Mens omverdenen med stigende forfærdelse følger kampene i Libyen, øges kravene om en udenlandsk militær intervention for at afgøre fjendtlighederne til fordel for oprørerne, inden Moammar Gaddafis diktatur koster flere menneskeliv. Men det er lettere sagt end gjort.

At kravene rejses, er både rimeligt og forståeligt. Gaddafi-regimet har for længe siden mistet retten til at lede landet, så hvorfor ikke hjælpe det rigtige og uafvendelige på vej og undgå en humanitær katastrofe?

Den mest vidtgående form for intervention er indsættelse af landtropper, enten for at skille parterne ad eller afgøre striden til fordel for den ene part. Landtropper i en fredsskabende styrke vil fordre et mandat fra FN's Sikkerhedsråd, og det kommer næppe i den nuværende situation på grund af russiske og kinesiske betænkeligheder mod indblanding i et lands indre anliggender.

Uden et sådant mandat vil indsættelse af landstyrker ikke være tilrådeligt. Der vil være tale om soldater fra vestlige lande, og ikke mindst i lyset af den historiske udvikling kan en vestlig "overtagelse" af den libyske revolution gøre umådelig stor skade. Det er også værd at notere sig, at oprørerne selv frabeder sig landstyrker.

En lukning af landets luftrum fremhæves i disse dage som en mellemløsning for at afskære regimet fra at angribe oprørerne med fly. Men et flyveforbud vil formentlig kræve et missilangreb mod Gaddafis luftforsvar, hvilket i sig selv vil være en krigshandling, og vil der være vilje til at håndhæve flyveforbuddet?

Man skal gøre sig klart, at bordet fanger. Blander omverdenen sig i konflikten, pådrager de intervenerende lande sig et medansvar for konfliktens videre forløb og for, hvad der skal ske bagefter. Er vi rede til det, og vil den libyske befolkning acceptere det?

Vi ved generelt meget lidt om oprørerne. Vi aner ikke, om de kan holde sammen efter en magtovertagelse, og deres planer for Libyen under et andet regime fortoner sig.

Trods disse betænkeligheder bør Nato- landene fortsætte deres igangværende militære forberedelser. Dels for at øge presset mod diktatoren og dels for at være rede i tilfælde af, at fjendtlighederne udvikler sig til en humanitær katastrofe for civilbefolkningen.

Oberst Gaddafi forekommer mere og mere rablende, når han træder offentligt frem. Men han formår desværre at få én ting til at stå krystalklart: Han vil kæmpe til det sidste og om nødvendigt bruge sine mest modbydelige våben uden hensyn til ofrene.

Konflikten i Libyen kan blive så uudholdelig, at omverdenen må revurdere holdningen til at gribe ind. Indtil da må vi yde så megen humanitær hjælp som muligt for at lindre befolkningens lidelser.