En sten i skoen

Faste kendes i mange religioner, men i kirkeåret markerer fasten indgange til påsken, og for Birgitte Graakjær Hjort er det afgørende, at fasten hviler på en kristen tydning af tilværelsen.

"Den kristne Gud er en Gud, som vælger lidelsen til. Kulminationen på det ser vi i påsken, hvor Jesus tager vores død på sig. Men hele Jesu liv er en lang påmindelse om, at Gud ikke gik uden om det smertelige menneskeliv. Den dimension af Jesu liv er det teologiske grundlag for fasten. At Gud lod sin søn leve et besværligt liv, betyder, at når vi som kirke skal forholde os til nød og social elendighed, så har Gud også vist sig for os i de situationer gennem Jesus," siger hun.

Men hvordan kan det at undvære enkelte nydelsesmidler i fasten ændre hendes tilgang til verdens uretfærdighed? Hun har selv stillet sig spørgsmålet og konkluderer, at de små afsavn gør en forskel.

"Jeg kunne naturligvis sætte gule Post-it-sedler op på spejlet i entreen, hvor der er stod, at der er mennesker, som sulter, og at jeg skal gøre mit for at hjælpe dem. Men jeg lærer det bedre ved at mærke et afsavn på min egen krop. Fasten minder os om afsavnene i Jesu liv og om de afsavn, fattige lider. Fasten virker stærkere end Post-it-sedler, og det virker stærkere end en præst, som fra prædikestolen taler om verdens skævhed og Guds solidaritet med lidende mennesker. Når du faster, lærer du med kroppen, og det, vi lærer med kroppen, husker vi længst og bedst. Fasten skal være som en sten i skoen."

Rektor Eberhard Harbsmeier, der er leder af Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, tror, at flere i fremtiden vil følge Birgitte Graa-kjær Hjorts eksempel, for han vurderer, at folkekirken går en tid i møde, hvor gamle fromhedsformer som for eksempel faste vil få en ny synlighed.

"I en bevidsthed om, at vi har intellektualiseret og ukropsliggjort kristendommen, oplever vi over en bred front, at gamle katolske skikke vinder indpas i folkekirken fra lystændinger og dåbslys til pilgrimsvandringer. Udvikling skal ses i lyset af en forkert usynliggørelse af alting i folkekirken. Danskerne er meget hurtige til at mistænkeliggøre al form for religiøs praksis som noget farisæisk. Det betyder, at religion i høj grad er blevet et intellektuelt anliggende. Men det er godt, hvis man også fysisk markerer sin tro med en praksis, og som lutheraner er der intet galt med at faste, så længe man ikke tror, at man kan fortjene sig til nåden," siger han.

67-årige Eberhard Harbsmeier mener, at mange i hans generation af teologer, der læste teologi i 1960'erne, blev skolet i en inderlighedstænkning, som med blandt andet Kierkegaard og Løgstrup som inspiratorer gjorde den kristne tro til et nærmest usynligt projekt.

"Men et langt stykke hen ad vejen tog vi fejl. I kirken kaldes vi til en bevægelse fra det ydre til det indre, men der må også være en frimodighed til at gå fra det indre til det ydre. Vi har brug for den fromhed, det er at synliggøre sin tro. Du kan sammenligne det med den politiske aktivist, som hidser sig op, mens han læser Information. Der sker en transformation, den dag han sætter sin egen krop ind og går til en demonstration. Ved at møde op og gøre noget med sin krop, sker der en bekræftelse. Frimodigheden til at vise sin tro er vigtig i kirken," siger Eberhard Harbsmeier.

Han er vokset op i et teologhjem i Tyskland, og her så han, hvordan troen satte sig konkrete spor i den måde, menneskers hverdagsliv udfoldede sig på. En del af det, han her fik ind i kroppen, har han holdt fast ved siden.

"Min danske familie forstår mig ikke rigtig, men jeg kan altså ikke slå græsplæne om søndagen. Jeg er opdraget til, at der er forskel på dagene, og synes ikke, det er så ringe, at der er noget, som er hellige tider. Med et job som mit, hvor man kan arbejde i døgndrift, er det en hjælp, at man er underlagt en rytme, som gør forskel på dagene, og at der hver uge er en dag, som er hellig, hvor jeg ikke tænder computeren og ikke læser e-mail."

Også biskop Niels Henrik Arendt fra Haderslev Stift tror, at folkekirken går en tid i møde, hvor flere som den aarhusianske sognepræst vil forsøge at gøre troen nærværende i hverdagen ved faste eller en anden form for synlig markering af troen.

"Som protestant kan man godt lade sige udfordre lidt af katolikkerne og muslimerne, som lægger en større vægt på troens udvendige udtryk. Troen kan ikke overleve som ren inderlighed. Den usynlige fromhed, som har været idealiseret i dansk kristendom siden Kierkegaard, kan give troen iltmangel; det gælder om at finde autentiske fromhedsformer, for troen må også hænge sammen med, hvordan vi lever vores liv. Vi kan ikke vinde os nogen som helst fortjeneste hos Gud ved at afholde os fra at spise kød, men det kan være med til at give vores tro det ydre udtryk, som den også har brug for," siger han.

Når han følger arbejdet i folkekirken, ser han, hvordan der er kommet større fokus på kirkeårets vekslen.

"Mange præster bruger i højere grad kirkeåret pædagogisk, men det kan vi måske gøre endnu mere. En generel genopdagelse af fasten som en forberedelsestid til påsken vil i hvert fald give en større bevidsthed om, hvor central påsken er," siger han.

Men det handler om at finde en balance. For faste, pilgrimsvandringer og retræter kan også blive til projekter, som rammer lige ind i en individualiseret kultur.

"Et godt korrektiv til en måske selvoptaget spiritualitet møder man hos Det Gamle Testamentes profeter, som holder fast ved, at du står i en dobbelt relation til Gud og til din næste. Hvis du faster for at behage Gud, men samtidig ser hen over din næstes nød, så er Gud bedøvende ligeglad med din faste. Dit gudsforhold må komme til udtryk i omsorgen for næsten," siger Niels Henrik Arendt.

Og danskerne vil gerne gøre noget i fastens tegn. Det er erfaringen hos Folkekirkens Nødhjælp, som i forbindelse med fasten for 12. år i træk skal afholde en husstandsindsamling i landets sogne, hvor kirkegængere efter kirketid stemmer dørklokker. Generalsekretær Henrik Stubkjær forventer, at omkring 23.000 vil samle ind, og for ham er der en tæt forbindelse mellem almissen og den kristne faste.

"Min private faste er præget af kirkegangen og de bibelske læsninger i højmessen. I fasten bliver man kaldt ind i fordybelsen, men sand kristendom lader dig aldrig blive i fordybelsen, men sender dig ud i handling for næsten, for set med Guds øjne rummer hvert menneske uendelig værdi, og vi er overgivet til hinanden. Den brede opbakning i sognene til sogneindsamlingen viser mig, at mange gerne vil gøre noget konkret i fastetiden for næsten," siger Henrik Stubkjær, som håber, at der i år vil blive samlet 17 millioner kroner ind.

Etnolog Karen Schousboe siger nej tak til faste. Genopdagelsen af fasten er som at spole filmen tilbage til før Reformationen, mener hun.

"Bruddet med den katolske kirkes fasteregler er en markant del af vores protestantiske arv. Luther bryder med de overleverede regler, som ikke har nogen skriftlig forankring i traditionen. Der er alle mulige grunde til at overveje fordelingen af verdens goder, men at knytte det op på fasten er ikke et protestantisk projekt," siger hun og trækker en linje til den fredag i juni i 1526, hvor kong Frederik III og rigshofmester Mogens Gøje brød fasten ved at spise kød på en fredag, hvor man ifølge katolsk skik skulle holde sig til fisk, fordi fredag var dagen, hvor Jesus blev korsfæstet.

"Fasten var et omdrejningspunkt i opgørret med den katolske kirke. Vi er kaldet til inkluderende måltidsfællesskaber, for det er den slags måltider, Jesus repræsenterer. Kristendommen er ikke præget af spægelse, men af generøsitet. Fasten hylder en falsk mig-og-Vor Herre-kristendom," siger hun.

Birgitte Graakjær Hjort afviser ikke, at fasten kan misbruges som et selvoptaget projekt, men hun vil gøre sit til at dette års faste kommer til at tjene som en velanbragt sten i skoen.

"Fasten er en god udfordring til os som velfærdskirke, hvor vi kan prøve at undvære noget af det, som mange af os tager for givet. Som præst hører jeg af og til folk beklage, at troens udtryk er kropsforladte. I fasten kan du få kirkeåret ind i kroppen."

nygaard@k.dk