Kunsten at pibe en krave

Først skal pibekraven bogføres og forsynes med et nummer. For den krave, der kommer med posten, skal tilbage til den rigtige præst igen. Og det kommer den. Engang var der en præst, der troede, hun havde fået en forkert krave tilbage, men den slags sker ikke hos Inger Holmgaard Larsen. Efter at have kigget nærmere efter måtte præsten da også indrømme, at det ganske rigtigt var hendes krave.

Man kan nu ikke fortænke præsten i hendes fejltagelse, for det kan være svært at se forskel på før og efter. Kraverne kan være temmelig slatne, før de ender hos Inger Holmgaard Larsen.

"Nogle præster sender fire kraver i én kasse," fortæller hun og tilføjer:

"Og det er jo ikke særlig smart."

For når først kraverne er blevet stivet af, er der ikke længere plads i kassen – eller i prøvekuverten, som det også hænder, hun modtager kraverne i. Dog ikke, når der kommer otte ad gangen, hvilket også sker.

Når kraven har fået sit nummer, bliver den sat i blød til næste dag og kogt, skyllet og vendt i risstivelse. Så hænger den til tørre til næste dag igen, bliver stænket varsomt med vand og pakket ind i en plasticpose, helst til dagen efter, hvorefter den egentlige pibning foregår. Hver række af piber skal have to omgange, sommetider flere – og så skal kraven tørre til næste dag, så den er klar til at blive pakket i silkepapir og sendt retur til præsten.

Det er ikke lige noget, man lærer på en formiddag. Inger Holmgaard Larsen har en enkelt gang lært håndværket fra sig. Det var klassisk mesterlære, hvor hendes elev blev sat grundigt ind i faget over et halvt år og stadig ringer og får gode råd, hvis der er en krave, der driller. Inger Holmgaard Larsen har selv lært det på omtrent samme vis af en venindes mor, der skulle holde op efter 30 år i faget. Det tog også sin tid, men hun var godt hjulpet af sin tid som ung pige i huset, hvor hun skulle sige De til herren og fruen og bære sort kjole og hvidt forklæde – som også skulle stives.

Men det er ikke hvem som helst, hun giver sin viden videre til. Hendes yngste datter, der gerne vil lære, hvordan man gør, har for eksempel fået et foreløbigt nej. For hun har små børn, og små børn går ikke sammen med det glohede pibejern. Jernet kan brænde huden af de små poders fingre, hvis de sætter dem uforsigtigt – så datteren må vente.

Tidligere skulle de unge piger angiveligt lære at pibe kraver på husholdningsskolerne, for man kunne jo gå hen og blive gift med en præst, og så var det præstekonens job at sørge for, at krave og poignetter – de hvide manchetter på præstekjolen, som Inger Holmgaard Larsen i øvrigt også tager sig af – var præsentable. Sådan er det i hvert fald i tv-serien "Matador", hvor familien Varnæs får besøg af frk. Østengram fra datteren Regitzes husholdningsskole, der fortæller, at de netop har haft en konkurrence om, hvem der hurtigst kunne pibe en krave.

Personligt har Inger Holmgaard Larsen nu kun kendt en enkelt præstekone, der selv kunne ordne sin mands kraver. Hun var gift med pastor Sørensen i Thy, der i sin tid viede Inger Holmgaard Larsen. Dengang skulle pibejernet varmes i jernkomfuret, efter at det først var blevet lagt ned i et firkantet hylster, så det ikke blev beskidt.

Pibejernet må stadig ikke blive beskidt, og det må heller ikke blive for varmt, for så bliver kraven sveden. Det er noget af det sværeste i processen, for man kan ikke købe et pibejern med termostat. Faktisk kan man slet ikke købe et pibejern længere. Alt værktøjet til pibekravningen hos Inger Holmgaard Larsen er derfor hjemmelavet.

Selve pibejernet har hendes kæreste konstrueret af en loddekolbe, mens det drejebord, pibningen foregår ved, er lavet af en svigersøn. Underlaget er en stofserviet fra en genbrugsbutik, og forhøjningen i midten, der skal illudere præstens hals, er beklædt med en støttestrømpe til dårlige ben.

Når Inger Holmgaard Larsen arbejder med præstekraverne, bruger hun tiden til at tænke over tingene. Det kan være ferieminder fra Rom, eller det kan være børnebørn, der har været til eksamen. Men oftest er det mere alvorlige emner, der trænger sig på, når hun står ved blegryden eller sidder med pibejernet og koncentrerer sig om arbejdet.

Der opstår en særlig ro, og "tankerne render tit ad kirkelige stier", som hun udtrykker det. For den krave, hun har i hånden, vil jo blive båret af præsten, både når der er dåb, og når der er begravelse. Inger Holmgaard Larsen har prøvet begge dele, så det sætter tankerne i gang. Børnebørnenes dåb tænker hun på. Livet med sin mand, der døde for otte år siden. Og tankerne vandrer videre, mens hænderne gør det, de har gjort i 18 år. Er der mere, når vi dør?

"Man fordyber sig i det, man har med at gøre," siger hun. "Så er man her og kun her. Man slipper dagligdagen fuldstændig. Hvis telefonen ringer, ringer jeg tilbage senere. Jeg vil ikke sidde og snakke."

Sådan et frirum er godt at have, ja, faktisk ikke til at leve uden.

"Jeg har prøvet at slippe det, men jeg kan ikke undvære det," siger Inger Holmgaard Larsen. "Jeg kan ikke svare dig på hvorfor, men man bliver afhængig af det."

"Jo," siger hun så. "Det er nok, fordi jeg stadig har glæden ved at sidde med kraven."

Det er også en glæde for hende at se sine kraver i funktion. Og selvom den lokale præst lidt frygtsomt spørger hende: "Uh, Inger, hvordan ser min krave ud?", når hun er i kirke, er hun ikke fordømmende, hvis den er blevet lidt snusket.

Egentlig mener hun, at det er "fuldstændig uvæsentligt" for præsterne, hvordan deres kraver tager sig ud – og det mener hun positivt, understreger hun. Det, der betyder noget for præsterne, er nemlig vores sjæl, og så kan man ikke have overskud til også at tænke på det ydre.

Men for Inger Holmgaard Larsen betyder det noget. Hun er stolt af sine smukke, hvide kraver, og når det er en af de mere end 100 præster, der får deres kraver pibet hos hende, der står for gudstjenesten i tv, kan hun ikke lade være med at se efter, hvordan kraven har det. Også når hun er til gudstjeneste rundt om i landet, kan hun godt lide at "kigge mine præster ud", som hun siger.

Måske kommer hun også på besøg hos min kone en dag. For jeg lærer næppe selv kravepibningens ædle håndværk lige foreløbig.

kirke@k.dk