Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Karneval var middelalderens sikkerhedsventil til din ven.
Karneval var middelalderens sikkerhedsventil
Middelalderens karneval gav anledning til barokke og grove optrin, som kunstneren Pieter Bruegel d.æ. her skildrer i sit maleri "Kampen mellem karneval og faste" fra en hollandsk by i 1559.
-
Læs også
Fastelavn og karneval er optakten til fasten og den hellige tid frem til påsken. Men også en sekulær og kødelig ventil, som i middelalderen skulle gøre fasten og kirkens krav om askese lettere at affinde sig med
Fra Venedig til Rio og fra New Orleans til Mainz vugger karnevalsoptog gennem gaderne med deres brogede kostumer og løsslupne fest. Hvert år i februar slår man til søren eller "katten af tønden", mens man spiser sig mæt i flæsk og æg og mæsker sig med boller og pandekager. Lige indtil "hvide tirsdag" eller "fede tirsdag" på den 40. hverdag inden påske. For askeonsdag er det slut. Så begynder fasten.
Lige siden middelalderen er den katolske fastemåned blevet indvarslet af disse folkelige fester, hvor man boltrede sig i alt det, som snart ville blive forbudt i over en måned. 40 dage på grød og fisk, til minde om Kristi faste i ørkenen. Et asketisk levned uden morskab og små smovserier, som var nemmere for kirken at håndhæve, når folk lige havde fået lov at slå sig løs, så det bragede.
"Fasten markerer afslutningen på den sekulære tid, som begyndte anden juledag, og begyndelsen på den hellige tid frem til påske. Ved at inddele året i sekulære og hellige perioder skabte man en slags kompromis mellem kirkens krav til borgerne om at leve et asketisk liv og borgernes naturlige forkærlighed for mere materielle og kødelige fornøjelser," siger professor Leif Søndergård fra Institut for Litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet i Odense.
Annonce
Han har arbejdet med folkekultur i en tværfaglig forskergruppe om middelalderen, og karneval og fastelavn er netop udsprunget af den nye kultur, som opstod i byerne i middelalderen.
Lige siden middelalderen er den katolske fastemåned blevet indvarslet af disse folkelige fester, hvor man boltrede sig i alt det, som snart ville blive forbudt i over en måned. 40 dage på grød og fisk, til minde om Kristi faste i ørkenen. Et asketisk levned uden morskab og små smovserier, som var nemmere for kirken at håndhæve, når folk lige havde fået lov at slå sig løs, så det bragede.
"Fasten markerer afslutningen på den sekulære tid, som begyndte anden juledag, og begyndelsen på den hellige tid frem til påske. Ved at inddele året i sekulære og hellige perioder skabte man en slags kompromis mellem kirkens krav til borgerne om at leve et asketisk liv og borgernes naturlige forkærlighed for mere materielle og kødelige fornøjelser," siger professor Leif Søndergård fra Institut for Litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet i Odense.
De første vidnesbyrd om fastelavnsløjerne begynder at dukke op i 1200-tallet. Det danske udtryk udspringer af det tyske Fastelabend, eller fasteaften. Og karnevallet, som er den sydeuropæiske udgave af fastelavn, menes at stamme fra det latinske carne levamen, som betyder "at fjerne kødet". Der blev holdt fastelavn og karneval i hele den kristne verden fra Italien til Nordeuropa.
Fra 1300-tallet bliver kilderne mere rigelige med flere sammenhængende beretninger om, at den sekulære tid inden fasten giver anledning til alskens udskejelser, hvor samfundet bliver vendt på hovedet, og folket får lov at gøre øvrigheden til grin. Selv kirken og gudstjenesten blev genstand for mildt sagt grovkornet spøg.
"Man kunne for eksempel vælge en kordreng til at være biskop i fastelavnsperioden, som kunne vare tre til syv dage. Men man havde også det, man kaldte æselfester," fortæller Leif Søndergaard.
"Man trak et æsel ind i kirken, og det kunne både skryde og gøre sig ud til bens. Man parodierede gudstjenesten og svingede for eksempel røgelseskar, der var fyldt med hestepærer. Og det accepterede kirken alt sammen, for udskejelserne blev betragtet som en ventil. Man lukker luft ud, så man sikrer, at samfundsordenen respekteres uden for disse perioder. Man havde også en slags 'lille fastelavn' i forbindelse med mortensaften i november, hvor man spiste fed mortensgås og derefter levede asketisk indtil jul."
"Det middelalderlige samfund var sammensat af forskellige sociale grupper, som havde forskellige interesser og forskellige krav. Kirken havde en asketisk tilgang med vægt på det åndelige, mens menigmand var mere optaget af at opfylde materielle behov. Det kompromis, der udarbejdes, indebærer, at der gives plads til begge dele på forskellige tidspunkter," siger Leif Søndergaard.
Kilderne taler også om fastelavnsspil, hvor omrejsende teatertrupper opførte teaterstykker, der handlede om sex og løsagtige fruentimmere. Nürnberg var for eksempel kendt for den slags fastelavnsspil, som også fandt sted i Danmark.
"To spil i Odense er dokumenteret med sikkerhed i håndskrifter fra 1531. Her var det ofte håndværkersvende eller skoleelever, der opførte spillene til gengæld for mad, der hjalp dem med at komme igennem den trange vinter," fortæller Leif Søndergaard.
Fra middelalderen stammer også traditionen med at "slå katten af tønden". Tyskerne havde "Katzenschlagen", men man mener, at det var de hollandske gartnere på Amager, som bragte skikken med sig til Danmark.
"Når der gik hul på tønden, løb katten ud. Det skulle være en sort kat, og det kan fortolkes sådan, at det er mørket og de onde kræfter, der jages på flugt. Men man havde også mere barbariske skikke, hvor for eksempel en levende gås blev hængt op i fødderne og halsen smurt ind i fedt, og så skulle deltagerne ride forbi og forsøge at rive hovedet af gåsen," fortæller historikeren.
Der drages ofte paralleller til romernes forårsfest, lupercalierne, eller til saturnalierne, hvor den romerske samfundsorden også blev vendt på hovedet. Og tidligere blev fastelavn anset for at være en oprindeligt hedensk fest, som kirken kristnede. Men den hypotese holder ikke, understreger Leif Søndergaard.
"Fastelavn er udtryk for en ny bykultur, der opstår i middelalderen omkring de nye håndværkslaug og -gilder. Det var især dem, der klædte sig ud og organiserede optogene, karnevallerne og fastelavnsløjerne. Og det kunne gå ganske voldsomt for sig og udarte til optøjer. Vi har et vidnesbyrd fra Ribe i 1605, hvor to grupper af 'fastelavnsløbere', som det kaldtes, støder sammen og ender i retten. En var for eksempel i bar figur, kun klædt i en ble, en anden var klædt ud som pukkelryg," beretter Leif Søndergaard.
Selvom myndighederne accepterede fastelavnsløberiet – en kilde fortæller endog hvordan dronning Christine i 1508 gav en student en knippel, han kunne løbe fastelavn med – var både kirken og den verdslige øvrighed bekymret over tendensen til, at det gik over gevind.
Allerede Christian II havde planer om at forbyde fastelavnsløberiet. Og efter Reformationen vokser presset på fastelavnen, eftersom den katolske faste ikke længere praktiseres. Christian IV indskrænker fastelavn fra tre dage til en enkelt dag, og i Christian V's Danske Lov hedder det, at "al Fastelavns Løben forbydis strengligen og bør alvorligen at straffis".
Det lægger en dæmper på fastelavnstraditionen, men i 1800-tallet kommer fastelavn og karneval igen til ære og værdighed takket være romantikkens interesse for den nationale historie og folkekultur.
"Men fra at være en fest for voksne bliver det en børnefest. Og også i andre lande ændrer karnevallet karakter. I Venedig er karnevallet i dag en forfinet og raffineret fest med storslåede kostumer. I Mainz i Tyskland inddrager man historiske elementer i karnevalsoptoget, som for eksempel Napoleonskrigene, under hvilke Mainz var en fransk by. Eller nutidige politikere kan blive repræsenteret med store hoveder. Karnevalstraditionen tilpasser sig overalt de lokale kulturer," påpeger Leif Søndergaard.
Det viser sig især, da de franske, spanske og portugisiske koloniherrer tager karnevalstradtionen med sig til Amerika.
Det var den franske opdagelsesrejsende Pierre le Monye, der i 1699 slog lejr ved en bugt af Mississippi-floden, hvor franskmændene senere grundlagde byen New Orleans. Pierre le Monye vidste, at hjemme i Frankrig var hans landsmænd i færd med at fejre "mardi gras", eller fede tirsdag, den sidste karnevalsdag før askeonsdag og fasten. Han organiserede en fest, det første karneval på det amerikanske kontinent, og "Mardi Gras" er den dag i dag en storslået karnevalsfest i New Orleans.
I Brasilien er Rio de Janeiros karneval også verdensberømt. Men verdens største karneval, påpeger Leif Søndergaard, finder sted i Peru med 30.000 dansere og 10.000 musikere.
"I Danmark kan man sige, at karnevalstraditionen for voksne er blevet flyttet til nytåret. Her tager man også hatte og papnæser på og drikker sig en kæp i øret. Og børnene render rundt i gaderne og laver nytårsløjer og hejser havelågerne op i folks flagstænger."
"Alle samfund har brug for den slags frirum, hvor de sædvanlige regler bliver sat ud af kraft for en kort periode. Og hvis overtrykket ikke kommer ud på den måde, i forbindelse med legale, organiserede fester, så kommer det ud på andre, mindre acceptable måder. Men vi organiserer også nye frirum, når de gamle går af mode. Man kan se klaphatte og fodbold-VM eller musikfestivaler som den slags ventiler. Og også halloween er et eksempel på en ny fest, hvor vi får afløb ved at klæde os ud og være en anden, end vi er til daglig. Ligesom under karnevalsoptogene," siger Leif Søndergaard.
bpedersen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
