De holder vejret. Over hele Europa sidder specialister i forholdet mellem stat og religion som på nåle, mens de venter på, at Den europæiske Menneskerettighedsdomstol afgør, om Italien overtræder menneskerettighederne ved at hænge kors på væggene i klasseværelserne.
Domstolens svar vil vise, hvor pilen peger hen i fremtidens Europa: mod anerkendelsen af staternes ret til at fremhæve deres kristne kulturarv. Eller mod et krav om, at staten skal være strengt neutral i forhold til religion.
"Hvis Storkammeret bekræfter, at krucifikserne ubestrideligt krænker ikke-troende, er det et fingerpeg om, at domstolen klart bevæger sig i retning af krav om en strengt neutral stat i religionsspørgsmål. Men det ser ud til, at domstolen har fået øjnene op for, hvor følsom denne sag er," siger professor Gerhard Robbers, specialist i forholdet mellem kirke og stat ved Institut for Europæisk Forfatningsret ved universitetet i Trier.
Storkammerets afgørelse i den såkaldte Lautsi-sag, hvor en finsk mor bosiddende i Italien har indklaget Italien for Menneskerettighedsdomstolen, fordi der hænger krucifikser i hendes børns klasseværelser, har været ventet i flere måneder. En første dom fra 2009 gav moderen ret. Men domstolen fandt spørgsmålet så principielt, at den øverste instans, Storkammeret, har fået den forelagt. At Storkammerets afgørelse trækker ud, tages af iagttagere som et tegn på, at dommerne har svært ved at blive enige.
Det er Menneskerettighedskonventionens artikel 9 om "retten til tanke-, ånds- og religionsfrhed", som ligger til grund for domstolens afgørelser i sager om religion. De første sager handlede især om at begrænse statens indgriben i religionsfriheden.
"Der har fra begyndelsen været et stærkt fokus på den enkeltes ret til religionsfrihed. Religionsfriheden forstås her som den enkeltes ret til at have en religion og praktisere den. Men også den enkeltes ret til at skifte religion," påpeger professor Lisbet Christoffersen fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet.
En af domstolens skelsættende sager, Kokkinakis mod Grækenland fra 1993, handler om et medlem af Jehovas Vidner, som blev dømt for "proselytisme" eller mission.
Han stemte dørklokker for at omvende sine ortodokse naboer, og det var forbudt i henhold til græsk straffelov. Afgørelsen kan forekomme ukontroversiel i dag, men det var den langtfra i 1993.
"Her sker der et skift i fokus fra statskirkens interesser til fokus på den enkeltes rettigheder. For eksempel stemte den danske dommer, Isi Voigel, imod. Grundlæggende var spørgsmålet, om religionsfriheden handler om at beskytte de religioner, der eksisterer, eller snarere om at sikre den religiøse mangfoldighed," fastslår Lisbet Christoffersen.
Et andet område, hvor staten bliver sat på plads, er i forhold til trossamfundenes rettigheder. Her slås det fast, for eksempel i sager mod blandt andet Bulgarien og Moldova, at det ikke tilkommer staten at blande sig i trossamfundenes indre forhold og for eksempel udpege de religiøse ledere af et trossamfund. Eller, som i Moldova, at tage stilling i en konflikt mellem to kirker, som begge hævder at være den legitime ortodokse kirke.
Men ligesom ytringsfriheden kan religionsfriheden begrænses af staten via lovgivningen, hvis legitime mål som mindreåriges sikkerhed og offentlig ro og orden kræver det.
Her har både Frankrig, Tyrkiet og Schweiz fået medhold i, at forbud mod at bære det islamiske tørklæde, hijab, er et legitimt indgreb i religionsfriheden.
Præcis hvor neutral staten skal være, er et af de store principielle spørgsmål. Og her har domstolens holdning for eksempel til religion i det offentlige rum udviklet sig i løbet af de seneste år, mener Philippe Portier, leder af forskningsgruppen om Samfund, Religion og Verdslighed ved den nationale franske forskningsinstitution, CNRS.
Han drager en parallel til domstolens afgørelse i en sag om ytringsfrihed, hvor en gruppe østrigske katolikker i 1994 fik en filmforevisning i Otto Preminger-kulturcentret i Wien forbudt, fordi de mente, at forevisningen stødte katolikkernes religiøse følelser.
