Kristendom set fra Afghanistans fjerne horisonter

Han er et menneske i samme branche som mig selv, og min egen adfærd viser, at jeg ikke kan andet end respektere ham. I øvrigt er det med projektiler og raketter ligesom med Gud: De kender heller ikke til persons anseelse. Enhver er lige udsat, hvad enten man er høj eller lav, præst eller læg, mand eller kvinde.

I adventstiden handler det i kirken om årvågenhed. Vi havde en deling fra hjemmeværnet nede fra oktober til januar med den ene opgave at holde vagt ved indkørslen til lejren. De gik til deres opgave med entusiasme og vovemod. De vidste, der var en fjende i virkeligheden, og derfor blev alle køretøjer omhyggeligt kontrolleret for eventuelle bomber underneden. De var vågne og lod aldrig deres skarpe opmærksomhed blive sløvet.

DET ER NÆRLIGGENDE at tænke på lignelsen om de 10 brudepiger. De fem var kloge, fordi de til enhver tid ville være parate. De fem var tåbelige, fordi de tænkte, det går jo nok, eller her sker jo ingenting.

Herhjemme er vi så optaget af individets ret og den enkeltes mulighed for at realisere sig selv. I en krigszone er den enkelte ingenting i sig selv og kan intet udrette på egen hånd. Individets chance for at overleve er i bund og grund afhængig af de andre, gruppen eller flokken.

Der sker en fysiologisk ændring i hjernen under krigsforhold, hvor jeg også selv opdagede, at mennesket – når det kommer til stykket – er et flokdyr. Ingen går sine egne veje, for det dør man af.

Det er tankevækkende, hvor stor vægt kristendommen lægger på fællesskabet – her kaldet menigheden: Vi er alle lemmer på samme legeme, hvert af lemmerne har sin særlige funktion, og hvis bare det mindste lem lider, gør det ondt over det hele.

I tidens løb er der sket en individualisering af kristendommen, så også troen efterhånden kun handler om "jeg, mig og mit".

Derfor er det under krigsforhold også meget let at forstå, hvem min næste er. Det er ham, jeg (tilfældigvis) følges med eller er sammen med under ildkamp.

Vi tænker herhjemmefra, at i sådan en situation er enhver vel sin egen skjorte nærmest. Men netop ud fra "floktanken" tænker du rent faktisk kun på din makker: Ham må der intet ske, han må klare sig – selvfølgelig fordi det er ham, der skal hjælpe dig, hvis du bliver ramt eller kommer til skade på anden vis.

Et forkætret ord herhjemme er "efterfølgelse". Det har klang af følgagtighed og uselvstændighed. Den, der følger en anden, kan netop ikke samtidig realisere sig selv. Der bliver sat grænser for individets selvudfoldelse og kreativitet. På patrulje i Afghanistan giver nødvendigheden af efterfølgelse sig selv. Det var i hvert fald tankevækkende, hvor omhyggelig både jeg og de andre var med at træde i fodsporene efter ham eller dem, der gik foran. Vi vidste jo, at jorden kunne eksplodere, næste gang vi satte foden ned.

Derfor kunne ingen drømme om at skyde genvej, hvis hele patruljen eller køretøjskolonnen tog en (besværlig) omvej. "Det er jo et spørgsmål om overlevelse," som en ung soldat meget nøgternt konstaterede, da vi netop snakkede om efterfølgelse.

Derved får et begreb som "vejen" også en helt anden betydning, og jeg minder om, at Jesus har sagt: Jeg er Vejen! At følge vejen, som er trådt på forhånd, er netop et spørgsmål om overlevelse.

Men størst er kærligheden. Det ord er herhjemme efterhånden reduceret til en pølsepind, som der koges uendelige mængder letfordøjelig, men kedelig suppe på i folkekirken. Snik-snak om lidt godhed, medmenneskelighed, og hvad vi eventuelt kan afse af vores overflod til de fattige.

Under krigsforhold vil jeg sige, at kærlighed er forbundet med livsfare. Jeg har set og oplevet danske soldater, der resolut og med risiko for at miste alt har reddet kammerater fra den visse død.

Ord som hengivenhed og offervilje må klinge med, når talen er om kærlighed, for det er Kristi kærlighed, vi taler om, og den kan aldrig være en pølsepind! Ham ligner de danske soldater i Afghanistan mere, end den moderne dansker gør.

Derfor er det også svært at komme tilbage den "moderne" kristendom. Det er pludselig tydeligt at se, at det – med forbillede i den moderne tilværelse – er blevet overfladiskhed og individuel nytte, der tegner billedet af den moderne Kristus.

Luften er blevet beklumret i kirkens hus, måske især fordi tonen nu om dage bliver slået an ovenfra i systemet, fra princippernes og idéernes verden, men ikke nedefra, dér hvor livet leves på godt og ondt, og hvor afstanden mellem liv og død kan være et forkert skridt.

Et frisk pust kunne måske komme fra de fjerne horisonter, hvor man i helt gamle dage troede, at Jorden havde sin kant, og hvor mennesker helt konkret levede på kanten af tilværelsen. Jeg minder om, at de fjerne horisonter er dér, hvor himmel og jord ser ud til at gå i ét.

Det er måske grunden til, at de store forjættende ord som fjendekærlighed, forsoning, årvågenhed, fællesskab, min næste, efterfølgelse, hengivenhed og offervilje bliver helt konkrete og til at tage og føle på – derude i de fjerne horisonter.

Lars Bom Nielsen er sognepræst i Hodde-Tistrup Sogne, feltpræst ved Det multinationale Korpshovedkvarter i Szczecin og Hjemmeværnsskolen, udsendt mange gange, senest med ISAF 8 til Helmand-provinsen i Afghanistan