Liselotte Wiemer |
5. marts 2011
Ib Michael klandrer anmeldere for at gå efter manden. Men tvetydigheden mellem forfatter og fortæller, fiktion og faktion bliver i disse år mere og mere subtil
Når alt er reality shows, smalltalk og gågadejournalistik, når vi selv er på 24 timer i døgnet, kan der ifølge Jens Smærup Sørensens roman "Phase" brede sig en hunger efter virkelighed, en sær følelse af lede og apati. Vi kan ikke trække vejret. For livet kræver en dobbelthed, en fiktion, en myte, en ekstern dimension for at kunne ånde frit.
For nylig har forfatteren Ib Michael som bekendt klandret den samlede anmelderstand for at være inkompetent. Blandt andet fordi vi ikke var i stand til at læse denne dobbelthed i litteraturen og elementært skelne mellem det fortællende jeg og forfatteren selv. Når Karl Ove Knausgårds selvbiografiske (?!) værk "Min kamp" bliver modtaget som en litteraturhistorisk begivenhed, kalder Ib Michael det derfor for et eklatant overkill. Det er fuldkommen almindeligt blandt forfattere, deriblandt Michael selv, at bruge deres personlige livsmateriale i kunstens tjeneste, hedder det, idet skriften alligevel forvandler alt til fiktion.
Det er en påstand, man bør tage seriøst (når bulderet og sæbeøjet har lagt sig!). Ikke mindst fordi tvetydigheden mellem forfatter og fortæller, fiktion og faktion i disse år bliver mere og mere subtil. En dobbeltkontrakt, som litteraturforskeren Poul Behrendt kalder det.
Og sandt er det, at det er set før. Fra Johannes Ewald til Mette Moestrup. Men noget nyt er i gærde hos Knausgård. Et andet twist. Et forsøg på en nærmest demonstrativt ufiltreret registrering af tilværelsen. En kameralinse sat direkte på hypofysen. Panorerende over 40 års liv. Selvfølgelig ved forfatteren godt, at hukommelsen ikke altid "sætter sandheden højest". Og selvfølgelig foregår der en kunstnerisk redigering af stoffet, herunder en række indflettede kommentarer og virkningsfulde spring i tid og sted. Dette er roman. Alligevel har Knausgård især i de to første bind fat i et dybt originalt projekt, hvor det ikke er anmelderne, men selve de præmisser, litteraturen er skrevet på, der får tæsk.
"De sidste par år havde jeg mistet troen på litteraturen," skriver han i slutningen af sit andet bind. "Jeg læste og tænkte, at det var noget, nogen havde fundet på (?) Jeg kunne mærke det i hele min krop, noget mættet, palminagtigt bredte sig i min bevidsthed, ikke mindst fordi kernen i al denne fiktion, sand eller falsk, var lighed, og at den afstand den holdt til virkeligheden var konstant (?) Jeg kunne ikke skrive i det, det var umuligt, hver eneste sætning blev mødt med tanken: men det er jo bare noget du finder på. Der er ingen værdi i det. Det eneste jeg fandt værdi i, som stadig gav mening, var det i litteraturen der ikke handlede om noget, men kun bestod af en stemme, personlighedens stemme, et liv, et ansigt, et blik man kunne møde."
Jeg tror, denne poetik er et udtryk for samme længsel efter virkelighed, som Smærup Sørensen taler om. En uendelig lede ved det opsatte, det konstruerede, det iscenesatte. En søgen efter det, der er bagved. Ikke en realisering, men en afrealisering. Kamp til stregen. Og bar bund.
Det er et projekt, der ifølge sagens natur selv ender som iscenesættelse. Heri ligger jo dobbeltkontrakten. Det paradoks, at afsløring bliver tilsløring. Fordi en fastholdt virkelighed er en boomerang, der kaster læseren tilbage i fiktionen. En rose er en rose er en rose, som Gertrude Stein skriver.
Forleden løb Tobias Lindholm og Michael Noers rystende film "R" med toppen af alle danske filmpriser. Og i grunden er også det et værk, der udspiller sig på den knausgårdske kampplads. Et værk, der ikke simulerer; men netop R! På en gang film og ikke film. Sandhed og løgn. Således foregår historien i Horsens Statsfængsel – en autentisk ramme, der ganske vist er nedlagt. Og bortset fra den fremragende Pilou Asbæk er de fleste medvirkende insidere. Altså indsatte, der dog er sat fri!
Så riv sløret til side og find sløret. Fil tremmerne over og ryk direkte i fængsel. Og måske er også Ib Michael bare en fiktion?
kultur@k.dkI denne klumme skriver Kristeligt Dagblads litteraturanmeldere Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.