Men nu er der herhjemme opstået en debat om, hvorvidt Danmark skal træde et skridt tilbage fra dette hævdvundne princip. Anledningen er presset mod integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i forbindelse med den tilsyneladende lovstridige administration af tildeling af statsborgerskab til statsløse.

Dansk Folkeparti foreslår, at Danmark ensidigt skal opsige den FN-konvention fra 1961, der med visse undtagelser – blandt andet i forbindelse med grov kriminalitet – giver statsløse født her i landet ret til dansk statsborgerskab. Begrundelsen er, at medvirken i konventionen er i strid med Grundloven.

Partiets formand, Pia Kjærsgaard, har tillige krævet, at Danmark fremover tilslutter sig internationale konventioner på åremål. Konventioner skal have en udløbsdato, og hun begrundede det for nylig i sit politiske ugebrev med følgende ordvalg:

"Når udløbsdatoen er nået, gælder konventionen ikke længere. Vi skal så evaluere konventionens fingeraftryk på konkrete, danske beslutninger, der med afsæt i konventionen er blevet truffet af Folketinget – eller afgjort af danske myndigheder. (?) Har det været godt eller skidt for Danmark? Har det været godt – eller uden betydning – kan Folketinget igen tilslutte sig for et nyt åremål. Har det været skidt, ja så er sidste salgsdato overskredet, konventionen ude af kraft, og Folketinget skal i så fald jo selvsagt ikke på ny tiltræde den."

UMIDDELBART LYDER DET besnærende, at deltagelse i internationalt samarbejde i almindelighed og tilslutning til konventioner i særdeleshed kan gøres til et tagselvbord. Men tankegangen om at forlade en konvention, hver gang man er utilfreds med den, er ødelæggende for principperne bag samarbejde mellem suveræne stater.

Det vil betyde, at så kan alle andre også forlade en konvention, og dermed vil der ikke være noget bindende samarbejde tilbage. I nogle store lande vil man måske juble. For små lande vil det være en katastrofe.

Konsekvensen bliver, at man vender tilbage til den internationale retstilstand, der herskede forud for Anden Verdenskrig, hvor alle lande var henvist til at fægte for sig selv. Det kan ingen være interesseret i, heller ikke nutidens store lande i øvrigt.

Tværtimod skal vi være taknemmelige for, at forstandige og modige mennesker efter verdenskrigen opbyggede en struktur for et internationalt samarbejde, der har banet vejen for en historisk lang periode i vor del af verden med fred, frihed og økonomisk fremgang af hidtil uset omfang.

Hvorfor vil Dansk Folkeparti gøre op med et grundlæggende princip i dansk udenrigspolitik, der har gjort os så godt? Og hvorfor vil partiet risikere, at vi med usolidarisk optræden over for omverdenen kommer endnu længere bagud i det globale kapløb om at tiltrække de klogeste hoveder og de smarteste hjerner?

Påstanden om, at 1961-konventionen er grundlovsstridig, fordi det ifølge Grundloven alene er Folketinget, der kan tildele statsborgerskaber, er ikke rigtig. Det er Folketinget, der har godkendt deltagelse i konventionen, og det er i øvrigt fortsat Folketinget, der tildeler statsborgerskab til statsløse.

Danmark tilsluttede sig konventionen i 1977, og det ville da være ejendommeligt, om det pludselig – efter 33 års forløb – skulle komme for en dag, at Grundloven var overtrådt på dette punkt. Var det tilfældet, ville det sikkert være blevet opdaget noget tidligere.

Konventioner er ikke hellige skrifter, der ikke kan debatteres. Som årene går, kan der være gode grunde til at tage dem op igen. Har forhold ændret sig så grundlæggende, at de skal tages op til revision?

Men i så fald skal det gøres i enighed mellem deltagerne. Det havde klædt Dansk Folkeparti, hvis man havde forsøgt at rejse debatten i FN-regi frem for at foreslå, at Danmark skal vende ryggen til det hele. Det kalder man i andre lande for isolationisme, og det kommer der aldrig noget godt ud af.

ehrenreich@k.dk

Læs tidligere Udlandskommentarer på

@Webhenv k.dk:k.dk/me