Ikke avantgarde, men bredt appellerende

Da Susanne Bier natten til i går dansk tid modtog en oscar for filmen "Hævnen", var det ikke kun hende selv, der modtog verdens mest prestigefyldte kommercielle filmpris i verdensfilmens Mekka. En oscar betyder selvfølgelig øget opmærksomhed om Bier som instruktør, men den kan ikke undgå at få betydning for dansk film i det hele taget.

Sidste gang danske instruktører modtog prisen for bedste ikke-engelsksprogede spillefilm, var i slutningen af 1980'erne. Gabriel Axel lagde for med sin version af "Babettes Gæstebud" i 1988, og året efter vandt Bille August den for "Pelle Erobreren". Begge var de filmatiseringer af klassisk, dansk litteratur.

Axel var knap 70 år, da han modtog prisen, men August var ung og har siden skabt sig en international karriere. Selvom der stadig bliver lavet filmatiseringer i Danmark – også fremragende filmatiseringer som Thomas Vinterbergs "Submarino" efter Jonas T. Bengtssons roman – er det værd at lægge mærke til, at "Hævnen" er lavet efter originalmanuskript af Bier og Anders Thomas Jensen, som hun har arbejdet sammen på sine dansksprogede film de seneste 10 års tid. Først på dogmefilmen "Elsker dig for evigt", siden på "Brødre" og den oscar-nominerede "Efter brylluppet".

I efterdønningerne på oscar-priserne fra slutningen af 1980'erne fik verden øjnene op for dansk film. "Festen" og "Breaking the Waves" vandt eftertragtede priser i Cannes, og dogmebevægelsen skabte i slutningen af 1990'erne stor international opmærksomhed om det relativt lille filmmiljø i Danmark; men de seneste år har det ikke stået for godt til i dansk film: Billetsalget til de hjemlige film, der ikke lige er familiefilm, har ikke været imponerende. Og succesen ved de største internationale prisuddelinger har været sparsom. Biers oscar kan formentlig rette lidt op på begge dele.