Nørhøj: Har relationen mand-kvinde-barn ikke en særstilling teologisk, eller er det helt uden betydning?
Dette spørgsmål er sagens kerne. Den kristne kirke har både hos os selv og på missionsmarken udbredt den overbevisning, at ægteskabet mellem en mand og en kvinde er den samlivsform, der er i overensstemmelse med skabelsens orden. Der for har den krav på særlig agtelse og beskyttelse (jvf. det sjette bud). Derved kommer man til at diskriminere andre former for samliv, så gode de end måtte være i for nogle.
Det er et meget stort brud med traditionen, hvis man nu vil kasserer denne overbevisning til fordel for et kønsneutralt ægteskab. Som det ofte er spurgt: Hvorfor skal vi så standse der og ikke samtidigt tillade flerkoneri og mange andre alternative samlivsformer?
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Kan vi holde sammen på folkekirken? til din ven.
Kan vi holde sammen på folkekirken?
"Den natåbne kirke i Domkirken i København har et slogan, der præcist udtrykker dette, og som kunne være hele folkekirkens vision på kort formel: 'En åben dør og et fast centrum.'"
- Mogens Flindt/Scanpix.
Debatten om vielse af homoseksuelle truer folkekirkens fremtidige enhed. Truslen er langt større end i 1947, da kvindelige præster blev accepteret, og truslen kommer både indefra og udefra
Dette år bliver formentlig året, hvor folkekirkens medlemsprocent for første gang kommer ned under 80. Det er stadig en høj andel. Ikke mindst når man indregner den voksende andel af indbyggere, der har anden etnisk og kulturel baggrund end dansk.
Folkekirken er en af de institutioner i Danmark, der har den største opbakning og anerkendelse i samfundet, også blandt mennesker, der kun meget sjældent gør brug af den. Dens uafviselige styrke ligger i kombinationen af teologisk rummelighed og stor frihed med et klart udgangspunkt: den evangelisk-lutherske bekendelse.
Samtidig udgør folkekirken et fintmasket netværk af kirker, menigheder og præster over hele landet. Således har P.C. Kierkegaards argument for folkekirken fra 1860'ernes diskussion om valgmenighedsloven stadig gyldighed: "Ingen skal have langt til kirke og præst!".
Den natåbne kirke i Domkirken i København har et slogan, der præcist udtrykker dette, og som kunne være hele folkekirkens vision på kort formel: "En åben dør og et fast centrum".
Annonce
Folkekirken har i sin historie haft og har mange svagheder. De er ofte nok beskrevet og kritiseret. Og sandt at sige er der et og andet i vor folkekirke, der nok kunne trænge til reformer.
Ikke desto mindre er det svært at forestille sig en bedre ramme for danskernes møde med den kristne tro. Det er derfor vigtigt at fastholde Kirkeligt Centrums gamle anliggende: at pege på det, der samler, i stedet for det, der skiller – at fastholde folkekirkens sammenhængskraft.
Folkekirken er en af de institutioner i Danmark, der har den største opbakning og anerkendelse i samfundet, også blandt mennesker, der kun meget sjældent gør brug af den. Dens uafviselige styrke ligger i kombinationen af teologisk rummelighed og stor frihed med et klart udgangspunkt: den evangelisk-lutherske bekendelse.
Samtidig udgør folkekirken et fintmasket netværk af kirker, menigheder og præster over hele landet. Således har P.C. Kierkegaards argument for folkekirken fra 1860'ernes diskussion om valgmenighedsloven stadig gyldighed: "Ingen skal have langt til kirke og præst!".
Den natåbne kirke i Domkirken i København har et slogan, der præcist udtrykker dette, og som kunne være hele folkekirkens vision på kort formel: "En åben dør og et fast centrum".
Ikke desto mindre er det svært at forestille sig en bedre ramme for danskernes møde med den kristne tro. Det er derfor vigtigt at fastholde Kirkeligt Centrums gamle anliggende: at pege på det, der samler, i stedet for det, der skiller – at fastholde folkekirkens sammenhængskraft.
I de kommende år står folkekirkens sammenhængskraft imidlertid over for betydelige trusler.
På det praktiske niveau risikerer vi, at folkekirkens organisatoriske grundpille, menighedsrådene, vil smuldre i forbindelse med de næste menighedsrådsvalg som følge af de meget voldsomme administrative opgaver, som menighedsrådene pålægges i disse år.
På det indholdsmæssige niveau er folkekirken som institution ligesom mange andre store samfundsinstitutioner ramt af en troværdighedskrise, hvis konsekvens er, at store dele af den betydelige religiøse og spirituelle søgen går uden om folkekirken.
Lige nu er situationen så, at folkekirken er kastet ud i en sag, der deler vandene så voldsomt, at det rummer en akut risiko for, at folkekirken splittes ad. Det drejer sig om, at der politisk lægges op til en lovgivning, der åbner for vielse i kirken af homoseksuelle par og eventuel indførelse af et køns neutralt ægteskab og dertil hørende ritual.
I befolkningen er der ifølge meningsmålingerne nu flertal for, at par af samme køn skal kunne indgå ægteskab i kirken. Diskussionen kører skarpt og unuanceret: Der er ikke plads til andre og mere nuancerede synspunkter end det enkle ja eller nej – selvom sagen hverken teologisk eller juridisk nødvendigvis er så enkel.
Da man i 1940'erne havde debatten om kvinders adgang til præsteembedet, truede en række præster på den kirkelige højrefløj med at forlade folkekirken, hvis loven blev gennemført. Dengang gjorde de ikke alvor af det.
Situationen er anderledes i dag. Dengang stod folkekirken væsentligt stærkere og med et væsentligt tungere monopol end i dag. Vi har i de senere år oplevet et betydeligt antal fri- og valgmenighedsdannelser på den kirkelige højrefløj. Senest har Indre Mission gennemgået et formandsskifte med åbenhed over for valg- og frimenighedsdannelse til følge. Loyaliteten over for folkekirken som institution er ikke nær så stor i dag som i 1947. Der er andre steder at gå hen for de utilfredse.
Men vi skal ikke tro, at splittelsesrisikoen kun kommer fra højrefløjen. Splittelse kan også true kirken, såfremt folkekirken ignorerer en lovgivning, der giver lige adgang til kirkelig vielse for både hetero- og homoseksuelle par.
I Finland forlod over 30.000 medlemmer af Den Finske Kirke for nylig kirken i en protestaktion, fordi man her har afvist at indføre vielse af par af samme køn. Det er ikke umuligt at forestille sig noget tilsvarende i Danmark, hvis forskellige politiske og teologiske grupperinger gør indførelse af kirkelig vielse af par af samme køn til et kardinalspørgsmål.
På begge fløje er der folk, der græder tørre tårer over risikoen for afskalning af den modsatte fløj. Men ligegyldigheden er farlig. Vi har brug for en folkekirke, der har vidt til væggene og højt til loftet, teologisk, kirkeligt og folkeligt. Vi har brug for et frisind og en frihed til mange sider.
Kan vi ikke bevare et fælles centrum og en fælles ramme og så ellers tage kampen om sandheden her indenfor, så risikerer vi, at folkekirken bliver en grå, ensartet, kedelig serviceinstitution, ikke en levende kirke med en levende teologisk diskussion og kamp.
Derfor er det nu tid til at opfordre til besindighed og til at tage sig den nødvendige tid til at finde en løsning, der ikke river folkekirken i stumper og stykker. Det gælder de kirkelige retninger og positioner, der sætter tingene meget skarpt op, men det gælder også politikerne.
Hvis man politisk haster en lovgivning igennem, risikerer lovgivningsmagten både at igangsætte en folkekirkelig splittelse og at sætte forholdet mellem staten og folkekirken under et pres, nemlig en statskirkelighed, hvor det er Folketinget, der dikterer folkekirkens teologi og ritualer om parforholdet. Forholdet mellem stat og kirke skal ifølge vores folkekirkelige ordning være et samspil, hvor kirken får plads og mulighed for at handle ud fra egne teologiske præmisser
Det, der først og fremmest er behov for lige nu, er en ordentlig, nuanceret og grundig debat i folkekirken om parforholdets og ægteskabets teologi. Ikke at politikerne skriver en snæver dagsorden, der kun handler om politisk ligestilling. Hvis det alene er den, det handler om, er der langt enklere veje at gå, for eksempel borgerlig juridisk ægteskabsindgåelse for alle.
Så vidt vi kan konstatere, har de udvalg, som gennem de seneste par årtier har arbejdet med problemstillingerne omkring velsignelse og/eller vielse af homoseksuelle par, ikke givet os en gennemreflekteret ægteskabsteologi på nutidens præmisser. Det gælder også rapporten "Folkekirken og registreret partnerskab", som blev skrevet af den folkekirkelige arbejdsgruppe, nedsat af kirkeministeren.
Inden Folketingets politikere kommer os i forkøbet, skal vi have belyst, hvad forholdet er mellem velsignelse og vielse. Vi skal have en teologisk klaring på, at ægteskab og parforhold mellem to af samme køn i bund og grund er ligeværdige – uden at være det samme.
At Guds kærlighed igennem et kirkeligt ritual kan og skal meddeles til parret, hvad enten det er kvinde-mand eller af samme køn, er for os en teologisk selvfølgelighed. Men alligevel må vi spørge: Har relationen mand-kvinde-barn ikke en særstilling teologisk, eller er det helt uden betydning? Er det virkelig sådan, at alt andet end et kønsneutralt ritual er diskriminerende? Kunne det ikke være muligt på en ikke-diskriminerende måde at nuancere mellem vielse og velsignelse og mellem parforhold og ægteskab – begge dele lige, men ikke ens og det samme? Skal det politiske lighedskriterium være det eneste styrende?
Vi mener, det er nødvendigt, at kirken skaber ordninger, der er teologisk gennemtænkte og holdbare – også på længere sigt. Det kræver så også, at folkekirken ser sig selv som en kirke, der kan rumme mangfoldighed og teologisk kreativitet og samtidig kan fastholde os på det centrale i evangeliet. Det kalder netop på Kirkeligt Centrums traditionelle anliggende: at fastholde folkekirken som et fællesskab, der kan rumme de forskellige retninger uden splittelse.
Lektor Henning Nørhøj og sognepræst Kaj Bollmann er henholdsvis formand for og medlem af Kirkeligt Centrums landsbestyrelse
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Trådet overblik | Fladt overblik
Læs artiklen bag debatten her: Kan vi holde sammen på folkekirken?
Kronik 7. marts
Lektor Henning Nørhøj og sognepræst Kaj Bollmann har skrevet kronikken den 7. marts. Heri er et synspunkt, som jeg hylder. ”At pege på det, der samler , i stedet for det, der skiller...”.
Nu tales der jo om, at der skal tilføjes noget nyt, men man kunne måske lige så godt fjerne noget gammelt. Her tænker jeg på vielser, som jo bliver lovliggjorte ved tilladelse fra statens side. Det gælder folkekirken, men også andre trossamfund. Altså, der er kun een lovliggørende myndighed, og det er kommunen (det offentlige), som retter sig efter folketingets love.
I kommissionens rapport skrives der ikke meget om den bestående ordning, og slet ikke, at den kunne tænkes fjernet. Kirkelig vielse er vel i virkeligheden et levn fra tiden, hvor kirken udførte statens opgaver og så en overlevering fra den katolske tid. Her var ægteskabet et sakramente, men efter vist lange overvejelser på Luthers tid, holdt man kun fast i de to dåben og nadveren.
Der er andre begivenheder, som foregår i kirken, men som heller ikke er sakramenter; f. eks. begravelse og konfirmation, som man så har lavet nogle ritualer for. I disse tilfælde kommer man så til at tage stilling til det ”at velsigne”. Hvem velsigner? Kirken? Præsten? Gud?
For mig er det Gud, som velsigner. Det præsten eller andre kan, er at bede til Gud om at velsigne. Der er altså ikke tale om, at kirken eller præster ”blåstempler” noget.
Andet sted i dagens avis forsøger Finn B. Andersen at tilbagevise Thomas Reinholdt Rasmussens forståelse af ”Skriften, kirken og homoseksualitet”. Der gøres rede for nogle bibelske skrifter og, hvilken vægt der kan lægges på disse.
I GT oplever vi utallige profeter, men det tynder ud efterhånden. Jesus opfattes af muslimerne som profet, og Muhammed er den sidste. Ind imellem har der været mennesker, som man har tillagt større betydning, herunder Luther. Disse menneskers meninger og indsats skal ikke forklejnes; heller ikke Bibelens indhold. Alle vil være med til at få de efterlevende til bedre at forstå livet. At læse, hvad de har skrevet vil præge den holdning, som hver enkelt af os må tage. Det er dog, synes jeg, for billigt at blive kopier. At optage alt, hvad de har skrevet som evigtgyldige sandheder. Jesus har intet skrevet, så vi må holde os til overleveringen af hans udsagn og liv. Men alt er med til at hver enkelt må tage sit eget standpunkt i visse spørgsmål.
Når det drejer sig om vielse af homoseksuelle, så er Jesu 2 første bud de vigtigste for mig, og ikke antydninger eller fortolkninger af ikke altid helt forståelige overleveringer. I videnskaben taler man også om naturlove. De gælder for alt, men hvis man bare kan finde eet tilfælde af afvigelse falder loven til gulvet. Sådan kan man ikke bruge de religiøse skrifter. Det er ikke alt eller intet. Holdninger er noget man personligt må arbejde sig ind på, og ikke blindt bruge ord og skrifter i en teologisk diskussion.
Jeg er enig med kronikørerne i, at der er brug til grundige overvejelser. Der ingen - ud over de selvglade – som får noget ud af at (folke)kirken, som har een fælles hovedhjørnesten, splittes. Derfor er denne kronik et godt indlæg i samtalerne.
Søren Hansen
Lektor Henning Nørhøj og sognepræst Kaj Bollmann har skrevet kronikken den 7. marts. Heri er et synspunkt, som jeg hylder. ”At pege på det, der samler , i stedet for det, der skiller...”.
Nu tales der jo om, at der skal tilføjes noget nyt, men man kunne måske lige så godt fjerne noget gammelt. Her tænker jeg på vielser, som jo bliver lovliggjorte ved tilladelse fra statens side. Det gælder folkekirken, men også andre trossamfund. Altså, der er kun een lovliggørende myndighed, og det er kommunen (det offentlige), som retter sig efter folketingets love.
I kommissionens rapport skrives der ikke meget om den bestående ordning, og slet ikke, at den kunne tænkes fjernet. Kirkelig vielse er vel i virkeligheden et levn fra tiden, hvor kirken udførte statens opgaver og så en overlevering fra den katolske tid. Her var ægteskabet et sakramente, men efter vist lange overvejelser på Luthers tid, holdt man kun fast i de to dåben og nadveren.
Der er andre begivenheder, som foregår i kirken, men som heller ikke er sakramenter; f. eks. begravelse og konfirmation, som man så har lavet nogle ritualer for. I disse tilfælde kommer man så til at tage stilling til det ”at velsigne”. Hvem velsigner? Kirken? Præsten? Gud?
For mig er det Gud, som velsigner. Det præsten eller andre kan, er at bede til Gud om at velsigne. Der er altså ikke tale om, at kirken eller præster ”blåstempler” noget.
Andet sted i dagens avis forsøger Finn B. Andersen at tilbagevise Thomas Reinholdt Rasmussens forståelse af ”Skriften, kirken og homoseksualitet”. Der gøres rede for nogle bibelske skrifter og, hvilken vægt der kan lægges på disse.
I GT oplever vi utallige profeter, men det tynder ud efterhånden. Jesus opfattes af muslimerne som profet, og Muhammed er den sidste. Ind imellem har der været mennesker, som man har tillagt større betydning, herunder Luther. Disse menneskers meninger og indsats skal ikke forklejnes; heller ikke Bibelens indhold. Alle vil være med til at få de efterlevende til bedre at forstå livet. At læse, hvad de har skrevet vil præge den holdning, som hver enkelt af os må tage. Det er dog, synes jeg, for billigt at blive kopier. At optage alt, hvad de har skrevet som evigtgyldige sandheder. Jesus har intet skrevet, så vi må holde os til overleveringen af hans udsagn og liv. Men alt er med til at hver enkelt må tage sit eget standpunkt i visse spørgsmål.
Når det drejer sig om vielse af homoseksuelle, så er Jesu 2 første bud de vigtigste for mig, og ikke antydninger eller fortolkninger af ikke altid helt forståelige overleveringer. I videnskaben taler man også om naturlove. De gælder for alt, men hvis man bare kan finde eet tilfælde af afvigelse falder loven til gulvet. Sådan kan man ikke bruge de religiøse skrifter. Det er ikke alt eller intet. Holdninger er noget man personligt må arbejde sig ind på, og ikke blindt bruge ord og skrifter i en teologisk diskussion.
Jeg er enig med kronikørerne i, at der er brug til grundige overvejelser. Der ingen - ud over de selvglade – som får noget ud af at (folke)kirken, som har een fælles hovedhjørnesten, splittes. Derfor er denne kronik et godt indlæg i samtalerne.
Søren Hansen
Læs artiklen bag debatten her: Kan vi holde sammen på folkekirken?
Det er ikke muligt at holde sammen på folkekirken. Af den grund, at folkekirken per se ikke findes. Det var et begreb der blev lanceret i forbindelse med enevældens ophør, som et sprogligt modspil til den lidet folkelige og kongestyrede kirke, der blev betegnet som statskirke. En vision om en kirke, der var folkets, i den forstand, at det folk troede, således var kirkens tro.
Nogen egentligt folkekirke har aldrig manifesteret sig, som organisation eller veldefineret fællesskab. Folkekirken er en vision, en ide, men altså i bund og grund en fiktion.
Folkekirken er et løst fællesskab af en bred palette af religiøse opfattelser, der findes i kongeriget. Et løst fællesskab, der består i at deltagerne der alle mener at leve op til et sæt dogmatiske kriterier, der gør dem berettigede til at opfatte sig selv som at have et "evangelisk-luthersk" ståsted.
Hvis folkekirken skal fortsætte med at "eksistere" (som fiktion, illusion, vision) på den nuværende illusoriske måde, er det næppe oplagt at fokusere på hvad der forener. Der er ikke meget der reelt forener. Det, der kunne forene og give den folkekirkelige illusion fornyet luft under vingerne, kunne måske være fokus på øget tålsomhed og rummelighed overfor divergerende opfattelser, herunder mindre fokus på dogmatik?
Nogen egentligt folkekirke har aldrig manifesteret sig, som organisation eller veldefineret fællesskab. Folkekirken er en vision, en ide, men altså i bund og grund en fiktion.
Folkekirken er et løst fællesskab af en bred palette af religiøse opfattelser, der findes i kongeriget. Et løst fællesskab, der består i at deltagerne der alle mener at leve op til et sæt dogmatiske kriterier, der gør dem berettigede til at opfatte sig selv som at have et "evangelisk-luthersk" ståsted.
Hvis folkekirken skal fortsætte med at "eksistere" (som fiktion, illusion, vision) på den nuværende illusoriske måde, er det næppe oplagt at fokusere på hvad der forener. Der er ikke meget der reelt forener. Det, der kunne forene og give den folkekirkelige illusion fornyet luft under vingerne, kunne måske være fokus på øget tålsomhed og rummelighed overfor divergerende opfattelser, herunder mindre fokus på dogmatik?
Læs artiklen bag debatten her: Kan vi holde sammen på folkekirken?
Heinrich R. skrev:
Nu skal du ikke være for skarp Heinrich. R.
En dygtig matematiklærer på DLH sagde en gang om matematikkens regler, at man ikke altid kunne udtale sig med guldor - eller noget i den retning. Der findes forståelige hverdagsord.
Folkekirken er noget meget præcist. Det er dem, som bataler kirkeskat. Hvad der eller holder dem sammen er forskelligt.
I DR2 i dag udtalte katolikken Erling Tiedemann sin bekymring for, at folkekirken skulle smuldre. Han sagde, at det gjorde han, uanset at han var katolik. Der er et fælles grundlag.
Det du skriver i sidste afsnit er jeg meget enig i. Hvis man var lidt mindre selvhøjtidelig, og sikker på at man har den eneste sandhed, kunne man blive sammen, hvorved en frugtbar dialog kunne udvikle os alle.
Jesus fortalte jo selv, hvad sandheden er.
Søren Hansen
Det er ikke muligt at holde sammen på folkekirken. Af den grund, at folkekirken per se ikke findes. Det var et begreb der blev lanceret i forbindelse med enevældens ophør, som et sprogligt modspil til den lidet folkelige og kongestyrede kirke, der blev betegnet som statskirke. En vision om en kirke, der var folkets, i den forstand, at det folk troede, således var kirkens tro.
Nogen egentligt folkekirke har aldrig manifesteret sig, som organisation eller veldefineret fællesskab. Folkekirken er en vision, en ide, men altså i bund og grund en fiktion.
Folkekirken er et løst fællesskab af en bred palette af religiøse opfattelser, der findes i kongeriget. Et løst fællesskab, der består i at deltagerne der alle mener at leve op til et sæt dogmatiske kriterier, der gør dem berettigede til at opfatte sig selv som at have et "evangelisk-luthersk" ståsted.
Hvis folkekirken skal fortsætte med at "eksistere" (som fiktion, illusion, vision) på den nuværende illusoriske måde, er det næppe oplagt at fokusere på hvad der forener. Der er ikke meget der reelt forener. Det, der kunne forene og give den folkekirkelige illusion fornyet luft under vingerne, kunne måske være fokus på øget tålsomhed og rummelighed overfor divergerende opfattelser, herunder mindre fokus på dogmatik?
Nogen egentligt folkekirke har aldrig manifesteret sig, som organisation eller veldefineret fællesskab. Folkekirken er en vision, en ide, men altså i bund og grund en fiktion.
Folkekirken er et løst fællesskab af en bred palette af religiøse opfattelser, der findes i kongeriget. Et løst fællesskab, der består i at deltagerne der alle mener at leve op til et sæt dogmatiske kriterier, der gør dem berettigede til at opfatte sig selv som at have et "evangelisk-luthersk" ståsted.
Hvis folkekirken skal fortsætte med at "eksistere" (som fiktion, illusion, vision) på den nuværende illusoriske måde, er det næppe oplagt at fokusere på hvad der forener. Der er ikke meget der reelt forener. Det, der kunne forene og give den folkekirkelige illusion fornyet luft under vingerne, kunne måske være fokus på øget tålsomhed og rummelighed overfor divergerende opfattelser, herunder mindre fokus på dogmatik?
Nu skal du ikke være for skarp Heinrich. R.
En dygtig matematiklærer på DLH sagde en gang om matematikkens regler, at man ikke altid kunne udtale sig med guldor - eller noget i den retning. Der findes forståelige hverdagsord.
Folkekirken er noget meget præcist. Det er dem, som bataler kirkeskat. Hvad der eller holder dem sammen er forskelligt.
I DR2 i dag udtalte katolikken Erling Tiedemann sin bekymring for, at folkekirken skulle smuldre. Han sagde, at det gjorde han, uanset at han var katolik. Der er et fælles grundlag.
Det du skriver i sidste afsnit er jeg meget enig i. Hvis man var lidt mindre selvhøjtidelig, og sikker på at man har den eneste sandhed, kunne man blive sammen, hvorved en frugtbar dialog kunne udvikle os alle.
Jesus fortalte jo selv, hvad sandheden er.
Søren Hansen
Læs artiklen bag debatten her: Kan vi holde sammen på folkekirken?
shansen4 skrev:
Man kan aldrig være for skarp, Søren. Og ved nærmere eftertanke, er jeg knapt så sikker i min udlægning.
Skarpt eller ej, kan jeg godt vedgå at var tonen nok var lidt vel skrap? Og budskabet lidt vel firkantet?
Det hidtil stærkeste argument for folkekirkens faktiske eksistens, har du dog leveret. At der opkræves kirkeskat. At man kan blive medlem af denne folkekirke, på trods af at dette fænomen ikke findes værdigt til et egennavn.
Jeg har et par gange på disse sider undret mig højlydt over det besynderlige forhold, at folkekirken efter retskrivningsreformen i 1948 konsekvent skrives med lille f. Altså en reference til et fællesnavn, fremfor et egennavn. Ligesom jeg har ledt gennem referater for Rigsdagens forhandlinger forud for rigets første grundlov, for at se hvad de muligvis viise fædre egentligt mente med "Folkekirken" (gammel skriveform), hvor der ret beset ikke indikeres at "Folkekirken" skal opfattes som en egentlig organisation eller en faktuel konstruktion, men snarere en afløser af den nationale statskirke, kongen hidtil havde bestemmelsesret over.
Jeg læsning af andre love m.v. i anledning af din kommentar, får jeg nærmest indtryk af at folkekirken skifter mellem faktum og krypto-fællesskab. I Kongelig Anordning af 1. april 1897, fastslås der for første gang regler om udmelding af "Folkekirken" (gammel stavemåde). Teksten giver klart indtryk af at "Folkekirken" anses som et bogstaveligt fællesskab. Måske ikke underligt, da forfatteren er den daværende Konge og en Rigsdag med et flertal af tilhængere af monarkiet, og den "Folkekirken" Junigrundloven kryptisk henviser til, er en logisk og praktisk fortsættelse af den tidligere statskirke?
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=72192
Senere kom retskrivningsreformen, og fem år senere en stærkt ændret grundlov i 1953, inklusive en sproglig opdatering, hvor "folkekirken" som fællesnavn fødes eller stadfæstes.
I 1992, i "Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken" revideres regelsættet fra 1897 ved vedtagelse af en ny lov, hvor medlemskabet igen er på dagsordenen. På trods af den konsekvente stavemåde, med lille f.
Men ligesom andre fiktioner og ukonkrete fænomener der ikke lader sig definere eller påvise - samfundet, danskhed o.m.a. - kan man sagtens forholde sig til fænomenet alligevel. Således også folkekirken.
Nu skal du ikke være for skarp Heinrich. R.
Man kan aldrig være for skarp, Søren. Og ved nærmere eftertanke, er jeg knapt så sikker i min udlægning.
Skarpt eller ej, kan jeg godt vedgå at var tonen nok var lidt vel skrap? Og budskabet lidt vel firkantet?
Det hidtil stærkeste argument for folkekirkens faktiske eksistens, har du dog leveret. At der opkræves kirkeskat. At man kan blive medlem af denne folkekirke, på trods af at dette fænomen ikke findes værdigt til et egennavn.
Jeg har et par gange på disse sider undret mig højlydt over det besynderlige forhold, at folkekirken efter retskrivningsreformen i 1948 konsekvent skrives med lille f. Altså en reference til et fællesnavn, fremfor et egennavn. Ligesom jeg har ledt gennem referater for Rigsdagens forhandlinger forud for rigets første grundlov, for at se hvad de muligvis viise fædre egentligt mente med "Folkekirken" (gammel skriveform), hvor der ret beset ikke indikeres at "Folkekirken" skal opfattes som en egentlig organisation eller en faktuel konstruktion, men snarere en afløser af den nationale statskirke, kongen hidtil havde bestemmelsesret over.
Jeg læsning af andre love m.v. i anledning af din kommentar, får jeg nærmest indtryk af at folkekirken skifter mellem faktum og krypto-fællesskab. I Kongelig Anordning af 1. april 1897, fastslås der for første gang regler om udmelding af "Folkekirken" (gammel stavemåde). Teksten giver klart indtryk af at "Folkekirken" anses som et bogstaveligt fællesskab. Måske ikke underligt, da forfatteren er den daværende Konge og en Rigsdag med et flertal af tilhængere af monarkiet, og den "Folkekirken" Junigrundloven kryptisk henviser til, er en logisk og praktisk fortsættelse af den tidligere statskirke?
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=72192
Senere kom retskrivningsreformen, og fem år senere en stærkt ændret grundlov i 1953, inklusive en sproglig opdatering, hvor "folkekirken" som fællesnavn fødes eller stadfæstes.
I 1992, i "Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken" revideres regelsættet fra 1897 ved vedtagelse af en ny lov, hvor medlemskabet igen er på dagsordenen. På trods af den konsekvente stavemåde, med lille f.
Men ligesom andre fiktioner og ukonkrete fænomener der ikke lader sig definere eller påvise - samfundet, danskhed o.m.a. - kan man sagtens forholde sig til fænomenet alligevel. Således også folkekirken.
Læs artiklen bag debatten her: Kan vi holde sammen på folkekirken?
Heinrich R. skrev:
Jeg tror, at jeg har skrevet, at stort eller lille bogstav giver dig en mulighed for at lægge en særlig mening i dit udsagn.
Sammenlign engelsk, hvor man siger "The Hansen´s" eller man siger "The Hansen´s", hvor man netop lægger trykket på netop denne Hansens.
Vi kan blive ved med at undre os over denne enestående danske situation. Igen i dagens DR2 serie var der en udmærket forklaring på dette forhold. Udlandet kan ikke forstå det, og vi må tilpasse os.
Søren Hansen
shansen4 skrev: Nu skal du ikke være for skarp Heinrich. R.
Man kan aldrig være for skarp, Søren. Og ved nærmere eftertanke, er jeg knapt så sikker i min udlægning.
Skarpt eller ej, kan jeg godt vedgå at var tonen nok var lidt vel skrap? Og budskabet lidt vel firkantet?
Det hidtil stærkeste argument for folkekirkens faktiske eksistens, har du dog leveret. At der opkræves kirkeskat. At man kan blive medlem af denne folkekirke, på trods af at dette fænomen ikke findes værdigt til et egennavn.
Jeg har et par gange på disse sider undret mig højlydt over det besynderlige forhold, at folkekirken efter retskrivningsreformen i 1948 konsekvent skrives med lille f. Altså en reference til et fællesnavn, fremfor et egennavn. Ligesom jeg har ledt gennem referater for Rigsdagens forhandlinger forud for rigets første grundlov, for at se hvad de muligvis viise fædre egentligt mente med "Folkekirken" (gammel skriveform), hvor der ret beset ikke indikeres at "Folkekirken" skal opfattes som en egentlig organisation eller en faktuel konstruktion, men snarere en afløser af den nationale statskirke, kongen hidtil havde bestemmelsesret over.
Jeg læsning af andre love m.v. i anledning af din kommentar, får jeg nærmest indtryk af at folkekirken skifter mellem faktum og krypto-fællesskab. I Kongelig Anordning af 1. april 1897, fastslås der for første gang regler om udmelding af "Folkekirken" (gammel stavemåde). Teksten giver klart indtryk af at "Folkekirken" anses som et bogstaveligt fællesskab. Måske ikke underligt, da forfatteren er den daværende Konge og en Rigsdag med et flertal af tilhængere af monarkiet, og den "Folkekirken" Junigrundloven kryptisk henviser til, er en logisk og praktisk fortsættelse af den tidligere statskirke?
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=72192
Senere kom retskrivningsreformen, og fem år senere en stærkt ændret grundlov i 1953, inklusive en sproglig opdatering, hvor "folkekirken" som fællesnavn fødes eller stadfæstes.
I 1992, i "Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken" revideres regelsættet fra 1897 ved vedtagelse af en ny lov, hvor medlemskabet igen er på dagsordenen. På trods af den konsekvente stavemåde, med lille f.
Men ligesom andre fiktioner og ukonkrete fænomener der ikke lader sig definere eller påvise - samfundet, danskhed o.m.a. - kan man sagtens forholde sig til fænomenet alligevel. Således også folkekirken.
Man kan aldrig være for skarp, Søren. Og ved nærmere eftertanke, er jeg knapt så sikker i min udlægning.
Skarpt eller ej, kan jeg godt vedgå at var tonen nok var lidt vel skrap? Og budskabet lidt vel firkantet?
Det hidtil stærkeste argument for folkekirkens faktiske eksistens, har du dog leveret. At der opkræves kirkeskat. At man kan blive medlem af denne folkekirke, på trods af at dette fænomen ikke findes værdigt til et egennavn.
Jeg har et par gange på disse sider undret mig højlydt over det besynderlige forhold, at folkekirken efter retskrivningsreformen i 1948 konsekvent skrives med lille f. Altså en reference til et fællesnavn, fremfor et egennavn. Ligesom jeg har ledt gennem referater for Rigsdagens forhandlinger forud for rigets første grundlov, for at se hvad de muligvis viise fædre egentligt mente med "Folkekirken" (gammel skriveform), hvor der ret beset ikke indikeres at "Folkekirken" skal opfattes som en egentlig organisation eller en faktuel konstruktion, men snarere en afløser af den nationale statskirke, kongen hidtil havde bestemmelsesret over.
