere og mere dybsindig og indholdsrig, nærmer den sig også noget, der har et kristent budskab. Og det optager mig meget."

duus@k.dk

Udstillingen "Transformation" kan ses på Kastrupgaardsamlingen i København frem til den 3. april 2011, hvorefter den rykker til Ribe Kunstmuseum. Der er til udstillingen udgivet to kataloger.