Vi er alle viktorianere

Der er dem, som finder det vanskeligt at tale om seksualitet, og alligevel er det et af de emner, der tales allermest om. Da den franske idéhistoriker Michel Foucault i 1976 skrev sit nyklassiske værk "Seksualitetens historie", gjorde han opmærksom på, at der i de seneste århundreder er sket en sand eksplosion i mængden af tale om sex. Filosoffen Peter Thielst giver nu sit bidrag til talestrømmen i en ny bog "Sexualitetens idéhistorie – en grundbog".

Umiddelbart kan Thielsts anliggende ligne Foucaults, men bøgerne er faktisk meget forskellige – såvel i perspektiv som i kvalitet. Thielst søger, som han har gjort det i andre bøger, at fortælle en meget bredt anlagt og altomfattende idéhistorie. Der er en vis umiddelbar appel i denne type idéhistorier. Tilbuddet om at få det definitive overblik over seksualitetens idéhistorie i løbet af nogle få timers læsning synes da virkelig også at være et fristende tilbud. Men det gælder i denne sammenhæng som i lignende, at der er god grund til at være skeptisk over for tilbud, der næsten er for gode til at være sande.

Det er bogens største – og helt grundlæggende – svaghed, at den mangler enhver form for skarphed. Alt, hvad der kan blandes sammen, bliver her også blandet sammen i de mest tvivlsomme legeringer. Synsvinklen er skiftende og uklar; det sludrende sprog er uklart; opbygningen er uklar.

Meget af dette kunne med lidt god vilje tilgives under henvisning til, at bogen genremæssigt ikke giver sig ud for at være andet end formidling. I en bog, der giver sig ud for at være historieskrivning, er det til gengæld principielt utåleligt, at Thielst ustandselig blander sine egne nutidige vurderinger ind i beskrivelsen af fjerne tiders holdning til det seksuelle. At bruge vurderende adjektiver som "aparte" og "bizarre" om synspunkter fra 1400-tallet siger intet om disse synspunkter, men til gengæld alt om Peter Thielst.