Historiker Michael Böss.
- Johan Gadegaard/Scanpix.
Lea Holtze |
9. marts 2011
De skulle have siddet med om bordet i Værdikommissionen, men Dansk Folkeparti fik dem udelukket: De har kritiseret partiet eller er ikke borgerlige nok
Historiker Michael Böss, journalist Klavs Birkholm og tidligere radikal landsformand Asger Baunsbak-Jensen. Tre eksperter, der alle har været kandidater til regeringens nyligt nedsatte Værdikommission, men som er blevet nægtet en plads af Dansk Folkeparti, alene fordi de på et tidspunkt har kritiseret partiet. Det viser en mailkorrespondance mellem Kulturministeriet og kulturordfører Karin Nødgaard (DF), som Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i.
Den 14. december 2010 skriver Karin Nødgaard til kulturminister Per Stig Møller (K), at Michael Böss' kandidatur er problematisk, idet han "fremkom med en usaglig kritik af pointsystemet, da aftalen blev indgået, uden at han kendte det konkrete indhold". Asger Baunsbak-Jensen menes at være for kritisk og radikal, og også Klavs Birkholm blev i januar vraget, "fordi han har en fortid som medlem af VS".
Resultatet er, at ingen af de tre kandidater har fået en plads blandt de 10 kommissionsmedlemmer, der blev præsenteret den 10. februar i år. Michael Böss har ellers skrevet en række bøger om nationale danske værdier – senest "Republikken Danmark". Og han er vred over at være blevet fravalgt på grund af sin kritik af et af forligspartierne.
"De har ikke noget sagligt grundlag for at afvise mig, og deres anke mod mig har intet med Værdikommissionen at gøre. Det er en politisk afvisning, der viser, at man åbenbart kun har villet vælge sine venner," siger han og understreger det paradoksale i, at de netop afviser en borgerlig kommentator som ham.
Karin Nødgaard lægger ikke skjul på, at partiet har fravalgt kandidater på baggrund af deres kritik:
"Vi har lavet en research af de forskellige kandidater, og der har nogle vist sig at være mere oplagte end andre. Hvis nogle har været meget kritiske over for os, har der ikke været nogen grund til, at vi skulle anbefale dem," siger hun.
Per Stig Møller ser alene frasorteringen som et udtryk for, at der var flere gode kandidater, end der var pladser, og at forligskredsen var nødt til at nå til enighed. Men ministeren er godt tilfreds med den endelige kommission.
"De skal ikke sidde i studiekreds og diskutere sig frem til de bærende værdier i Danmark. De skal være med til at fremme en debat i landet om, hvad det er for værdier, vi danskere bygger på. Og det synes jeg, denne gruppe er bredt nok sammensat til at gøre," siger Per Stig Møller, der fra i går også er kirkeminister.
holtze@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad