Skruebrækkere

Nogle mennesker lever livet for fuld skrue, mens andre kun lige holder skruen i vandet. Nogle påstås at have en skrue løs, hvilket betyder at være lidt tosset. Det er ikke en bemærkning af nyere dato, for H.C. Andersen skrev i 1863 om en skuespiller, at vedkommende sang smukt, men at han var en underlig skrue. I lidt ældre dansk sprog kunne man også blive godt gal i skruen, det vil sige rigtig vred, og mange kan stadig virke noget forskruede. Skruen uden ende henviser til en situation, der er selvforstærkende uheldig, og man ikke kan komme ud af. I sådan en situation kan det hjælpe at stramme skruen, hvilket vil sige at gøre vilkårene for en situation vanskeligere.

Der er mange skruer i sproget, der således tjener et godt formål i overførte betydninger. Ordet skrue har i øvrigt rod i det middelalderligt germanske schruve, som oprindeligt blot betød en kegleformet trækile. Siden er gevindet så kommet til.

Henning Busk fra Faaborg har læst om en murerskrue i én af Ebbe Kløvedal Reichs historiske romaner. Hos Kløvedal er denne skrue tydeligvis det samme som en arbejdsnedlæggelse, så hvordan hænger det sammen?

En skruebrækker er, som det vil være de fleste bekendt, en person, som påtager sig strejkeramt arbejde, og som derfor ofte lægges for had af arbejds- og fagforeningskolleger. Her kunne man lige skrue den bemærkning ind, at ordet strejke kommer af engelsk strike, der betyder slag, og som er betydningsoverført til "slag mod arbejdsgiverne", det vil sige arbejdsnedlæggelse. Men tilbage til skruebrækkerne, for hvad er det for skruer, de brækker?

I Folkets Avis den 12. juli 1865 stod denne sætning: "Det eneste Middel til at drive Lønnen op er, at vi bliver enige om at lave saadan en rigtig Skrue." Edvard Brandes skriver i Politiken i 1889: "en stor Skrue af Murersvende her i Byen." I sidste halvdel af 1800-tallet blev udtrykket at gøre skrue det almindelige for arbejdsnedlæggelse. Man gjorde skrue: Man nedlagde arbejdet. At gøre skrue kunne også betyde at gøre modstand. Det er det samme begreb, som når vi i dag taler om, at noget gør knuder. Det gør modstand, vil ikke føje sig. Således kunne skægget også gøre skruer hos herrerne i 1800-tallet, og det betød, at det ikke sad, som det skulle.

At gøre skrue kunne altså betyde at nedlægge arbejdet for at få bedre vilkår, så når nogle brød denne modstand og påtog sig det strejkeramte arbejde, hed det sig, at de brækkede skruen itu. Her altså af en skruebrækker.

Der findes i øvrigt store, glorværdige skildringer i ældre litteratur af bagerskruer, der altså ikke må forveksles med kærnemælkshorn eller anden form for bagværk, murerskruer med videre. I 1794 var der således en større tømrerskrue i flere danske byer.

Forresten var der tidligere et almindeligt begreb om at sætte sine ord på skruer eller bare stå på skruer, der henviste til folk, som enten i tale eller skrift udtrykte sig noget snørklet, højtravende eller tvetydigt. Den dom håber jeg ikke rammer mig, så jeg sætter straks møtrik på mine skruerier.

sprog@k.dk