Ogier Ghislain de Busbecq er forfatter til en række store og fyldige, bredt berettende breve fra fjendens lejr. Han blev efter Augsburgfreden i 1555, da der var opnået en vis politisk ro på den centraleuropæiske scene, sendt som diplomat til kejserrigets fjende i Øst, Süleimans Osmanniske Rige, hvis hovedstad nu i godt 100 år havde været Konstantinopel. Altså en rejse tilbage til det tabte land, det forbudte land, fjendeland, hvor der nu boede tyrkere, som ansås for at være meget anderledes end de kristne europæere. Busbecq leder altså som diplomat en ambassade, et rejsende diplomati, der på stedet skal føre fredsforhandlinger.
Osmannerne havde været en trussel mod Vesten siden 1520'erne, da de belejrede Wien, løb Ungarn over ende, dræbte den ungarske konge og siden holdt en stor del af landet besat. Det var kejser Karl V's broder ærkehertug Ferdinand, der måtte tage slæbet med de evindelige tyrkerkrige, medens kejseren selv var beskæftiget med at holde tyrken ude af Syditalien. Samtidig skulle han bekæmpe de protestantiske oprør i De spanske Nederlande og holde den franske konge stangen.
Busbecqs breve er skrevet på latin; de er tidligere udgivet på moderne sprog, helt eller delvist. Nu er de i deres helhed ganske godt oversat af Claus Asbjørn Andersen. Vi får altså det hele med. Også de observationer, som andre udgivere fandt ligegyldige. Brevene er skrevet af en mand, der kan observere. Alt simpelthen. Han ser, hører, tænker og formulerer. Han ser forskelle og ligheder overalt. Han ser, hvor tyrken ligner os, og hvor han er forskellig. Masser af observationer om renlighed, mad, dyr og planter, militærteknologi og politik. Om tyrkernes glæde ved at drikke sig plørefulde. Om deres nøjsomhed. Om deres forhold til dyr. Næsten hver sætning er båret af en visdom, en viden, en indsigt, en grundholdning til livet og tilværelsen. Derfor kan man ikke storme gennem brevene.
Busbecq fik da også tid nok til at se, skrive og tænke. Ambassaden blev nemlig ramt af udgangsforbud. Så sad man der i husarrest og måtte sørge for på forskellige måder at få krypterede meddelelser ind eller ud. Måske i en sæk med en gris – som tyrkerne ikke ville røre. Om brevene nu vitterlig er skrevet, medens han sad der i Istanbul med sine folk, er nu sin sag. Udgiverne gør opmærksom på, at der er noget, som han først kan have set eller hørt om siden hen. At brevene sikkert er en litterær bearbejdelse af det, Busbecq har noteret i sit ufrivillige fangenskab.
Med i sin ambassade havde Busbecq den flensburgske kunstner Melchior Lorck, hvis træsnit pryder bogen. Der er ikke tale om illustration. Trykkene står skarpt på siderne – som emblemer på det strenge og hårde i det tyrkiske, i dets militær i denne storhedstid. Men Busbecq er langt mere lyrisk i sine breve – og fuld af humor. For tyrkerne er vitterligt også helt til grin i meget af det, de gør. Og derfor er de ikke uovervindelige. Mindre end 10 år senere led osmannerne et sviende nederlag i søslaget ved Lepanto.
Den politiske kultur beskrives i hele sin gru: at den, der bliver sultan, ganske simpelt må slå sin familie ihjel for at undgå, at sønner og brødre skal tage magten. En strikke om halsen på dem. Sådan. Uden omsvøb fortælles om disse helt legale mord i familien – og om dem, der enten slap med livet i behold eller i det mindste forsøgte det.
Busbecq er en dannet skribent, der har sin dannelse i kraft af klassikerne. Når han ser noget, der er ukendt eller kendt, noget, der er interessant, måler han det på de klassiske forfattere. Plinius er og bliver med sin naturhistorie målestokken for naturens orden og indhold. Når talen falder på dyr, er det Ælian, der trækkes frem – og så fremdeles. Jo, man må kunne sine klassikere for at kunne gribe verden i dens kompleksitet. Men det er selvfølgelig også ofte det rene vrøvl, der kommer ud af det. Busbecq er således en type, en latiner, en dannet vesteuropæer, en renæssancemand, der mellem 1555 og 1563 må overleve på den ballast i det fremmede. Og han gør det godt.
Bogen er i sit udstyr en tribut til Plantins trykkeri i Antwerpen, blandt de bedste i renæssancen. I sats og format. Det giver høje sider med megen skrift på siderne. Noget anstrengende for en moderne læser. Man bliver længe på blot én side. Men man er i alle tiders selskab. Det er ganske enkelt en gave at få et værk, der har eksisteret i århundreder, lukket op, som var det ung og ny litteratur.
Ogier Ghislain de Busbecq: Tyrkiske Breve. Fire Beretninger fra Süleiman den Prægtiges hof. Med træsnit af Mechior Lorck. Oversat af Claus Bjørn Andersen, indledt af Claus-Peter Haase og Michael Bøgh Rasmussen. 280 sider. 349 kroner. Forlaget Vandkunsten.
