/ritzau/ |
5. marts 2011
Det stod ikke i kortene, at formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, skulle være fagligt aktiv. Faktisk begyndte hun ikke sin faglige karriere som de fleste – som tillidsmand. Men det kom ikke til at belaste hende, da hun i 2004 blev næstformand i Socialrådgiverforeningen.
Fire år senere blev hun formand for landets socialrådgivere. Ved den lejlighed skrev bladet Socialrådgiveren blandt andet om hende, at denne dame besidder en særdeles rå humor, ser dårligt tv og taler med sig selv. Men at hun også tegner foreningens socialpolitiske profil knivskarpt og har et drive som en Duracell-kanin.
Inden den faglige aktive karriere, hvor Bettina Post ikke er bange for at ruske op i beslutninger og politikere, arbejdede formanden blandt andet med psykisk sårbare unge, anbringelser og sygedagpengesatser. Hun blev uddannet som socialrådgiver i 1988 og nåede at arbejde i "felten" i 16 år, inden hun blev socialrådgivernes ansigt udadtil.
I marts 2010 blev Bettina Post af Ugebrevet Mandag Morgen udpeget som en af 28 nøglespillere, der tilsammen udgør velfærdens generalstab. Hermed kom hun i fornemt selskab med toppolitikere som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.
I kølvandet på dén udnævnelse blev Post optaget i Kraks Blå Bog – en udmærkelse hun blev meget glad for. Da kuverten med invitationen ankom til privaten, var der ingen tvivl om svaret:
"Jeg udfyldte straks mit CV og sendte det tilbage. Det er dejligt at få den anerkendelse, og der er noget magisk over den Blå Bog," sagde Bettina Post til Herlev Bladet ved den lejlighed.
/ritzau/