"Her sagde domstolen, at det er i orden at forbyde en film, der er i stærk modstrid mod et lands rodfæstede religiøse traditioner. 15 år senere siger domstolen det stik modsatte i sagen om krucifikserne i de italienske klasseværelser. Her fastslår den, at henvisningen til landets kristne kulturarv og den kendsgerning, at 80 procent af italienerne er katolikker, ikke er et argument for at tillade krucifikserne," siger Philippe Portier.
Det, som har ændret sig, påpeger han, er, at forbuddet mod diskrimination og kravet om ligebehandling af alle troende og især af troende og ikke-troende har fået forrang frem for hensynet til landets kulturelle flertalsidentitet.
"De europæiske samfund er i stigende grad blevet sekulariseret. Det har fået alle europæiske institutioner – fra Europarådet til EU og altså også Menneskerettighedsdomstolen – til at sidestille religiøse holdninger og holdninger, som ikke er religiøst funderede. Samtidig er den religiøse pluralisme, især med den muslimske indvandring, blevet større. Det har tilsammen skabt en linje, der forudsætter, at staten behandler alle holdninger ens," påpeger Philippe Portier.
"Det samfundssyn er blevet fremherskende, at pluralismen er en forudsætning for demokratiet. Ordene "pluralistisk" og "demokratisk" benyttes altid sammen nærmest som en fast vending i en lang række domme," understreger Sophine Minette fra Institut for Religionsret ved Belgiens Katolske Universitet i Leuven.
Menneskerettighedsdomstolens afgørelser træffes i spændingsfeltet mellem den vidtstrakte individuelle religionsfrihed og det stramme krav til staten om neutralitet for at sikre ikke-diskrimination. De to principper mødes i det offentlige rum. Og spørgsmålet er derfor, hvordan man definerer staten. Og hvor grænsen skal trækkes mellem staten og det offentlige rum.
En af de sager, der kaster lys over domstolens vurdering, er den såkaldte Folkerød-sag om religionsundervisning i de norske skoler. To forældrepar kritiserede en norsk reform, der gjorde undervisningen obligatorisk mod at brede den ud fra kristendomskundskab til andre religioner. Men med vægt på den evangelisk-lutherske kirke.
Det, der gjorde udslaget for dommen, var, at eleverne ifølge læseplanen kunne blive udsat for praktisk religionsudøvelse i form af salmesang eller fadervor.
Denne dom, påpeger Lisbet Christoffersen, er med til at definere domstolens afgrænsning mellem staten og det offentlige rum.
"Det offentlige rum er rummet for den almene kommunikation. Staten defineres traditionelt som "den lovgivende, udøvende og dømmende magt," siger hun.
"Når man i Danmark har kunnet vedtage et forbud mod religiøse symboler i retssalene, er det, fordi domstolene ganske indlysende repræsenterer staten. Men hvad med skolerne? I den franske statsforståelse er offentlige skoler lig med staten. Det er næppe tilfældet i den danske folkeskole. I dommen mod Norge tager domstolen munden meget fuld og lægger et fransk eller katolsk perspektiv på, hvor skellet mellem staten og det offentlige rum går. I den første Lautsi-dom fik man sat lighedstegn mellem staten og det offentlige rum. Den næste dom vil give et fingerpeg om, hvorvidt det er i den retning, domstolen bevæger sig," siger Lisbet Christoffersen.
Hun finder det helt afgørende, at dommen vedrørende krucifikser i Italien – uanset udfald – bliver begrundet sådan, at det ikke fører til et storm- angreb på alle symboler med et religiøst anstrøg, herunder korsene i de nordiske landes flag.
"Korsene i flagene er klart historiske og kulturelle emblemer snarere end religiøse. Det er mere uklart med brugen af Jellingstenen i passet, hvor man ikke afbilder hele stenen, men kun det allermest religiøse af den," påpeger hun.
Men præcis hvordan staten defineres, og hvor grænsen trækkes mellem staten og det offentlige rum og mellem kulturelle symboler og religiøse symboler, der favoriserer én religion på bekostning af de andre, er endnu ikke afklaret.
"Domstolen søger efter en balance mellem statens neutralitet og statens ret til at repræsentere en national identitet," understreger Gerhard Robbers fra Institut for Europæisk Forfatningsret ved universitetet i Trier.
"Hvis den første dom i Lautsi-sagen om de italienske krucifikser stadfæstes af Storkammeret, kan det få alvorlige konsekvenser for retten til at bruge religiøse symboler til at illustrere en kulturel identitet."