FORLEDEN BEFANDT JEG mig i diskussion med en kvinde, der har magt i den fagre tv-verden. Hun er med til at bestemme, hvilke satireprogrammer, der skal sendes på TV 2, og jeg bemærkede, at det jo ikke alt sammen er lige begavet.

Ja, at noget faktisk er nærmest anløbent, idet det mere og mere opfattes som noget naturligt at grine højt ad de svage i samfundet. Seneste eksempel er programmet "Radio Karen", hvor udsatte menneskers rigtige radiosamtaler genopføres som dukketeater.

At den skruppelløse tone har sejret så stort har at gøre med den for nogen så attraktive pointe, at man i en frigjort tidsalder kan grine ad alt. Og derudover føler mange sikkert så dyb lettelse over ikke selv at leve på bunden, at man mærker den mest vidunderlige bekræftelse ved synet af dem, der rent faktisk gør.

Tv-kvinden pointerede, at det jo ikke er hendes opgave at gøre sig til dommer over, hvad danskerne skal grine ad, og dermed ramte hun plet. For netop de ord illustrerer, hvordan den moralske overvejelse i dag opfattes som noget, almindelige mennesker bør holde sig fra.

DE FÆRRESTE ønsker at "gøre sig til dommer", som det hedder, da dette medfører, at man på usympatisk vis ophøjer sig selv til myndighed. Dette udgør noget nær den største synd i en nivelleret modernitet, hvor der ikke længere skelnes mellem den lille og den store dom, fordi man har afskaffet Guds suverænitet og menneskets basale skyldighed.

Hierarkiet er opløst, og vi står tilbage med kun ét niveau for bedømmelse af rigtigt og forkert. Nemlig vores eget, og således bliver menneskenes dom over hinanden både den eneste og den største, der findes, hvilket anbringer os i en pudsig blanding af almagt og angst for at bruge magten til noget.