Lotte Toftemark, ny chef for Aalborg Symfoniorkester er bekymret for børns almene kulturelle dannelse, fordi der i disse år spares på de kreative fag i folkeskolen
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
"Det er Siri Hustvedts roman 'Det jeg elskede'. Den bevæger sig på et meget eksistentielt niveau med flere handlinger, der væver sig ind i hinanden. Den fortæller blandt andet en meget smuk kærlighedshistorie, og så handler den om en utroligt begavet billedkunstner, hvis kunst betyder så meget for ham, at det går ud over de personlige relationer, han har.
Siri Hustvedt formår at kravle helt ind under huden på sine karakterer. Hun gør dem faktisk så levende, at de kommer til at leve i en selv, også når man ikke læser i bogen."
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
"Der er mange bøger, der har gjort stort indtryk på mig, og man oplever jo bøger forskelligt afhængigt af ens alder. En af de første bøger, der gjorde et uudsletteligt indtryk var Astrid Lindgrens 'Brødrene Løvehjerte', der handler om to brødre, som dør og kommer til Kirsebærdalen. Jeg læste den, da jeg var 11-12 år, og jeg kan stadig huske, hvor skønt det var at komme hjem fra skole og smide sig på sengen og læse og for en stund forlade denne verdens realiteter. Det var også første gang, jeg begyndte at forholde mig rigtigt til døden.
En anden meget stor læseoplevelse var Dostojevskis 'Forbrydelse og Straf'. Den læste jeg, mens jeg studerede i London, og jeg var så optaget af den, at jeg en dag, hvor jeg læste i den på en undergrundsstation, var ved at træde ud foran et tog.
Jeg holder utroligt meget af at læse, for læsning giver mig et rum, hvor jeg kan få lov at være mig selv og skabe mine egne billeder."
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
"Så vil jeg gerne anbefale Aalborg Operafestival, der er Danmarks største operafestival, og som finder sted fra den 4. til den 13. marts. Der er et væld af muligheder for at høre opera.
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig?
"Ja, det er der i høj grad. Da jeg var 13 år, tog min mor mig med til Odense for at høre Odense Symfoniorkester spille med den vidun-derlige rumænske pianist Radu Lupo, der spillede Beethovens fjerde klaverkoncert. Det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg besluttede mig for, at det var den vej, jeg skulle gå. Tre år senere kom jeg ind på konservatoriet.
Jeg vil gerne opfordre forældre med børn, der spiller musik, til at tage deres børn med ind at høre de store kunstnere. Det kan have en utrolig stor betydning for børnenes udvikling."
Hvad betyder kultur for dig?
"Jeg har beskæftiget mig med kultur det meste af mit liv, så det betyder utroligt meget for mig. Mit liv ville være meget fattigere og tomt uden kulturoplevelser."
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
"Der har været mange og store besparelser inden for kulturlivet de seneste år. I den forbindelse er min største bekymring, hvordan det skal gå med den almene kulturelle dannelse af børn. En undersøgelse har vist, at 60 procent af den musikundervisning, der foregår i folkeskolen, ikke er kvalificeret, blandt andet fordi mange af de lærere, der underviser i musik, ikke er uddannet til det. Skolens andre kreative fag bliver også underprioriteret i disse år. Det synes jeg er ærgerligt, for kultur og kreative fag er med til at give os udsyn og nysgerrighed i forhold til verden.
Jeg forstår ikke, hvordan politikerne kan tro, at vi kan blive verdens bedste og leve af vores kreativitet og evne til at være innovative, når der samtidig spares så meget på uddannelsesområdet."
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
"Hård technomusik og anden 'kold' musik siger mig absolut ikke noget."
madsen@k.dk