Indonesien kan vise vej for Egypten

For indoneserne må revolu-tionen i Egypten og i mindre grad de folkelige opstande, der lige nu buldrer gennem de arabiske lande, være noget af en deja-vu-oplevelse. Især i forhold til Egypten er der forbløffende mange ligheder med de begivenheder, der for 13 år siden førte til den indonesiske diktator Suhartos fald.

I begge tilfælde var det en finansiel krise og stigende fødevarepriser, der fik befolkningen til at gå på gaden i protest. Som Mubarak havde Suharto siddet på magten i mere end tre årtier. Hans militære styre var gennemkorrupt, der var censur og krænkelser af menneskerettighederne, og Suharto havde i stigende grad begunstiget familien og skrabet en formue til sig. Alligevel tø-vede USA til det sidste med at trække støtten til sin gamle allierede af frygt for, hvad der ville følge efter: uro og opløsning eller værst af alt, en islamisk magtovertagelse.

I sidste ende blev det militæret, der trak tæppet væk under Suharto, da generalerne, som det også blev tilfældet i Egypten, nægtede at skyde på deres eget folk. Dermed var Suharto – og nu Mubarak – færdige som førstemænd.

Det var første kapitel af to folkelige opstande, der indtil nu har lignet hinanden til forveksling. Næste kapitel og spørgsmålet er nu, om Egypten kan fortsætte ad samme vej som Indonesien? Og om de andre arabiske lande, der lige nu rystes af opstande, også kan lære af den indonesiske erfaring.

Selvfølgelig er der mange forskelle. Indonesien har cirka tre gange så mange indbyggere som Egypten og er et spraglet ørige i Sydøstasien. Egypten er arabisk og beliggende i et af verdens absolutte brændpunkter med Israel og en række oliestater som nabo. Men der er også ligheder, der gør det interessant at se på, hvordan Indonesien egentlig bar sig ad med at komme videre og udvikle sig til et demo-krati.