Færgenavn skaber høje bølger

I denne uge stemte BornholmerFærgens kunder ja til at beholde "Leonora Christina" som navn til rederiets nye kommende katamaranfærge. Bestyrelsesformand afviser anklage om stemmefusk

Den nye bornholmske færge.
Den nye bornholmske færge. Foto: Austal.

Det er altid en betydelig bornholmsk mediebegivenhed, når der bliver købt en ny færge til øen. For som en færgepassager tidligere har udtrykt det i Kristeligt Dagblad, er hurtigfærgen bornholmernes motorvej til resten af Danmark. Og de bornholmske medier er altid fulde af færgehistorier.

Men de seneste måneder har debatten mest af alt drejet sig om selve navnet på den nye kommende katamaranfærge. Den skal hedde Leonora Christina efter Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698).

Det var Leonora Christina, der skrev den berømte og nu kanoniserede selvbiografi "Jammers minde". Men stridens æble på Bornholm er, om hun historisk set var en forkælet landsforræder eller blot samfundskritisk og trofast over for sin mand, rigsgreve og rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der mere eller mindre berettiget blev kaldt Danmarks største landsforræder.

Leonora Christinas tilknytning til Bornholm har også været et debatemne. For hun boede kun på øen som fængselsfange. Gennem 17 måneder sad hun fængslet for højforræderi på Hammershus sammen med sin mand, fordi han en overgang havde allieret sig med den svenske konge efter et mislykket magtopgør med Frederik III. Og kritiske røster på klippeøen finder det ikke logisk, at en hurtigfærge skal opkaldes efter en, der har siddet fast i 17 måneder for landsforræderi på Nordbornholm. Til gengæld var hun kongedatter.

Leonora Christina var nemlig datter af Christian IV og Kirsten Munk – hans "hustru til venstre hånd", som der står i det brugerbaserede netleksikon Wikipedia. Hjemmesiden er i øvrigt allerede opdateret om "færgefejden", efter at BornholmerFærgen tidligere på ugen kunne offentliggøre afstemningsresultatet blandt over 9000 kunder, der som et soningsforsøg fra rederiets side kunne stemme blandt fem forskellige navne:

"Rederiets kandidat vandt i 2011 med 50,22 procent af de godkendte stemmer, efter at det ikke kun var bornholmerne, der måtte stemme," står der i skrivende stund på Wikipedia med en note om, at Lokalavisen Bornholms sms-afstemning pegede i en anden retning.

På rederiets egen hjemmeside kan man dog til gengæld læse, at der forholdsmæssigt faktisk var flere færgekunder med bornholmsk adresse, der havde stemt på at kalde færgen Leonora Christina foran Marie Kofod og Kronprinsesse Mary.

Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, føjede dog i onsdags mere kulør til sagen, da han ifølge P4 Bornholm såede tvivl om, hvorvidt der var tale om stemmefusk omkring afstemningen, da han havde indkaldt Folketingets Trafikudvalg i samråd om det omstridte navn.

Bestyrelsesformand for Danske Færger Per Gullestrup afviser dog over for radioen, at der skulle være fusket med resultatet, og henviser til, at det er statsautoriserede revisorer fra Bornholms Revision, som har håndteret afstemningen. Og i øjeblikket tyder – næsten – alt altså på, at den nye hurtigfærge kommer til at sejle mellem Rønne og Ystad under navnet "Leonora Christina", selvom der stadig er forskellige holdninger til, om hun var på dansk eller svensk side.

Den nuværende hurtigfærge hedder i øvrigt "Villum Clausen". Det var den bornholmer, der skød den svenske kommandant under den svenske besættelse af Bornholm i kølvandet på svenskekrigene.

ohrstrom@k.dk