En måned i bambusjunglen

Den nu 58-årige ingeniør fortæller om sine oplevelser på en skrattende mobilforbindelse fra Oman, hvor han er udstationeret for COWI i forbindelse med et større lufthavnsbyggeri. Han tænker ikke tilbage på kidnapningen med dårlige følelser:

"Vores kidnappere havde stor respekt for os, og vi blev betragtet som gæster. Når det var koldt om natten, gav de os deres egne tæpper. Selvfølgelig er man ikke glad for at få taget sin frihed fra sig, men det var svært at være vred på dem. Jeg kunne godt forstå, at de havde været undertrykt i Bangladesh, hvor de bliver betragtet som andenrangsbeboere," siger Torben Mikkelsen, med henvisning til at hans kidnappere tilhørte det lokale etniske mindretal, chakmafolket.

Fangerne både sad og sov udendørs på jorden. Men de blev ikke bundet.

"Vi havde aldrig bind for øjnene, og vi fik så meget mad, vi kunne spise – hovedsagelig vegetarkost, men også lidt kylling og muldvarp," siger Torben Mikkelsen. Sidstnævnte smager i øvrigt som førstnævnte, forklarer han.

Og han var han aldrig bange for, at han skulle ende sine dage der i junglen:

"Jeg er optimist ud over alle grænser. Og jeg brugte blandt andet tiden på at tegne skitserne til en tilbygning til mit hus. Jeg troede hele tiden på, at jeg kom ud."

Efter en måneds fangenskab blev de tre gidsler frigivet.

Men selvom krisepsykologen på Rigshospitalet forberedte ham på, at der kunne komme efterreaktioner, har Torben Mikkelsen aldrig mærket psykologiske mén:

"Men det har sat dybere spor i min kone. Hun kunne jo læse i den lokale avis, at nu ville de snart skyde gidslerne en efter en."

Siden har han været udstationeret i både Mongoliet, Ghana og Pakistan og altså nu i Oman. Her har der de seneste dage været uroligheder, hvilket kan være begyndelsen til opstand, som man har set det i nabolandene. Men Torben Mikkelsen er ikke bekymret:

"Vi har lige fået at vide, at der er vejspærringer. Så vi skal finde ud af, hvordan vi kommer hjem i dag. Men mon ikke, vi finder ud af det?".

vaaben@k.dk