Lindring af døende er et lige så vigtigt speciale som alle andre hospitalsspecialer og bør ikke glemmes på et travlt akuthospital. Sådan lyder det fra sundhedsminister Bertel Haarder (V) i et interview, der afslutter Kristeligt Dagblads serie om døden på hospitalet
I den forgangne uge har Kristeligt Dagblad sat fokus på døendes forhold på hospitalerne. Og sundhedsminister Bertel Haarder (V) har fulgt artikelserien med interesse. Det er vigtigt for ham at understrege, at han mener, at der bliver gjort et utrolig godt stykke arbejde på mange hospitalsafdelinger og hospicer.
"Man skal respektere, at palliation – altså behandling og lindring af døende – er et speciale, som er lige så vigtigt som alle andre specialer. Derfor skal der være en vis viden om, hvad man skal gøre for døende, og hvad man må og ikke må. Det er ikke altid nok med store hjerter og varme hænder. Selvom det også er helt afgørende."
Men hvordan kan man gøre forholdene bedre?
"Man skal sørge for, at der er nogen på hospitalerne, der har forstand på, hvordan man håndterer de sidste timer og uger af livet. På den ene side så man undgår, at patienten bliver drevet fra den ene behandling til den anden, som er udsigtsløs. På den anden side så patienterne holdes smertefri og så vidt muligt får en værdig afslutning på livet sammen med deres pårørende. I Kræftplan III satte vi et mindre beløb af, nemlig otte millioner kroner, til flere palliative team, og til at vi kan oprette 42 ekstra hospicepladser i Danmark. Jeg havde selv en nær slægtning, der for nylig døde på hospice. Døden er ikke en positiv oplevelse, men det var hospice for hende."
Men under 5 procent af danskerne ender livet på et hospice, mens 55 procent af os dør på hospitalet.
"Det er helt rigtigt, at ikke alle kan ende deres dage på hospice. Derfor skal der være nogen i praksis og hospitalsektoren, der ved, hvad man gør og bør."
Mange døende giver udtryk for, at de gerne vil dø derhjemme, men reelt dør over halvdelen af os på hospitalet. Skal vi ændre på den fordeling?
"Jeg synes, man skal forsøge at imødekomme dødeligt syges ønsker om at komme hjem den sidste tid, men de skal også holdes smertefri og passes og plejes. Og det er lettere i nogen tilfælde end i andre. Men vi har alle eksempler på mennesker, som er døde hjemme på den smukkest tænkelige måde omgivet af familie og afsluttet med højtidelighed, hvor alle går hver til sit med et godt sidste minde. Jeg tror, det er meget vigtigt for de døende, at de sidste minder, de pårørende har om dem, er noget, man har lyst til at tænke på."
Fra mange sider lyder det, at de døende bliver glemt i den meget akutte, aktive hverdag på et hospital. Hvad kan man gøre ved det?
"Hvis man ligger på en afdeling, hvor patienter kommer susende ind og ud, kan det opleves som en banegård, hvor den, der skal ligge der længere, ikke får den konstante ro og omsorg, som vedkommende har brug for. Det kan jeg levende forestille mig. Men jeg har også hørt nogen tale imod, at man skal have særlige afdelinger for døende på hospitalerne."
Langt de fleste, som dør på hospice, er kræftpatienter. Mener du, man bør lukke op for andre patienttyper?
"Jeg synes, man skal forsøge at give muligheden til alle dem, der ønsker det, og hvor det er praktisk muligt. Men hvis man ligger med slanger, poser og maskiner, kan det jo være svært at flytte det apparat væk fra hospitalet."
I artikelserien er det også kommet frem, at døende ikke altid bliver plejet godt nok på hospitalerne. Det kritiserer Bertel Haarder i skarpe vendinger:
"Som det blev sagt i en af artiklerne, skal den døende være 'kysseklar'. Det er et rigtig godt udtryk. Man skal have lyst til at give den døende et knus. Det må være prøvestenen."
vaaben@k.dk