Jeg læsning af andre love m.v. i anledning af din kommentar, får jeg nærmest indtryk af at folkekirken skifter mellem faktum og krypto-fællesskab. I Kongelig Anordning af 1. april 1897, fastslås der for første gang regler om udmelding af "Folkekirken" (gammel stavemåde). Teksten giver klart indtryk af at "Folkekirken" anses som et bogstaveligt fællesskab. Måske ikke underligt, da forfatteren er den daværende Konge og en Rigsdag med et flertal af tilhængere af monarkiet, og den "Folkekirken" Junigrundloven kryptisk henviser til, er en logisk og praktisk fortsættelse af den tidligere statskirke?
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=72192
Senere kom retskrivningsreformen, og fem år senere en stærkt ændret grundlov i 1953, inklusive en sproglig opdatering, hvor "folkekirken" som fællesnavn fødes eller stadfæstes.
I 1992, i "Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken" revideres regelsættet fra 1897 ved vedtagelse af en ny lov, hvor medlemskabet igen er på dagsordenen. På trods af den konsekvente stavemåde, med lille f.
Men ligesom andre fiktioner og ukonkrete fænomener der ikke lader sig definere eller påvise - samfundet, danskhed o.m.a. - kan man sagtens forholde sig til fænomenet alligevel. Således også folkekirken.
Jeg tror, at jeg har skrevet, at stort eller lille bogstav giver dig en mulighed for at lægge en særlig mening i dit udsagn.
Sammenlign engelsk, hvor man siger "The Hansen´s" eller man siger "The Hansen´s", hvor man netop lægger trykket på netop denne Hansens.
Vi kan blive ved med at undre os over denne enestående danske situation. Igen i dagens DR2 serie var der en udmærket forklaring på dette forhold. Udlandet kan ikke forstå det, og vi må tilpasse os.
Søren Hansen
Læs artiklen bag debatten her: Kan vi holde sammen på folkekirken?
shansen4 skrev:
Der er nu ikke megen valgfrihed. Ikke hvis reglerne skal følges. Det danske skriftsprog er omfattet af regler, der angiver hvad der er korrekt. Disse regler må antages at være anvendt korrekt i officielle skrivelser, således at det er muligt at tolke teksterne meningsfuldt og korrekt.
I Retskrivningsreglernes § 12 oplyses de relevante regler. (http://sproget.dk/raad-og-regler/retskrivningsregler_mv/retskrivningsregler/a7-11-14/a7-12-store-og-sma-bogstaver-i-proprier).
Her står er flere interessante tekstbidder.
Referencer til Abrahams gud skrives således med stort, da det fungerer som en pladsholder for et egennavn. Bruges ordet "gud" som navneord, skrives det selvfølgelig med lille.
Bemærk også fraværet af "Messias" og "Kristus". Disse skrives ikke med stort, af den årsag at disse er titler. Hhv. det hebræiske "hamashiah" og det græske "christos", der på dansk betyder "den salvede". At være salvet betyder at være i nærhed til det hellige. Hæderstitler typisk givet til konger, ypperstepræster og profeter.
Enkelte af disse stemmer dog ikke overens med praksis. Forsvaret benytter selv stort begyndelsesbogstav: http://forsvaret.dk/FKO/Pages/default.aspx. I 2005 blev skattevæsenet fusioneret i hvad der sidder har fået navnet SKAT - et navn der bryder markant med retskrivningsreglerne i øvrigt. Heller ikke folkeskolen bryder sig om at blive anset for at være ikke-konkret, og skriver "Folkeskolen" med stort: http://www.folkeskolen.dk/.
I modsætning hertil står folkekirken. Hverken love eller på egen hjemmeside hævdes dennes faktuelle eksistens, ved at omtale folkekirken som egennavn. Ligesom "staten" og "regeringen" skrives det med lille, da de som fællesnavne er ukonkrete henvisninger.
Ved grundlovsændring i 1953, blev der foretaget valg. § 4 taler om "den danske folkekirke", og § 69 om "folkekirken". § 67 taler om "Gud", på trods af at den hidtidige paragrafs tekst lige vel kunne have tolket som "gud", og således ville have været i bedre overensstemmelse med Grundlovens oprindelige ånd, hvor religionsfrihed som væsentlig intention blev gentaget mange gange under Rigsdagens forarbejder. Desuden omtales "folketinget" ca. 80 gange, med lille f, på trods at retskrivningsreglerne eksplicit fastslår at den korrekte form er med stort F.
Personligt under jeg gerne folkekirken retten til eksistens. Men som der som bekendt står i Grundlovens (nuværende) § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov" (stort begyndelsesbogstav ved ny sætning). En sådan forfatning er ikke udarbejdet, men hvis det skete, ville det være nærliggende ved samme lejlighed at erklære folkekirken for eksisterende ;-)
Jeg tror, at jeg har skrevet, at stort eller lille bogstav giver dig en mulighed for at lægge en særlig mening i dit udsagn.
Der er nu ikke megen valgfrihed. Ikke hvis reglerne skal følges. Det danske skriftsprog er omfattet af regler, der angiver hvad der er korrekt. Disse regler må antages at være anvendt korrekt i officielle skrivelser, således at det er muligt at tolke teksterne meningsfuldt og korrekt.
I Retskrivningsreglernes § 12 oplyses de relevante regler. (http://sproget.dk/raad-og-regler/retskrivningsregler_mv/retskrivningsregler/a7-11-14/a7-12-store-og-sma-bogstaver-i-proprier).
Her står er flere interessante tekstbidder.
Navne på personer, herunder fornavne, mellemnavne, efternavne, øgenavne, kælenavne og tilnavne, skrives med stort:
(...)
Navne på religiøse og mytologiske skikkelser skrives ligeledes med stort:
Gud, Vorherre (el. Vor Herre), Herren, Faderen, Skaberen, Sønnen, Menneskesønnen, Helligånden, Jomfru Maria, Den Hellige Jomfru, Madonna, Sankt Peter, Allah, Buddha, Djævelen, Satan, Fanden, Apollon, Venus, Freja, Odin, Fenrisulven, Midgårdsormen.
(...)
Navne på religiøse og mytologiske skikkelser skrives ligeledes med stort:
Gud, Vorherre (el. Vor Herre), Herren, Faderen, Skaberen, Sønnen, Menneskesønnen, Helligånden, Jomfru Maria, Den Hellige Jomfru, Madonna, Sankt Peter, Allah, Buddha, Djævelen, Satan, Fanden, Apollon, Venus, Freja, Odin, Fenrisulven, Midgårdsormen.
Referencer til Abrahams gud skrives således med stort, da det fungerer som en pladsholder for et egennavn. Bruges ordet "gud" som navneord, skrives det selvfølgelig med lille.
Bemærk også fraværet af "Messias" og "Kristus". Disse skrives ikke med stort, af den årsag at disse er titler. Hhv. det hebræiske "hamashiah" og det græske "christos", der på dansk betyder "den salvede". At være salvet betyder at være i nærhed til det hellige. Hæderstitler typisk givet til konger, ypperstepræster og profeter.
Navne på religiøse og mytologiske steder skrives ligeledes med stort:
Paradis, Paradisets Have, Himmerig(e), Helvede, Valhal, Bifrost.
Paradis, Paradisets Have, Himmerig(e), Helvede, Valhal, Bifrost.
Navne på offentlige og private institutioner, foreninger, sammenslutninger, organisationer, virksomheder, firmaer, politiske partier mv. skrives med stort (...):
Folketinget, Statsministeriet, Ministeriet for Udviklingsbistand, (...)
Foruden de officielle navne på institutioner, foreninger mv. skrives også uofficielle kaldenavne med stort:
Udviklingsministeriet (Ministeriet for Udviklingsbistand), Metalarbejderforbundet, Metal (Dansk Metalarbejderforbund), Sprognævnet (Dansk Sprognævn), (...)
(...)
Med lille skrives betegnelser som staten, regeringen, hæren, flyvevåb(e)net, kirken, folkekirken, folkeskolen, skattevæs(e)net, forsvaret.
Folketinget, Statsministeriet, Ministeriet for Udviklingsbistand, (...)
Foruden de officielle navne på institutioner, foreninger mv. skrives også uofficielle kaldenavne med stort:
Udviklingsministeriet (Ministeriet for Udviklingsbistand), Metalarbejderforbundet, Metal (Dansk Metalarbejderforbund), Sprognævnet (Dansk Sprognævn), (...)
(...)
Med lille skrives betegnelser som staten, regeringen, hæren, flyvevåb(e)net, kirken, folkekirken, folkeskolen, skattevæs(e)net, forsvaret.
Enkelte af disse stemmer dog ikke overens med praksis. Forsvaret benytter selv stort begyndelsesbogstav: http://forsvaret.dk/FKO/Pages/default.aspx. I 2005 blev skattevæsenet fusioneret i hvad der sidder har fået navnet SKAT - et navn der bryder markant med retskrivningsreglerne i øvrigt. Heller ikke folkeskolen bryder sig om at blive anset for at være ikke-konkret, og skriver "Folkeskolen" med stort: http://www.folkeskolen.dk/.
I modsætning hertil står folkekirken. Hverken love eller på egen hjemmeside hævdes dennes faktuelle eksistens, ved at omtale folkekirken som egennavn. Ligesom "staten" og "regeringen" skrives det med lille, da de som fællesnavne er ukonkrete henvisninger.
Ved grundlovsændring i 1953, blev der foretaget valg. § 4 taler om "den danske folkekirke", og § 69 om "folkekirken". § 67 taler om "Gud", på trods af at den hidtidige paragrafs tekst lige vel kunne have tolket som "gud", og således ville have været i bedre overensstemmelse med Grundlovens oprindelige ånd, hvor religionsfrihed som væsentlig intention blev gentaget mange gange under Rigsdagens forarbejder. Desuden omtales "folketinget" ca. 80 gange, med lille f, på trods at retskrivningsreglerne eksplicit fastslår at den korrekte form er med stort F.
Personligt under jeg gerne folkekirken retten til eksistens. Men som der som bekendt står i Grundlovens (nuværende) § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov" (stort begyndelsesbogstav ved ny sætning). En sådan forfatning er ikke udarbejdet, men hvis det skete, ville det være nærliggende ved samme lejlighed at erklære folkekirken for eksisterende ;-)
flexblock
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Nye foredragsholdere på foredragslisten
Debat
Seneste debatindlæg
| 2 |
Den hule europæiske fest |
Clausny
2 timer siden |
| 2 |
Sv. Den videnskabelige... |
HBP
3 timer siden |
| 5 | Sv. Tænk... |
Nederby...
6 timer siden |
| 2 |
Sv. Kan man have omsorg for et... |
Jørgen...
9 timer siden |
| 72 |
Sv. Præst står til kraftig... |
Heinrich R.
11 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
