5. marts 2011
Den nye tyske indenrigsminister i Berlin udtalte i torsdags, at islam ikke er en central del af den tyske livsstil. Han meldte sig dermed i den længe standende debat om udlændinges rolle i landet.
"At islam skulle høre til i Tyskland, findes der overhovedet intet historisk grundlag for," meddelte Hans- Peter Friedrich journalisterne på sin første dag i embedet som afløser for Thomas de Maiziere.
Friedrich vendte en bemærkning på hovedet, som var blevet fremsat i oktober af præsident Christian Wulff, som dengang sagde, at islam nu "hørte til i Tyskland" grundet de fire millioner muslimer, der bor i landet.
Begge herrer er medlemmer af de konservative partier, som udgør størstedelen af Tysklands koalitionsregering.
En af de måder, hvorpå samfundet kan gøre sit potentiale til virkelighed, er ved at "føre sine bestanddele sammen og ikke tvinge dem fra hinanden eller polarisere dem," sagde Friedrich.
Friedrichs kommentarer afspejler også et forsøg fra de europæiske regeringer på at integrere indvandrere bedre som respons på de vedvarende spændinger mellem forskellige kulturer i landene.
Den britiske premierminister, David Cameron, sagde i februar, at multikulturalismen har slået fejl i Storbritannien og ladet de unge muslimer være sårbare over for radikalisering. Cameron talte for en mere aktiv poli-tik for at hele splittelsen i landet og fremme vestlige værdier.
Tyskland huser Europas næststørste islamiske befolkning næst efter Frankrig. Det største mindretal i Tyskland er tyrkere.
Til forskel fra Storbritannien og Frankrig, hvor truende racespændinger af og til eksploderer i vold, lever de tyske muslimer forholdsvis fredeligt ved siden af mainstream-samfundet, men den manglende integration har længe udgjort et problem.
Friedrich tilføjede på pressemødet, at han stod fast ved kommentarer, han har fremsat i efteråret, hvor han sagde, at Tysklands kernekultur er baseret på og drejer omkring den jødisk-kristne, vestlige model og aldrig vil kunne være islamisk.
En repræsentant for Tysklands centralråd af muslimer havde ikke umiddelbart nogen kommentarer til Fried-richs bemærkninger.
/Reuters/
Oversat af Sara Høyrup