Såkaldt muslimsk feminisme. En islamist ruller sig ud og løfter sløret

De seneste 1400 års islamiske historie fortæller, at islam og kvindefrigørelse (ligestilling, kvinders frie valg) er modsatrettede poler. Forskelsbehandlingen af de to køn – legitimeret i Koranen og hadith – kan dokumenteres herfra og til Mekka.

Et væsentligt omdrejningspunkt (det væsentligste?) i islam er kvindeundertrykkelse. Det nedgørende kvindesyn er således alt andet end den fordom, som Aoude ellers hævder, eftersom kvindeundertrykkelsen manifesterer sig massivt i samtlige muslimske lande og nu også på vores breddegrader. Som bekendt er muslimske kvinder solidt overrepræsenteret på de danske kvindekrisecentre.

Jeg er forundret over, at Auode gerne vil gøre op med Danmark som sekulariseret samfund. Jeg mener, der er mindst 57 muslimske lande, hvor kronikøren med stor sandsynlighed kan vinde gehør for sin tankegang, så hvorfor flytte teltpælene til Danmark, hvis en af grundpillerne i det danske demokrati i Auodes optik er bundrådden?

Auode ønsker muslimske rollemodeller. Hun nævner som eksempel Asmaa Abdol Hamid (EL), men til trods for, at Asmaa har været en af de mest medieeksponerede kvinder i Danmark overhovedet (med eller uden adjektivet muslimsk), så fremturer Auode med nok en hårrejsende påstand: at samfundet på det kulturelle og politiske plan modarbejder muslimske kvinders erobring af det offentlige rum og dermed af samfundsposterne. Fulgt op af det absurde spørgsmål, om man fra politisk side er bange for at opdage, at praktiserende muslimske kvinder er lige så dygtige som deres sekulære mandlige kolleger.

NEJ, AOUDE. Muslimske kvinder skal være velkomne på offentlige poster som for eksempel dommer og politibetjent, hvis de har de nødvendige kvalifikationer. Dog naturligvis ikke iklædt hijab, som signalerer sharia – uanset den enkelte kvindes eget sindelag.

For hvilken frihedsrettighed er det lige, som skal veje tungest: embedsindehavernes ret til at gå klædt, som de vil, eller borgernes ret til at være fri for grænseoverskridende og uvedkommende religiøs eller politisk manifestation?

Auode mener, at hun bliver påduttet dekadente sekulære rollemodeller, der går ind for skilsmisse og abort og lesbisk levevis. Besynderligt synspunkt, eftersom intet forhindrer Aoude i at benytte livsstrategier, der ikke omfatter de pågældende handlinger.

Hele kronikken myldrer med postulater, uklar begrebsbrug og mangelfuld argumentation. Lad mig derfor være helt klar i min tilbagemelding til Aoude: Det sharia-baserede samfund, som kronikken er et slet skjult fremstød for, vil jeg bekæmpe, så længe jeg kan ramme tasterne på min computer.

Lone Nørgaard,

lektor, cand.mag.,

Normasvej 39,

Frederiksberg