En rede uden unger

Begge mine børn flyttede hjemmefra den 15. august i fjor. Af frygt for, at netop det skulle ske, havde deres far og jeg fortiet for dem, at der findes efterskoler. Det fandt de så selv ud af og rejste i hver sin retning, én til Fyn og én til Falster.

Frygten var velbegrundet. Fra den ene dag til den anden var alt forandret. Næsten som den sommerdag, de kom ind i mit liv. Før de blev født, savnede jeg dem egentlig ikke, for vi kendte ikke hinanden. Det gør vi nu, og derfor er det fuldstændig forkert, at de ikke er her.

De fleste af de praktiske opgaver, som har fyldt så meget gennem halvandet årti, forsvandt sammen med drengene. Det var slut med at vække nogen om morgenen, slut med at smøre madpakker, slut med bjerge af vasketøj, slut med at stå og heppe på hjemmeholdet en kold søndag morgen. Bunken af stadig større tennissko, jakker og tasker i gangen er væk, for drengenes venner, som jeg efterhånden også tænker på som mine, kommer nemlig heller ikke længere. Og ingen skruer rigtig højt op for Boogie-radio mere.

Det huslige mistede jeg omgående interessen for. Jeg holdt op med at købe ind, og i det seneste halve år har jeg kun lavet mad, når vi har haft gæster. Heldigvis er der stadig et mandfolk i huset, og han sørger for, at vi får andet end havregryn og ostemadder.

Men først og fremmest er det jo drengenes tilstedeværelse, der mangler. Larm og liv og rod. Inklusive alt det, som man i det daglige går og er småirriteret over (fodboldspil i køkkenet, kampen om, hvem der skal først i bad m.m.). Alt det, som har været en selvfølgelig del af mit liv, er væk. Nu er her bare tomhed og jagen efter tegn. For man bliver nøjsom. Selv den korteste sms bliver læst igen og igen, vendt og drejet, og på virkelig gode dage kan man være heldig, at lige før de sover, er der hul igennem, og man kan komme i en decideret sms-korrespondance. Som man så kan genlæse de følgende dage. Og så er der de rigtig skønne dage, hvor en af dem ringer. Det sker, når de har et problem ("Min cykel er gået i stykker", "Skal min blå trøje vaskes på uldprogram?", "Kan du spærre mit dankort?" – den slags). Ellers hører vi ikke fra dem.