Uacceptabelt omsorgssvigt

Fattigdommen i Danmark er flyttet på landet, og det går hårdt ud over børnene.

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad er andelen af fattige børn fordoblet i mange landkommuner de sidste 10 år, og det er en dårlig spiral.

I takt med affolkningen på landet står tomme og billige landhuse tilbage og tiltrækker såkaldte sociale nomader – typisk fra andre landkommuner eller byerne. Mennesker, der i nogle tilfælde i generationer har kæmpet med sociale, økonomiske og misbrugsproblemer. De lander i kommuner, der netop på grund af affolkningen har en stram økonomi og dermed få ressourcer til at hjælpe familierne og ikke mindst børnene til at bryde den sociale arv.

At vokse op i en familie, hvor ingen af forældrene har et arbejde, og hvor det er så småt med midler, at der ikke engang er råd til at varme de ofte utætte rønner op, er i sig selv en belastning. Og som det flere gange er set, er det ikke kun økonomisk armod, men også menneskelig fattigdom, der præger nogle af familierne. Det seneste og hidtil værste eksempel er den såkaldte Brønderslevsag, hvor forældrene nu er tiltalt for groft omsorgssvigt og seksuelt misbrug.

Dertil må det ikke komme, og når det alligevel sker, skyldes det, at en lang række mennesker, der burde vide bedre, svigter deres ansvar. Det gælder naturligvis først og fremmest forældrene, men når de ikke magter opgaven, burde såvel det civile samfund samt det offentlige træde til i stedet for at vende det blinde øje til. Sundhedsplejersker, pædagoger og lærere skal først og fremmest tænke på barnets og ikke den slunkne kommunekasses tarv, hvilket også er understreget i loven, hvor det fremhæves, at de har en skærpet indberetningspligt. Men som nabo eller forældre til en skolekammerat har man også et ansvar. Det er muligt, at kommunen ikke vil give den fattige families barn en cykel, men mon ikke der er en familie i byen, der har en cykel, deres barn er vokset fra? Og får man mistanke om, at noget alvorligt er fat, må man slippe berøringsangsten og gå til myndighederne.

Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, er i den forbindelse værd at lytte til. Ud over at hun via sin post er børnenes fortaler, har hun prøvet på egen krop, hvad det vil sige at vokse op i en socialt belastet familie. Hun kalder det for "systembedøvelse", når almindelige borgere tror, at de kan overlade ansvaret til kommunen. Og så pointerer hun, at det i sidste ende er det enkelte menneskes engagement, der kan gøre en forskel for et barn. For hendes eget vedkommende var det naboer, lærere og pædagoger, der rakte hånden frem. Det er ord, der er værd at skrive sig bag øret. Hvis vi rækker ud efter det enkelte barn, kan vi gøre en forskel til det bedre.