Sørine Gotfredsen |
5. marts 2011
Pligten til at være den lille dommer er stor, skriver Sørine Gotfredsen
FORLEDEN BEFANDT JEG mig i diskussion med en kvinde, der har magt i den fagre tv-verden. Hun er med til at bestemme, hvilke satireprogrammer, der skal sendes på TV 2, og jeg bemærkede, at det jo ikke alt sammen er lige begavet.
Ja, at noget faktisk er nærmest anløbent, idet det mere og mere opfattes som noget naturligt at grine højt ad de svage i samfundet. Seneste eksempel er programmet "Radio Karen", hvor udsatte menneskers rigtige radiosamtaler genopføres som dukketeater.
At den skruppelløse tone har sejret så stort har at gøre med den for nogen så attraktive pointe, at man i en frigjort tidsalder kan grine ad alt. Og derudover føler mange sikkert så dyb lettelse over ikke selv at leve på bunden, at man mærker den mest vidunderlige bekræftelse ved synet af dem, der rent faktisk gør.
Tv-kvinden pointerede, at det jo ikke er hendes opgave at gøre sig til dommer over, hvad danskerne skal grine ad, og dermed ramte hun plet. For netop de ord illustrerer, hvordan den moralske overvejelse i dag opfattes som noget, almindelige mennesker bør holde sig fra.
DE FÆRRESTE ønsker at "gøre sig til dommer", som det hedder, da dette medfører, at man på usympatisk vis ophøjer sig selv til myndighed. Dette udgør noget nær den største synd i en nivelleret modernitet, hvor der ikke længere skelnes mellem den lille og den store dom, fordi man har afskaffet Guds suverænitet og menneskets basale skyldighed.
Hierarkiet er opløst, og vi står tilbage med kun ét niveau for bedømmelse af rigtigt og forkert. Nemlig vores eget, og således bliver menneskenes dom over hinanden både den eneste og den største, der findes, hvilket anbringer os i en pudsig blanding af almagt og angst for at bruge magten til noget.
Så vi viger tilbage og vedtager, at det ikke tilkommer os moralsk at bedømme hinanden. Vi undlader at tage stilling og kan dermed konstatere, at uden den store Guds dom, kan den lille ikke overleve. Det er ren dialektik.
DET VERDSLIGE skal ses i lyset af det evigt højere, og når dette særlige udsyn opløses, driver de moralske grænser frit for vinden. Det er et problem, for mens danskerne løbende i diverse undersøgelser fremstår som søde og loyale over for fællesskabet, fortæller vore konkrete handlinger ofte en anden historie. For eksempel de, der fører til så meget socialt bedrageri, at kommunerne langtfra kender antallet af borgere, der decideret stjæler penge fra systemet. En uhørt selvisk handling, der i dén grad kalder på moralsk vurdering og viser, at vi er nødt til – ja, har pligt til – for fællesskabets bedste at dømme hinanden. At udstede den lille dom, og her finder vi tidens tomrum.
Her, hvor den enkelte skal tage tilværelsen så alvorligt, at man forlader sin letkøbte værdirelativering og påtager sig at diskvalificere det, en anden gør, fordi man vil værne om helheden.
Hvis ikke vi vil anerkende den enkeltes pligt til at forholde sig subjektivt til rigtigt og forkert, skaber vi et samfund med så stor ligegyldighed og ansvarsforflygtigelse, at grænserne for anstændighed bliver stadigt videre. Alt imens vi dyrker en misforstået idé om, at den ideelle tilgang til verden faktisk er ikke at forholde sig moralsk til noget, fordi man ikke skal gøre sig til dommer.
Præcis som kvinden med indflydelse på udbuddet af platte tv-programmer. Da jeg til sidst i vores diskussion hævdede, at hun faktisk har pligt til etisk at vurdere, hvad danskerne sidder og griner ad i sofahjørnet, svarede hun med disse uforglemmelige ord: "Jamen, jeg arbejder jo ikke for en public service-kanal!".
Det er altså dér, den moralske tankevirksomhed i nyere tid er stuvet hen. Den er blevet gjort til et anliggende for statens ophøjede identitet og forbindes ikke med ethvert menneske som en given tidløs pligt. Med denne skattefinansierede ordning i ryggen kan man mageligt slippe for konkret ansvar, slå ud med hænderne og sige – jeg skal ikke gøre mig til dommer.
Derfor er det blevet sådan i dag, at mens den, der taler om moral, opfattes som selvfed og irriterende, ses den, der forholder sig så lidt som muligt, som nærmest forbilledlig.
Og noget er kortsluttet for os. Ikke at tage ansvar et blevet til norm, fordi vores gudløse autonome position i sidste ende handlingslammer den enkelte. Vi tør ikke træde i karakter, for vi har annulleret den store guddommelige dom over mennesket, der gør det åbenbart, at der samtidig findes en lille dom, som det er menneskets klare opgave at udstede.
Vi har mistet erkendelsen af, at i forholdet til den store dommer er vi blevet tildelt rummet, hvor vi selv skal være dommere i det små. Den erkendelse skal bringes tilbage.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og journalist Peter Olesen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad