Afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er under pres

Debatten handlede om, hvorvidt indsatte i britiske fængsler skal have stemmeret. Det er 120 år siden parlamentet fratog fangerne retten til at deltage i demokratiet. Tilbage i 1995 afsagde Menneskerettighedsdomstolen en dom, som fastslog, at det er et brud på de indsattes rettigheder. Da der fortsat ikke var sket noget efter fem år, satte domstolen tommelskruerne på og gav i november briterne en frist på ni måneder til at ændre loven og leve op til afgørelsen.

Men den vejledende afstemning gjorde det klart, at personer, der er fængslet for lovbrud, ikke skal have retten til at vælge den lovgivende forsamling. 234 stemte for at fastholde de nuværende regler, mens beskedne 22 kunne se fornuften i at give indsatte stemmeret.

Afstemningen var kun vejledende, men sender et klart signal til premierministeren.

Juraprofessor og ekspert i menneskerettigheder Conor Gearty fra London School of Economics vurderer, at det britiske ry har lidt skade som følge af debatten.

"Det er forstemmende, men der er endnu ikke sket noget konkret," siger han.

Anderledes ser det ud, hvis regeringen ender med at afvise at følge afgørelsen fra Strasbourg.

"Regeringen kan nægte at implementere afgørelsen, men det vil udløse en krise i Europarådet," fastslår Conor Gearty over for Kristeligt Dagblad.

Han ser debatten og afstemningen i parlamentet som en del af en tendens i Storbritannien til modstand mod afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen.

"Som resultat af en nylig afgørelse fra den britiske højesteret er der en stigende accept af, at afgørelser fra Strasbourg ikke automatisk skal følges. Men vi skal passe på, at vi ikke overdriver situationen. Normen er fortsat, at domstolene følger afgørelser fra Strasbourg, selvom de ikke bryder sig om dem," understreger juraprofessoren.

Sagen om fængselsfangers stemmeret er oprindeligt startet af den nu 60-årige John Hirst, som sad fængslet i 25 år, efter at han myrdede kvinden, han boede til leje hos, med en økse. I fængslet læste han jura på det åbne universitet og hjalp sine medfanger.

Professor Conor Gearty forudser en række retssager, hvor andre kan anlægge samme sag som John Hirst og gå efter erstatning enten i Strasbourg eller ved de britiske domstole og dermed teste, hvor langt briterne vil gå i deres modstand mod afgørelsen fra Menneskerettighedsdomstolen.

I lighed med Conor Gearty betragter den tidligere leder af De Liberale Demokrater resultatet af afstemningen som pinlig.

"Min frygt er, at parlamentsmedlemmernes plan er at afvise afgørelsen fra en retsinstans, som vi har underkastet os, og dermed bryde vore traktatmæssige forpligtelser," siger Menzies Campbell til BBC.

I Strasbourg bliver meldingerne fra briterne også mødt med dyb skuffelse.

"Jeg havde håbet, at parlamentet i et af Europas ældste demokratier, som bliver betragtet som en nøglespiller i beskyttelsen af menneskerettigheder, ville have bakket op om, at Storbritannien lever op til sine internationale forpligtelser," lyder kommentaren fra Christos Pougourides, der er formand for den juridiske komite ved Menneskerettighedsdomstolen.

Han opfordrer til, at briterne finder en måde til at implementere afgørelsen på. Det kan blandt andet ske ved at overlade sagen til den britiske højesteret og dermed undgå at behandle afgørelsen i parlamentet.

Seniorforsker Stéphanie Lagoutte fra Institut for Menneskerettigheder ser først og fremmest den britiske debat som symbolpolitik.

Men det er en del af en bredere tendens, hvor lande afviser, ignorerer, fortolker og forhaler afgørelser fra Strasbourg. Statistikken viser således, at mængden af uimplementerede afgørelser i de 47 medlemslande vokser år for år.

"Nogle af de lande, der er kommet med midt i 1990'erne, har haft lidt sværere end vesteuropæiske lande ved at implementere afgørelser. Men det er usædvanligt, at et parlament går direkte imod. Det er dog ikke første gang – heller ikke i Storbritannien," siger hun til Kristeligt Dagblad.

Et andet eksempel er Frankrig, hvor domstolene fra 1970'erne op til 1990'erne nægtede at følge Menneskerettighedsdomstolen i sager om familiesammenføringer.

Stéphanie Lagoutte understreger, at det er et brud på de internationale forpligtigelser. Hvad angår implementering, er Danmark den absolutte duks. Men lande som Rusland, Rumænien og Italien bruger notorisk lang tid.

"Rusland er helt klart ikke glad for domme, som handler om Tjetjenien. Men i lighed med lande som Rumænien, Italien og Ukraine, kan de heller ikke følge med i implementeringsprocessen, fordi de har så mange sager," påpeger Stéphanie Lagoutte.

Det spiller også ind, at Europarådet har lettere ved at lægge pres på et mindre land som Portugal end på Rusland. En reformproces skal derfor give domstolen bedre værktøjer til at få landene til at følge afgørelserne.

Men med David Cameron i spidsen er nu også briterne indstillet på at gå den modsatte vej og mindske Menneskerettighedsdomstolens indflydelse.

norum@k.dk