Ifølge teologiprofessoren kommer kristendommen med "det bedste af alle budskaber", og derfor skal verdens kirkesamfund være på dupperne for at bevare en eller anden form for teologisk kit, der kan binde kristne sammen. Det bliver svært.
- Ton Koene/Scanpix.
Tobias Stern Johansen |
11. marts 2011
Fremtidens store problem for kristendommen bliver, om kristne kan genkende hinanden, siger teologiprofessor Viggo Mortensen
Når karismatiske afrikanske forkyndere optændt af den hellige ild kommer til Europa for at genkristne os og som det første opsøger en sognekirke, tror de, at de er gået forkert.
Og når en af Danmarks mest fremtrædende teologiprofessorer besøger en pinsekirke i Brasilien, hvor folk går i trance og vrøvler uforståelige ord, har han med sine evangelisk-lutherske briller ligeledes svært ved at genkende kristendommen.
For kristendommen findes ikke i bestemt form længere. Og derfor giver det i dag kun mening at tale om "kristendomme", hvor det fælles fodslag kan være vanskeligt at få øje på. Det vurderer teologiprofessor ved Aarhus Universitet Viggo Mortensen, som har redigeret et internationalt værk om kirke og mission, der fejres med et seminar i Aarhus om kristendommens fremtid i dag.
"For 100 år siden talte man om 'kristendommen'; men i dag må vi konstatere, at der er mange 'kristendomme'. Den kristendom, der vokser frem over de kommende 50-100 år, bliver sandsynligvis en mere åndsbåren kristendom med fokus på Helligånden, som er det mere uregerlige aspekt ved den Gud, vi tror på; derfor vil vi se en større mangfoldighed af kristne udtryk. Det store problem bliver, om vi kan genkende hinanden som kristne," siger Viggo Mortensen.
Ifølge teologiprofessoren kommer kristendommen med "det bedste af alle budskaber", og derfor skal verdens kirkesamfund være på dupperne for at bevare en eller anden form for teologisk kit, der kan binde kristne sammen. Det bliver svært.
"Vi plejer at have en facitliste i form af trosbekendelsen, men vore trosbekendelser vil i stigende grad også blive oplevet som en bestemt kulturel udgave af kristendommen. Så er der kun Bibelen tilbage, og folk kan få vidt forskellige fortolkninger ud af den. Derfor er Jesus-skikkelsen den eneste, vi sammen kan holde fokus på, samt hans bud om at elske sin næste. Målet for den samtale er ikke enshed og enighed, men at vi i respekt for hinanden giver plads og lytter."
Den aktuelle bogudgivelse rummer hovedbidragene fra en international konference i 2010, som markerede 100-året for den historiske verdensmissionskonference i Edinburgh, der blev startskuddet til en verdensomspændende missionsvirksomhed blandt vestlige kirkesamfund. Dengang var tonen en noget anden.
"Kristendommen havde ikke monopolstatus i 1910, men det var tæt på. Det var Vestens religion, og Vesten kontrollerede 90 procent af verden. Og det var den samme anglikanske udgave, hvad enten man befandt sig i Cambridge eller i Nigeria. Derfor kunne de vestlige missionshøvdinge være så optimistiske og sige, 'nu giver vi den lige en skalle, og så bliver verden kristen'."
Sådan gik det ikke. Tværtimod. Vesten har tabt terræn gennem afkolonialisering, verdenskrige og økonomiske kriser. Og andre religioner og kulturer har præget kristendommen så meget, at folk har vidt forskellige opfattelser af troen selv inden for samme kirkesamfund.
Men selvom det ikke gik som forventet blandt "missionshøvdingene" i 1910, er det ikke slut med kristne vækkelser. Den Helligåndsfokuserede kristendom, som ifølge Viggo Mortensen vokser frem i de kommende år, er især repræsenteret af pinsekirken, der med voldsom kraft og hast breder sig i store dele af Den Tredje Verden.
"I den pinsekirkelige bevægelse regner man med åndens meget håndgribelige virke i form af helbredelse og tungetale. Der arbejder man med en større synlighed end i folkekirken herhjemme. Det er måske forklaringen på deres succes. Jeg var til gudstjeneste i pinsekirker i Indonesien, Sydafrika og Latinamerika, og det slog mig, at der stort set skete det samme alle tre steder. Den form for kristendom er inkorporeret i en global kultur med en amerikansk rytmisk musikstil og en samværsform præget af amerikansk karismatisk kristendom. Så den har fundet sig godt til rette i den globale verden."
johansen@k.dkWalk Humbly with the Lord. Church and Mission Engaging Plurality (William B. Eerdmans Publishing Company), redigeret af Viggo Mortensen og Andreas Østerlund Nielsen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad