Den menneskelige faktor: træghed

Det kan være frustrerende nok med fortrolighedstabet i fritidslivet og kulturkonsumet, men her kan man dog kæmpe for at indrette sig, finde sine nicher. Man behøver jo ikke at se bestemte tv-kanaler, man kan fravælge de "formater" i tiden, man ikke kan holde ud.

Det er sværere i arbejdslivet. Ganske mange brancher har været underlagt et voldsomt forandringspres i årevis, og det anstrengende er måske ikke at skulle arbejde mere, men at skulle navigere i nye og uoverskuelige strukturer.

Den moderne teknologi er en drivkraft for forandringer, nye måder at organisere arbejdet på en anden. Jeg gætter på, at mange ældre medarbejdere oplever det, som om kaotiske og i sidste ende helt irrationelle faktorer trænger sig mere og mere på i deres arbejdsliv. Alt er i spil. Hele tiden.

Jeg ved ikke, hvad man skal kalde denne form for nedslidning. Den menneskelige faktor: træghed. Eller måske bare den menneskelige natur. Den beror på, at den samfundsmæssige forandringsproces forløber i et tempo, som det enkelte menneske måske kun har kapacitet til at følge i en begrænset årrække, når det er "yngre" og fortrolig med tidens bølge, rider på den som en surfer.

Det er ikke noget tilfælde, at "selvudvikling", "livslang læring" og "forandringsparathed" har været sloganer i så mange år. Man vil ikke nævne troldens navn. Man prøver at besværge den med krucifikser og hvidløg, gjort af ord. Væk med sig, forfærdende menneskelige og træge natur!

Reelt er der kun to løsninger, hvis man ikke tror på, at trægheden kan piskes ud af mennesker. Enten et moratorium: nu holder vi alle 20 års forandringspause, nu gør vi til en afveksling, som vi plejer eller som vi plejede at gøre for et par år siden. Og vi gør det i laaaang tid. Ingen nye tiltag. Ingen varm luft. Cheferne skal sidde på deres hænder. De smarte fyre skal have at vide, hvor udgangen er.

Den løsning har nok ingen gang på jord. Der er jo heller ingen central instans, der kan dekretere dette moratorium. Men idéen er hermed givet videre til det politiske parti, der måtte savne en mærkesag.

Den anden løsning er differentierede seniorordninger, hvor man hæmningsløst udnytter de ældre medarbejderes gode kompetencer. Og samtidig skærmer dem mod de værste absurditeter i den samfundsmæssige forandringsproces. Små målrettede moratorier.

Men kan det lade sig gøre? Det er ikke helt til at se for sig, for det vil kollidere med en af tidens virkeligt heftige mega(trælse)trends: standardiseringen og skabelon-gørelsen af så meget som muligt.
Men hvis vi virkelig kommer til at mangle hænder, bør intet lades uforsøgt.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syd-dansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.