Dorte Remar |
4. marts 2011
Forfatter og oversætter Ilse M. Haugaard levede i seks år i et ægteskab med en fysisk og psykisk voldelig mand. I bogen "Fanden og hans pumpestok" fortæller hun om volden og den medfølgende afmagt og skamfuldhed
Skammen var det værste.
"Man skammer sig. Og ingen almindelige mennesker har lyst til at stille deres skam ved at være et offer til skue. Jeg var i den grad et offer, og han var i den grad en bøddel. Der er intet værre i hele verden end selvvalgte, frivillige ofre."
Ilse M. Haugaard var i seks år gift med en fysisk og psykisk voldelig mand. Han var klæbende, kontrollerende og dominerende. Han slog, holdt hendes arme fast, så der kom blå mærker, voldtog og sparkede.
Hvorfor forlod du ham ikke?
"Ja, det har jeg aldrig helt fundet ud af," siger Ilse M. Haugaard.
Den 67-årige forfatter og oversætter fortæller i den selvbiografiske bog "Fanden og hans pumpestok" – et af eksmandens yndlingsudtryk – om de seks år i helvede. Bogen, der netop er udkommet på Gyldendal, har undertitlen "Et mysterium".
Mysteriet er, at hun, en selvstændig, intellektuel, selvforsørgende, moden kvinde, der hele sit voksne liv har haft sit virke i det kreative film-, forfatter- og musikmiljø i København og aldrig tidligere har haft et forhold til en mand, der slog, blev i ægteskabet med en, der gjorde det.
Der er ikke et, men mange svar på gåden. I bogen kommer Ilse M. Haugaard selv ind på dem. En af de mere oversete forklaringer på, at hun og mange andre kvinder har svært ved at gå fra en voldelig mand, er den effekt, som vold har på et menneske.
"Man får et chok, der vil noget, den første gang man får bank af en kæreste. Man bliver så lammet, at man knalder låg på alt, hvad man har af følelser. Da det skete for mig, sad jeg ikke og analyserede ham, for så havde jeg forladt ham."
"Først var jeg forbløffet og samtidig vildt chokeret over, at han efter at have banket mig bare lagde sig til at sove. Chokket bearbejdede jeg ved at tage op i vores sommerhus. Jeg havde aldrig fået bank før og tænkte 'en gang er ingen gang'. Og at det var synd for ham, fordi hans liv var blevet så forandret, efter at vi var flyttet sammen. Jeg besluttede at tilgive ham."
Tre måneder senere friede hun til ham, og de blev gift i forbindelse med en romantisk ferie i New York.
"Jeg blev handlings- og følelseslammet i forhold til alt, hvad jeg tidligere havde været. Det mærkelige var, at jeg kunne spille komedie," siger Ilse M. Haugaard.
Hun blev skilt i 2006 og bor i en hyggelig lejlighed i det indre København fyldt med moderne kunst og bøger. Hendes egen "Fanden og hans pumpestok" har det taget fire år at skrive.
"Jeg gik i gang året efter skilsmissen. Men jeg kunne slet ikke, det var en lang sygejournal, der rullede ud af mig. Jeg var også syg," siger Ilse M. Haugaard.
En kvindelig psykolog gav hende diagnosen PTSD, posttraumatisk belastningsreaktion. Hun havde oprindeligt henvendt sig til hende for at få hjælp til at bearbejde sorg. I løbet af en kort periode var fire mennesker, der stod hende nær, døde: hendes datters far, hendes egen mor, hendes søns far og hendes tidligere svigerfar.
Men i stedet var det sit ægteskab hun kom til at tale om. Dødsfaldene åbnede hendes øjne for den situation, hun var i, og det og samtalerne med psykologen gav styrke til at gøre en ende på forholdet.
"Det er en stressende faktor at være undertrykt. Og jeg havde brugt 100 procent af min energi på at holde tilstanden i mit ægteskab skjult for omverdenen. Jeg fik et gedigent sammenbrud og var sygemeldt i fem måneder. Jeg sov ikke og gik lange ture. Jeg har fået mit søvnmønster smadret og sover stadig kun hver anden nat. Men jeg arbejder freelance og kan heldigvis have den døgnrytme, der passer mig."
Når Ilse M. Haugaard skal forklare, hvorfor hun blev forelsket i en mand, der på mange måder er hendes modsætning, er netop det en del af det. De mødtes i en golfklub. Han arbejdede i finansverdenen, havde mange penge, men var påholdende, gik med slips og seler, var ikke særlig god til social kontakt og havde dårlige manerer.
"Det var finurligt og fascinerende. Han var også charmerende, og det var skønt at blive feteret i den første tid. Og så var det også dejligt efter mange år, hvor jeg havde boet alene, endelig at få et normalt liv med et hjem, en at spille golf og sidde at hygge med, en at rejse med – hele drømmen om et kærlighedsliv."
