Med oldefar på tur

Lisbeth Smedegaard Andersen er på hjemmebane i beskrivelserne af åndsliv og filosofiske strømninger i 1800-tallet. Det samme gælder malerkunsten og arkitekturen. Her er juletravlhed på Strøget i København i 1886 illustreret af Paul Fischer.

- Foto fra bogen.

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Bøger

flexblock

Emneord for denne artikel

1800-tallet | håndværkere | Lisbeth Smedegaard Andersen | Skædderen | genrehybrid

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Claus Mechlenborg | 9. marts 2011

Præsten Lisbeth Smedegaard Andersen excellerer med en effektiv genresammenblanding i den læseværdige bog "Skrædderen" om 1800-tallet

I 1897 udkom en lille bog trykt på et forlag i Haderslev. Forfatteren var den cirka 70-årige skræddermester Ulrik Ipsen, som i bogen så tilbage på sit liv. Et liv, der havde bragt ham vidt omkring, bragt ham sorger som glæder og ikke mindst givet ham mulighed for at avancere i den sociale rangorden. Kort sagt, et liv, der ikke var opsigtsvækkende, men dog et liv, som hans familie kunne være interesseret i. Derfor skrev den ældre skræddermester sine erindringer til sin familie. Ikke til andre, og sådan var det nok forblevet, hvis ikke Ipsens oldebarn, præsten Lisbeth Smedegaard Andersen, havde kastet sig over bogen og brugt den som grundlag til sin fortælling om 1800-tallet. Og hvilken anderledes fortælling.

Andersens bog er både velskrevet, særegen og nytænkende, og den er dybsindig. Bogen er mangefacetteret, og det er faktisk uhyre positivt ment. Hun benytter sin oldefars erindringsbog til at give et signalement af 1800-tallet. Erindringen er skabelonen, der bliver brugt til at tage fat på guldalderens forskellige lag. Bogen handler om oldefaderen. Hans stemme bliver hørt, men først og fremmest handler bogen om kulturlivet og om dagligdagen, som den tegnede sig for mange i 1800-tallet.

Annonce

I sin fortælling blander Andersen stort set alle genrer sammen: biografi, erindring, historieskrivning og fiktion. Selv kalder hun sin historie for en legende, men når alt kommer til alt, er der dog tale om et værk, som bedst kan karakteriseres som en narrativ historiefortælling, og det er der trods alt ikke noget nyt i. Tværtimod er metoden oppe i tiden. Hvor genrebestemmelsen kan diskuteres, står det fast, at resultatet er en spændende måde at formidle historie på. Lad os tage på tur i 1800-tallet med vores hovedperson, Ulrik Ipsen.

Som nævnt er det ikke så meget Ulriks liv, der er det interessante. Han forbliver guiden i fortællingen om kultur, det sociale liv, politik og åndsliv i det hele taget.

Det skal dog nævnes, at klimaks i Andersens bog kommer hurtigt, og det omhandler Ipsens søn. Knud Ipsen var en ung og lovende akademiker. Et par dage før sit bryllup begik han øjensynligt selvmord. Uforklarligt. Og dog. Andersen skræller lag af sin slægtnings liv og gerning. Hun søger i breve og giver et fint portræt af en ung mand med tvivl på egne evner. I sin bog giver hun ham oprejsning. Hans post mortem udgivne afhandling om Diderot bliver en af bogens åndelige guider på turen.

Netop bogens beskrivelser af åndsliv og filosofiske strømninger udgør dens højdepunkter. Her er forfatterens baggrund som teolog tydelig. Hun er inde i sagerne, og hendes formuleringer er skarpe, præcise og maleriske. Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersens liv bliver inddraget i den nogenlunde kronologiske fortælling. Det samme gør malerkunsten og arkitekturen. Andersen bevæger sig hjemmevant blandt disse emner. Når det kommer til politik og en mere generel historisk forståelse for perioden, er der visse mangler.

Hun benytter den amerikanske (og ikke engelske) sociolog Richard Sennett til blandt andet at fastslå, at det var vanskeligt at være håndværker. Der blev set ned på dem, og hun tegner i det hele taget et billede af en ugleset stand. En sandhed efter vore normer, men set i lyset af det klassedelte samfund var det slet ikke tosset at være håndværker, og det havde nok været en diskussion værd. De var langt bedre stillet end de 70-75 procent af befolkningen, som boede på landet. Når hun bemærker, at der kun var tre håndværkere i Den Grundlovgivende Forsamling, skal det sammenlignes med de tilsvarende få bønder, som var repræsenteret.

Som det også skete for oldefaderen, var det muligt for håndværkeren at være socialt mobil. Det var det ikke for bonden og slet ikke for landalmuen. Jens Baggesens roman "Labyrinten" bliver kaldt for "ikke opbyggelig". Det er naturligvis et spørgsmål om fortolkning, men danmarkshistoriens første roman handler først og fremmest om personlig udvikling og var dermed ganske opbyggelig i ordets egentlige betydning.

Sproget er i bogen de fleste steder fremragende. Stilen er gennemtænkt, men ved de fiktive dialoger, formår Andersen ikke at gøre sine samtaler sprogligt autentiske. Hun lader 1800-tallets personer mere eller mindre tale et nutidsdansk, og det virker lettere malplaceret, når hun ellers citerer sine primære kilder med datidens ortografi og stavemåder.

Når dette er sagt, skal det understreges, at bogen er letlæst, og det skyldes forfatterens evne til at give sit sprog liv. Sine steder kan man tydeligt fornemme dagliglivet for en skrædder i 1800-tallets København. Bogen er også en veritabel oversigt over personer fra århundredet – og sidst, men ikke mindst: Man bliver klogere, meget klogere på 1800-tallets mange forskellige områder.

kultur@k.dk

Lisbeth Smedegaard Andersen: Skrædderen. En historie om 1800-tallet. 471 sider. 349 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.

Torsdag bringer Kristeligt Dagblad et interview med Lisbeth Smedegaard Andersen.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock