Uklar libysk opposition får Vesten til at tøve

Stabilitet i Libyen? Ja tak, men ikke for enhver pris, synes at være tanken hos beslutningstagerne i EU og USA i øjeblikket. Bag den brede konsensus om at fordømme Moammar Gaddafis overgreb på befolkningen og hjælpe mest muligt på den humanitære front er der meget delte meninger om, hvor klogt det er at stille militærmagt til rådighed for den libyske opposition, som man knap nok ved, hvem er.

For nylig sagde USA's udenrigsminister, Hilary Clinton, at mange af de al-Qaeda-krigere, Nato-soldater har kæmpet mod i Afghanistan, stammer fra Beng-hazi-området i Libyen. En udtalelse, der mere end antyder, hvorfor USA tøver med at stille soldater til rådighed for den libyske opposition.

Den uklare situation får alle til at tøve med en endegyldig løsningsmodel og i stedet diskuteres en lang række forslag, der kan bidrage til at svække Gaddafi.

Indtil for nylig talte Det Nationale Libyske Råd med mindst to stemmer, som om der var to nationale råd. Tidligere justitsminister Mustafa Abdel Jalil og Abdel Hafidh Ghoga, en advokat fra Benghazi, så begge sig selv som ledere af rådet. Og først i løbet af den forgangne uge aftalte de to at dele ledelsen mellem sig med Jalil som officiel leder og Ghogi som talsmand. Og bag de to er der et hav af stemmer, hvoraf nogle taler om demokrati og ytringsfrihed, mens andre taler om en islamisk stat.

Samtidig har rådet ladet de vestlige lande forstå, at man ønsker hjælp til at opretholde et flyveforbud over Libyen, mens fremmede landes soldater på libysk jord vil blive opfattet som fjender.