"Jeg havde også fået den alder, hvor man, når man opdager, at noget er kikset, eller at der er noget, man ikke bryder sig om, er mere overbærende. Men da han begyndte at slå, gik glansen af Skt. Gertrud. Det, der havde fascineret, blev grimt. Og den ønskedrøm, jeg havde om et samliv med en mand med kærlighed og respekt for hinanden, blev hele tiden til det modsatte med indskrænkning af mit personlige rum og krav om betingelsesløs underkastelse."
"Jeg nægtede mig selv at se, hvad det handlede om. Jeg havde det elendigt. Jeg kunne ikke holde ud at høre hans skridt på gangen og ligge i dobbeltseng med ham. Men jeg havde ikke energien til at bryde. Jeg magtede det ikke. Jeg tror, at ens psyke gradvist forandres, når man er sammen med sådan en person. Man bliver hypnotiseret, lammet. Men jeg prøvede at give ham modstand."
Ilse M. Haugaard blev født under besættelsen som resultat af et kærlighedsforhold mellem sin dengang 17-årige dansk-engelske mor og en polsk mand i tysk militæruniform. Han blev sendt til Polen efter den 5. maj 1945, jerntæppet blev sænket og forhindrede enhver kontakt, og Ilse blev afleveret på et spædbørnehjem.
Halvandet år gammel blev hun hentet af sin engelske mormor, Mammy, og boede hos hende i fem lykkelige år. Så bestemte Børneværnet og hendes mor, der ikke ellers interesserede sig for sin datter, at hun skulle på børnehjem. De 10 år på børnehjemmet har Ilse M. Haugaard beskrevet i sin romantrilogi om børnehjemsbarnet Lise.
"Der var ingen kærlighed i barndommen, det får man ikke på en institution. Jeg havde min mormor, der elskede mig, og hun var enestående. Og så er det godt, at jeg har været livsduelig. Jeg har en stærk psyke og har ikke fundet mig i noget. Hvis der var noget galt på børnehjemmet, trampede jeg på cykel ind til Børneværnet og klagede. De skulle ikke få mig ned med nakken. Det gik der så mange år, før nogen skulle få."
En følge af opvæksten har været, at Ilse M. Haugaard altid har savnet et sted at høre til.
"Derfor har jeg været så fantastisk begejstret for at være mor. Her havde jeg et projekt og nogen at elske, uden at jeg skulle have noget igen. Det var fuldstændig himmelråbende lykkeligt, og jeg havde det fint med at være alene med mine børn," siger Ilse M. Haugaard.
I dag lever hun et liv som "lykkelig fraskilt". Med baggrund i sine egne erfaringer med at leve i et voldeligt forhold og fortie det over for omverdenen vil hun gerne opfordre andre i samme situation til at tale om det.
"Bid hovedet af al skam. Luk op for posen og fortæl om det. Hvis man lukker for meget inde, bliver det helt uløseligt. Man skal råbe fra tagene, at man er udsat for fysisk og psykisk vold. Jeg tror, at det er et kæmpe problem, og at det findes i alle samfundslag. Man kommer aldrig væk fra skyld og skam, hvis man ikke taler om det."
"Voldsmanden siger: 'Det er din egen skyld, at jeg slår dig.' Men sådan hænger tingene ikke sammen."
Ilse M. Haugaards nærmeste venner og veninder kunne ikke fordrage hendes eksmand og var lykkelige over, at hun havde brudt med ham. Men andre venner og bekendte har hun mistet som følge af, at hun begyndte at tale om volden og at skrive en bog om den.
"Jeg tror, det er, fordi det er tabu. Det kommer for tæt på ens egen omgangskreds. Men når jeg kunne holde volden i mit parforhold skjult, kan alle gøre det. Jeg er ellers meget snakkesalig, men der var ikke en, der anede, hvad der foregik. Men det er meget mærkeligt, at folk ikke synes, man skal tale om det af hensyn til voldsmanden. Jeg blev af godlidende stemmer rådet til at lade være, fordi 'det var synd for ham'. Men jeg tænkte: 'Nej, det skal ud'."
"Nogle mente, at jeg skulle tilgive ham. Så ville jeg få det meget bedre. Men jeg har haft rigeligt med at tilgive mig selv, fordi jeg var holdt op med at se tingene i øjnene. Jeg var blevet ynkelig og offeragtig. Så begynder selvhadet, og det kræver sin kvinde at få selvrespekten tilbage."
"I dag har jeg det fint. Og jeg kan godt lide mig selv igen. Og det er tilstrækkeligt med tilgivelse, at jeg har tilgivet mig selv."
Hvordan har du det med at stå frem i bogen med din skam?
"Jeg har det faktisk godt med det. Der er ikke noget, jeg ikke vil stå ved. Jeg skal bare videre."
remar@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad