26. februar 2011
Læs blandt andet om nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om daglig fysisk aktivitet og om en ny undersøgelse af rødhårede
En ekstra arm
Hvem har ikke en gang imellem brug for en ekstra arm, når tingene brænder på? Nu viser svensk forskning, at vores hjerner faktisk godt kan håndtere en ekstra arm. Ved forsøget fik man ved hjælp af illusion raske mennesker til at føle, at de havde en tredje arm. Og nogle gange gik der kun 10 sekunder, før personen tog armen til sig som sin egen. Forsøget viser, at hjernen under visse omstændigheder kan acceptere en krop med mere end to arme, og forskerne håber at kunne hjælpe mennesker, der har haft et slagtilfælde og er lammet i den ene side, skriver forskning.no.
Kvinder rammes ved mands sygdomNår en mand får uhelbredelig prostatakræft, har det store konsekvenser for hele familien. Det skriver Ny Viden, som er Syddansk Universitets blad. På universitetet har man undersøget, hvordan det påvirker eksempelvis hustruen, at manden ikke vil tale om sygdommen. Hustruen træder ind i en omsorgsrolle og følger også manden, som han trækker sig fra omgangskredsen og det sociale liv. Derved bliver hun også ensom. Derudover reagerer døtre med sorg, og sønnerne reagerer med en typisk maskulin attitude, hvor de vil beskytte deres familie.
Vi sidder for meget
Unge og veluddannede mennesker midt i livet er så fysisk passive i dagligdagen, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger om en halv times motion om dagen ikke slår til. Den anbefaling forudsætter nemlig, at man i den øvrige dagligdag er moderat aktiv og eksempelvis støvsuger, går på posthuset og går ned og handler. Det skriver Nyt om Forebyggelse. Men virkeligheden for en stor gruppe borgere er, at de har bagdelen solidt plantet i kontorstolen eller sofaen i 10 timer om dagen. Det stillesiddende dagligliv er i den grad sundhedsskadeligt og kan ikke opvejes af en cykel- eller løbetur et par gange om ugen.
Rødhårede føler mindre smerteNy dansk forskning viser, at rødhårede er mindre følsomme over for smerter i huden. Fundet er med til at tegne et billede af, at rødhårede grundlæggende reagerer anderledes på smerte end folk med andre hårfarver. Dermed tegner videnskaben efterhånden et billede af, at rødhårede er anderledes sat sammen end de fleste andre mennesker. For eksempel er rødhårede også mere følsomme over for kulde, mindre modtagelige over for bedøvelse og er mere bange for tandlæger. Det skriver videnskab.dk
dahl-hansen@k.dk