I en stribe domme har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg gjort op med religiøse ordninger, som er opstået i krydsfeltet mellem stat og religion. I 2007 nåede domstolen frem til, at det var ulovligt for norske skoler at havde obligatorisk kristendomsundervisning med salmesang og fadervor. I 2005 og 2008 fik Tyrkiet og Frankrig grønt lys for at forbyde tørklæder på universiteter og skoler. Og i 2009 lød afgørelsen, at Italien ikke måtte have krucifikser hængende i klasseværelserne, fordi de er krænkende for elever af en anden livsanskuelse.

Dommene tegner et mønster for, hvordan religionsopfattelsen ser ud hos dom stolsjuristerne. Der lægges ikke meget vægt på det frugtbare samspil, der kan være imellem tro og samfund. Linjen er snarere, at selv i gamle lande med en historisk binding mellem stat og kirke skal staten neutraliseres, så borgernes mulighed for at være religiøse på mange forskellige måder bliver sikret.

Domstolen har fulgt tidens strømninger, og på bare 15 år er den gået fra at forbyde en filmforevisning i Østrig, der kunne krænke den lokale katolske kultur, til at forbyde krucifikser i italienske klasseværelser.

Dette religionssyn levner stadig plads til statskirker, som vi har i blandt andet Danmark – og intet tyder på, at statskirkerne er i fare, som situationen er nu. Men bevægelsen går i retning af, at religionslighed vejer tungere og tungere, og det lover ikke godt for de mange små stater, der er vokset sammen med en ensartet folkelig religionskultur som Danmark, Irland, Malta, Grækenland eller Armenien, der jo også ligger inden for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols rækkevidde.