En ministerfyring

DET er skæbnens ironi, at Birthe Rønn Hornbech (V), der mere end nogen anden folketingspolitiker har markeret sig på stærke holdninger om retskaffenhed, i går blev afskediget fra sine ministerposter for ikke at overholde internationale konventioner. For dem, der har fulgt Rønn Hornbech, er det svært at forstå, hvis hun bevidst har handlet imod lov og ret. Sagens substans kan ved en undersøgelse i en uafhængig kommission vise sig at skrumpe ind til at handle mere om embedsværkets forglemmelse end om ministerens bevidste forsyndelse.

Hendes egen redegørelse om Integrationsministeriets ulovlige afvisning af statsløses ansøgninger om statsborgerskab levnede reelt ikke statsministeren mulighed for at lade hende blive. Som sagen har udviklet sig, gjorde Birthe Rønn Hornbech det ikke lettere for sig selv. På bare tre år er hun gået fra at være blandt regeringens mest populære ministre til at være den mest upopulære, og havde hun haft en mindre egenrådig attitude, kunne hun formentlig have redet stormen af langt tidligere i forløbet. Nu endte sagen og hendes håndtering af den med at blokere for diskussion af andre relevante politiske emner. Derfor måtte statsministeren gøre rent bord.

Mens ministerfyringen var et umiddelbart tilbageslag for regeringen, kan gårs-dagens større ministerrokade vise sig at blive en styrke. Den skaber ny energi i en regering, der i de seneste måneder har fremstået presset og svækket, først af det konservative lederskifte, siden af Rønn Hornbech-sagen.

Der er nu brug for, at den offentlige debat igen kommer til at handle om landets reelle problemer. En regering skal selvsagt overholde love og konventioner, men i det større spil er der brug for, at offentlighedens opmærksomhed kommer til at dreje sig om de virkelige udfordringer: til dansk økonomi, til velfærdssamfundet, til danske unge, der pustes i nakken af hårdtarbejdende kinesere, og til kulturen i en global verden.

Det er den debat, politikerne – og pressen – nu bør engagere befolkningen i.