Flere og flere forsøget nu at blive forældre via et arrangeret forældreskab.
- Colourbox.com
Eva Emborg Bejder |
26. februar 2011
Efter flere forliste parforhold forsøger pædagog Kjell Steendahl nu at blive far via et arrangeret forældreskab
På nettet kalder han sig Drew. Under det pseudonym søger den 35-årige mand efter en mor til sit barn. For som han skriver på sin profil, føler han sig mere klar end nogensinde til at få børn og håber, der er en derude, som er samme sted i livet som ham. Drew leder ikke efter en kæreste – i alt fald ikke på nettet. Han leder efter en at få et barn med.
Drew hedder i virkeligheden Kjell Steendahl og er børnehaveleder i Korsør.
Gennem årene har han været i flere faste forhold, men selvom han længe har ønsket sig et barn, har de tidligere kærester ikke gjort ham til far. Så i efteråret traf han en beslutning: Han ville prøve at finde en kvinde, der vil være hans barns mor uden at være hans kæreste.
"Det har stor betydning for mig at sætte et barn i verden. Jeg vil gerne have et barn i mit liv, men efter mine forhold var jeg ved at affinde mig med, at der ikke kommer børn," fortæller Kjell Steendahl.
"Så da en lesbisk veninde fortalte mig om denne mulighed, tænkte jeg, hvorfor ikke?".
Kjell Steendahl oprettede profilen Drew på hjemmesiden regnbuebarn.dk. Han er en af de få heteroseksuelle mænd blandt profilerne.
"Man kan sige, at det begynder med den lykkelige skilsmisse. Man deler ansvaret og alt det praktiske om barnet. Uden alle følelserne og konflikterne," siger Kjell Steendahl.
Den 35-årige pædagog oplever, at interessen for ham er overvældende. De par gange, han har aktiveret sin profil, er henvendelserne væltet ind i hans mailboks. 10-12 kvinder hver gang.
En del af dem har han derefter aftalt at mødes med på en café. På de såkaldte daddy-dates fortæller Kjell Steendahl om sit ønske om at få et barn. Og han forsøger at vurdere, om kvinden over for ham vil egne sig som mor til hans barn. Vil hun give ham den tid og plads i barnets liv, som han ønsker? Vil han kunne blive enig med hende om alt det praktiske?
"De fleste er i slutningen af 30'erne. Og de er desperate. De ved godt, at deres fertilitet falder for hvert år, der går," fortæller Kjell Steendahl.
Kvinderne møder op med forskellige krav og forestillinger om, hvordan mandens rolle skal være.
En kvinde havde en "18-årsplan" med i tasken. I barnets første år fik barnets far et værelse i hendes hus, hvor han kunne være sammen med sin søn eller datter. Når barnet var 1-3 år, måtte han have det på besøg en lørdag hver anden weekend. Og sådan var alt hans samvær udmålt allerede inden undfangelsen.
"Det var helt umulige krav. For hende var jeg kun et instrument. Til gengæld kunne jeg få lidt samvær med mit eget barn," siger Kjell Steendahl.
Andre kvinder vil gå meget langt, hvis Kjell Steendahl vil være far til deres barn. De er parate til at flytte, hvorhen han vil have det. Og samværet med barnet kan aftales præcis efter hans ønsker.
"Der var et par stykker, der faldbød sig meget kraftigt," siger Kjell Steendahl.
Selv kan han godt forstå de knap 40-årige kvinder, der ønsker at få et barn og synes, det er sidste udkald. Men andre daddy-dates har ført ham sammen med kvinder i 20'erne.
"De unge kvinder undrer mig. Den ene var smuk og læste jura. Jeg spurgte, hvorfor vil du det her? Du har masser af år foran dig. Gå ud og find dig en kæreste," fortæller Kjell Steendahl.
Kun en gang har Kjell Steendahl været tæt på at indgå en aftale med en kvinde fra regnbuebarn.dk. De mødtes flere gange. Kemien var god, og de begyndte at tale mere alvorligt om at få et barn sammen. Men den mulighed faldt på gulvet, da kvinden blev forelsket og ville noget mere. Det kunne Kjell Steendahl ikke gå ind på.
Efter fem måneder på regnbuebarn.dk har Kjell Steendahl ikke fundet moderen til sit barn. Nu overvejer han, om fremgangsmåden alligevel er for kunstig. Og der er også et andet problem. Hvad nu, hvis moderen får en kæreste eller vælger at flytte til Jylland?
"Der vil nok ikke være den samme tillid, som når barnet er født i et almindeligt forhold," siger Kjell Steendahl.
For øjeblikket takker Drew nej til nye daddy-dates.
familieliv@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad