USA holder vejret

I avisen New York Times forudser kommentatoren Roger Cohen, at opstandene indvarsler en ny æra i USA's relationer til de arabiske og mellemøstlige befolkninger.

"Der er store risici. Ét er et libysk tomrum. Men der er også enorme muligheder, nu hvor arabere kan samle sig, organisere sig og bestemme over deres liv snarere end at bebrejde andre for deres magtesløshed. Jeg mener, at 2011 i skiftet fra arabisk vrede til arabisk ansvarlighed kan blive den sande modgift til 2001," skriver han.

Ingen ved imidlertid, hvordan det nye Mellemøsten vil se ud, og om det bliver vanskeligere for Obama-regeringen at fremme USA's strategiske interesser i forhold til blandt andet olie, terrorbekæmpelse, Israel og inddæmningen af Iran. USA er vant til at slå handler af med autokrater, men kan nu blive afhængig af ledere, som står i støre gæld til deres vælgere end til USA. Disse nye regeringer kan tænkes at sætte spørgsmålstegn ved USA's ret til at patruljere Mellemøsten og forbruge regionens olie, og de kan vælge at danne nye økonomiske partnerskaber med stormagter som Kina, Indien og Rusland.

Amerikanske diplomater arbejder på højtryk med at påvirke udviklingen ved at hjælpe og opbygge relationer med oppositionsgrupper i blandt andet Egypten og Libyen. Men præsident Obamas store udfordring er, hvordan hans regering kan stille sig på reformatorernes side, når den stadig har tætte forbindelser til magthaverne og i øvrigt har vigtige interesser at pleje i regionen.

Det er forholdsmæssigt nemt for Washington at kræve den USA-fjendtlige og brutale libyske leder, Moammar Gaddafis, afgang. Det samme er mindre simpelt at gøre i lande som Saudi-Arabien, Bahrain og Yemen, hvis magthavere er allierede med USA. Et vægelsindet og inkonsistent Amerika risikerer imidlertid at fremmed-gøre både de siddende autokrater og de fremadstormende demokrater.

Situationen adskiller sig fra Amerikas tidligere erfaringer med opbrud. Engang var supermagten ved at føre en dynamisk udenrigspolitik med til at forandre verden i afgørende øjeblikke, forklarer udenrigseksperten Aaron David Miller i magasinet Foreign Policy. Det var tilfældet efter Anden Verdenskrig, da Truman-doktrinen, Marshall-planen og Nato hjalp Europa på fode. Det var tilfældet i 1970'erne med åbningen over for Kina og détente-politikken over for Moskva. Og det var tilfældet i slutningen af 1980'erne, da Sovjetunionen kollapsede.

Nu er det Mellemøstens tur til at være i opbrud, og Amerika ser til fra sidelinjen – og holder vejret.

nyholm@k.dk