Redaktør vil boykotte Ib Michael

Jyllands-Postens litteraturredaktør foreslår, at danske anmeldere boykotter Ib Michael. Formand for kritikerlav maner til besindighed

Ib Michael
Ib Michael. Foto: Leif Tuxen.

De seneste uger har litteraturdebatten herhjemme taget en aggressiv drejning – foreløbig holdt på det verbale niveau:

"Jeg lover dig tørre tæsk, når jeg kommer hjem, og jeg mener det i så konkret forstand, at du burde politianmelde mig," skrev Ib Michael, rettet mod Weekend-avisens anmelder Lars Bukdahl, på sin blog på Gyldendals hjemmeside.

Bukdahl vil dog ikke politianmelde Ib Michael, men det burde han, skriver Jyllands-Postens litteraturredaktør, Jakob Levinsen, på sin blog:

"Trusler om vold er ikke noget, man flirter med, det hører overhovedet ikke hjemme i en demokratisk samtale og er med god grund strafbart."

"I nær fremtid har vi generalforsamling i, som det hedder, Litteraturkritikernes Lav. Her vil jeg tale for, dels at foreningen for at statuere et eksempel politianmelder Ib Michael, når nu Bukdahl ikke selv vil, dels at den henstiller til medlemmerne fremover at boykotte hans eventuelle kommende udgivelser."

Sagen opstod, efter at Ib Michael forinden på samme blog betegnede danske anmeldere som "kedelige, underfrankerede, lamme i roen, inkompetente, skamløst optaget af at promovere sig selv og deres eget litteratursyn". Og siden er udtalelserne i den grad blevet taget op af medierne. Men anmelder ved Berlingske og oldermand i Litteraturkritikernes Lav, Mai Misfeldt, maner dog til besindighed.

"Jeg mener ikke, at der er nogen mening i at boykotte Ib Michaels forfatterskab. Manden og hans udtalelser er en ting, bøgerne en anden. Og når de bliver lagt frem til salg, lægges de også frem til anmeldelse, hvis redaktionen vælger det," siger Mai Misfeldt.

Hun bakkes op af Kristeligt Dagblads anmelder, Nils Gunder Hansen, der også er medlem af Litteraturkritikernes Lav.

"Jeg synes, at sagen er et stort cirkusnummer, der ikke skal tages så alvorligt. For Ib Michael har kun forsøgt at blamere sig. Han laver et generelt angreb på anmeldere og frakender dem under ét al indsigt, og det er svært at tage alvorligt. Og det bliver ikke bedre af, at han udlover Bukdahl tæsk. Det, synes medierne, er festligt, men for litteraturen er det ulykkeligt. Og jeg synes ikke, at kritikerstanden skal bidrage mere til den sag ved at boykotte Ib Michael. For sagen er bedst tjent med at dø i stilhed," siger han.

krasnik@k.dk